Nationalmuseet i Tokyo

Japans største nationalmuseum

Om stedet

Nationalmuseet i Tokyo blev åbnet i 1872 og er dermed det ældste af Japans fire nationalmuseer og samtidig det største, ligesom det desuden var det første museum, der blev etableret i Japan. Formålet med dette var for det første at sikre Japans historiske arv via bevarelsen af artefakter og forhistorisk kildemateriale. Dette førte til behovet for store bygninger, og man opførte derfor nationalmuseet på sin nuværende grund i Ueno Park i 1882, hvor det siden har gennemgået store forandringer for at tilpasse sig den voksende samling, der i dag består af over 100.000 genstande. Majoriteten af disse har tilknytning til Japan og i blandt dem er blandt andet flere nationalskatte, men herudover er der også udstillinger med genstande fra andre asiatiske lande, som gennem tiden er blevet bragt til Japan. I samlingen finder man alt fra skriftruller og kimonoer til samuraisværd og Buddha-statuer. 

Nationalmuseet i Tokyo består af seks separate bygninger dedikeret til forskellige temaer. Den ældste bygning er Hyokeikan, som stammer fra år 1909. Denne klarede sig nemlig uskadt igennem både Kanto-jordskælvet i 1923 og bombningerne af Tokyo under Anden Verdenskrig, og bygningen har derfor status som kulturskat. Dog er denne normalt ikke åben for offentligheden, idet den anvendes til særudstillinger. Hovedbygningen er kendt som Honkan og stod ligeledes intakt efter Anden Verdenskrig, hvorimod den oprindelige bygningen gik tabt under Kanto-jordskælvet, og den nuværende museumsbygning stammer derfor fra 1938 og har også status som kulturskat. De andre bygninger er Kuroda Kinenkan fra 1928, Toyokan fra 1968, Horyuji Homotsukan og Heiseikan fra 1999. En standardbillet giver adgang til alle permanente udstillinger.

 

 Find vej

Ueno Park ligger lige ved siden af Ueno station.

Total Page Visits: 698 - Today Page Visits: 1