Den 12. april 2012 mistede i alt 8 personer livet i en af de værste påkørselsulykker i Japans historie, da den 30-årige Shingo Fujisaki kom kørende i sin bil i Gion-distriktet i Kyoto og hér mistede kontrollen over køretøjet, da han fik et epileptisk anfald bag rattet. Han havde dermed hverken mulighed for at styre eller bremse bilen, som fortsatte ukontrolleret videre og ramte ind i flere mennesker, før den til sidst stødte frontalt mod en elmast med 70 km/t. Sammenstødet var så voldsomt, at det endte med at koste Fujisaki livet, men bag bilen lå imidlertid også et langt spor af død, idet syv af de i alt 16 påkørte personer mistede livet i ulykken, der mindede utroligt meget om en lignende året forinden, hvor en løbsk kran dræbte 6 børn, da føreren også her fik et epileptisk anfald under kørslen. Disse to ulykker førte derfor til debat og øget fokus på trafiksikkerhed, hvilket førte til udformningen af en ny lov, hvor folk med særlige sygdomme kan stilles til ansvar for ulykker, der er et resultat af disse.
Den største trafikulykke i Japans historie fandt sted den 17. marts 1992, da intet mindre end 186 køretøjer var involveret i et 1,2 kilometer langt harmonikasammenstød på Hokkaido-motorvejen mellem Sapporo og Chitose lufthavn. Ulykken begyndte omkring klokken 8.45, hvor der faldt sne, hvilket ikke blot fik lagt sig som et tyndt lag på vejen – dette var også med til at forringe sigtbarheden, hvilket resulterede i, at en personbil kolliderede med en bus under en fejlslagen overhaling på den ene strækning af motorvejen. Dette skabte en dominoeffekt, idet de bagfrakommende køretøjer ikke kunne nå at standse, og selvom mange ellers forsøgte på det, så var vejen for glat, så det ene køretøj efter det andet blot gled ind i hinanden. Flere lastbiler og busser var involveret i ulykken, og disse fik hobet sig op og dannet en mur, således at de fuldkommen spærrede for begge spor samt nødsporet, hvor flere og flere biler brasede sammen og tog plads i ulykken, der henover de kommende minutter blot blev større, indtil den omsider blev bragt til en ende, da køretøj nummer 186 havde ramt den bageste bil. Langt de fleste biler havde kun modtaget overfladiske skræmmer, men enkelte var dog blevet totalsmadret og nogen var sågar blevet mast i stykker under lastbilerne. Grundet mængden af biler, så var det svært for redningsarbejderne at komme frem til de midterste køretøjer, og man måtte således lukke for trafikken på motorvejens andens strækning. Ikke desto mindre var der tale om en omfattende ulykke, hvor det var umuligt at finde overblikket, og nogen sad derfor fanget i deres biler flere timer, før hjælpen nåede frem dem. På trods af ulykkens størrelse, så endte kun to personer med at miste livet, mens 108 andre blev såret.
Klokken 18.20 den 7. november 1950 kørte en lokalbus fra byen Kami i Kochi-præfekturet på Shikoku med retning mod den lille landsby Zaisho. Ombord på bussen var i alt 63 mennesker i skikkelse af en chauffør, en billetkontrollør og 61 passagerer, selvom bussen ellers kun havde halvt så mange siddepladser. Dette var nemlig dagens sidste bus, og da den forrige bus var brudt sammen, måtte passagererne fra denne samles op, så der derfor var dobbelt så mange ombord, end der skulle have været. Men desværre ville den ene halvdel ikke nå hjem, for da bussen kørte langs Mononobe-floden på en mørk vej, skred den pludselig ud over vejbanen og styrtede 64 meter ned langs en stejl skrænt for til sidst at lande i floden. Mange passagerer faldt ud og døde i selve faldet, mens enkelte druknede, og de kvæstede kunne ikke gøre andet end at forblive, hvor de var, og blot skrige efter hjælp i håbet om, at denne ville nå frem i tide. Ulykken var heldigvis blevet bevidnet af en beboer på den modsatte side af floden, og hjælpen nåede derfor hurtigt frem, men selvom redningsarbejdet stod på resten af dagen, så havde 27 personer desværre mistet livet, mens dødstallet i de efterfølgende dage steg, da yderligere syv personer omkom af deres skader, så det endelige dødstal nåede op på 34.
Klokken 18.40 den 11. juli 1979 kørte to lastbiler sammen i den 2,5 kilometer lange Nihonzaka-tunnel, hvilket blev begyndelsen på en af de værste trafikulykker i Japans historie, for efter de to lastbiler var kollideret, blev to bagfrakommende personbiler og endnu en lastbil til en del af harmonikasammenstødet. Chaufføren i den første lastbil overlevede, mens de to andre lastbilchauffører omkom på stedet. Det samme gjorde føreren og passageren i den ene af de to biler, mens tre personer derimod blev fanget i den anden af disse, hvor de til deres rædsel se, at ulykken endnu ikke var forbi. Denne havde nemlig ført til en brand, der hurtigt begyndte at sprede sig mellem de fem køretøjer grundet lækket benzin. Mens ilden fik fat og brændte de tre overlevende ihjel, så begyndte hundredvis af andre bilister og passagerer at forlade deres køretøjer i tunnelen, hvor 173 køretøjer endte med at blive totalsmadret, men ingen andre mistede dog livet ud over de syv personer, der havde været involveret i ulykken.
Den japanske nationalrute 305 strækker sig 145 kilometer langs kysten i Ishikawa-præfekturet og Fukui-præfekturet, hvor den forbinder byerne Kanazawa og Minamiechizen. Kyststrækningen er blandt andet kendt for sine stejle klipper, hvilket ofte har ført til stenskred på strækningen, og det værste af disse fandt sted den 16. juli 1989, hvor en bus med 15 ombordværende blev kvast i stykker, hvilket uheldigvis skete i selv samme øjeblik som den var kørt ud fra en tunnel, hvor flere store klippestykker på op til 1500 tons uden varsel ramlede ned over den. Stenskreddet blev tilfældigvis fanget på film af et kamera i en bagvedkørende bil, hvilket ligeledes kunne dokumentere den efterfølgende redningsaktion, der dog viste sig at være forgæves. Alle ombord – både chaufføren og passagerer – omkom nemlig på stedet.
I efterkrigstiden blev det populært for japanerne af tage på sightseeing-ture rundt i landet, fordi man som følge af det økonomiske opsving fik råd til at tage på ferie. Blandt de populære destinationer var blandt andet Hiei-bjerget nær Kyoto, hvor der i slutningen af 1950’erne blev anlagt en vej, så det blev muligt at komme frem til bjerget med bil eller bus, hvilket de fleste benyttede sig af, idet kun de færreste havde råd til bil i denne tid. Men store busser på smalle veje kan også føre til ulykker, hvilket blev en realitet den 24. juli 1960, hvor to turistbusser var på vej mod Enryakuji-templet, da den ene af disse kolliderede med en anden bus, som var på vej ned fra bjerget, hvilket førte til, at den blev skubbet igennem autoværnet og ud over bjergsiden, hvor den styrtede 150 meter ned. Ombord på bussen var 44 personer bestående af hele familier og iblandt disse mistede 28 mennesker livet, mens de resterende 16 personer blev hårdt kvæstet.
I 1991 var man i Hiroshima ved at anlægge en ny jernbaneforbindelse kaldet Astram Line, der skulle stå færdig i forbindelse med byens Asian Games-værtskab i 1994. Den 14. marts gik det dog galt, da man var i færd med at fastmontere en 63 meter lang stålbjælke på en del af jernbanen, der var blevet opført som en bro, der stod parrallet med nogle kørebaner, som var åbne for trafik til trods for byggeriet, der foregik over bilisternes hoveder. Den 60 tons tunge stålbjælke endte simpelthen med at rive sig løs og væltede dermed ud over broen, før den landede på vejen ved siden af, hvor en lang kø af bilister tilfældigvis holdt for rødt. I alt 11 biler blev ramt af stålbjælken, hvis vægt komprimerede højden på mange af disse til en halv meter, hvilket øjeblikkeligt kostede 9 mennesker livet, mens en tiende senere døde af sine kvæstelser. Fem arbejdere, der befandt sig på broen blev desuden også dræbt, da de blev slynget ud over denne, da stålbjælken styrtede ned, hvorved dødstallet nåede op på i alt 15 personer.
Det blev efterfølgende konkluderet, at mange af arbejderne ikke havde erfaring med at bygge broer, mens andre slet ikke havde en uddannelse, men fordi man i hele Hiroshima var ved at gøre sig klar til Asian Games, så betød dette, at der manglede arbejdskraft, og da processen med at fastmontere stålbjælken ikke blev overvåget af en ingeniør, gik det altså galt. Politiet fik ligeledes skyld for ikke at afspærre vejene under byggeriet, fordi man anså dette for at være umuligt, da 15.000 bilister gjorde brug af ruten hver dag uden mulighed for at benytte alternative ruter. I 1996 endte sagen i retten, hvor en række arbejdere og supervisorer blev idømt mellem 2-3 års fængsel. Samarbejdet med det pågældende konstruktionsfirma, der var tilknyttet projektet, blev desuden opsagt, men jernbaneforbindelse åbnede som planlagt den 20. august 1994. Der står i dag et mindesmærke ved Kamiyasu station, hvor ulykken skete.
Den værste påkørselsulykke i Japans historie fandt sted den 15. december 1966 i byen Sanage i Aichi-præfekturet. Hér kom en 29-årig mand nemlig kørende på sin anden tur gennem byen i en dumper med ladet fyldt med grus fra en nærliggende flod, da en bil foran ham pludselig valgte at holde tilbage for en gruppe børnehavebørn og kvindelige pædagoger, der gav sig til at krydse vejen. Føreren af dumperen nåede da ikke at standse, og han kolliderede dermed med bilen ved at vædre den bagfra, hvorved de begge pløjede direkte ind i gruppen af mennesker, hvilket kostede 10 børn og en voksen livet, mens yderligere 22 blev såret. Ulykken rystede Japan og førte omgående til øget fokus på færdselssikkerheden rundt omkring i landet, hvor fodgængerfelter og gangbroer efterfølgende blev implementeret i nærheden af skoler og børnehaver for at gøre ruterne dertil mere sikre for børn, som samtidig blev opdraget i at krydse veje på sikker vis.
Sasago-tunnelen er en knap 5 kilometer lang motorvejsstrækning, der forbinder de to byer Koshu og Otsuki i Yamanashi-præfekturet. Tunnelen åbnede i 1977 og består af to separate vejbaner med to spor, og der passerer dagligt flere tusinde trafikanter imellem disse. Klokken 8 om morgenen den 2. december 2012 skete en af de værste trafikulykker i Japan dog, da omkring 350 loftplader i beton (hver med en vægt på mere end 1 ton) rev sig løs midt inde i den ene tunnel og faldt ned på vejbanen, hvor 9 mennesker mistede livet, mens to andre blev såret, da i alt tre køretøjer blev knust – heriblandt en vogn med seks mennesker, som efterfølgende brød i brand. Det var et rent mirakel, at ulykken ikke kostede flere menneskeliv, fordi den tilfældigvis fandt sted på en søndag. Hvis den var fundet sted på en hverdag, var det sket under myldretiden, hvilket kunne have resulteret i en langt større tragedie.
Den værste trafikulykke i Japan nogensinde fandt sted natten til den 18. august 1968, da 15 charterbusser fyldt med i alt 725 turister og 48 ansatte var på vej fra Inuyama til Norikura-bjerget i de japanske alper. Turen begyndte den 17. august klokken 22, og denne foregik således i mørke, men i denne periode oplevede man imidlertid store mængder regn grundet en tyfon ud for Japans kyst, og der blev af den grund udsendt advarsler om voldsomt vejr, men disse blev løftet, flere timer før busserne kørte af sted. Regnen fortsatte dog med at falde, hvilket gjorde det farligt at køre rundt på de mørke og stejle veje i bjergene, så cirka halvvejs fremme besluttede man sig for at afbryde turen og vende om. Klokken 1.31 befandt de 15 busser sig så på en øde strækning langs Hida-floden, da bus nummer fem og seks uden videre blev ramt af et stort jordskred, som slæbte køretøjerne med sig ud over en 15 meter dyb skrænt og videre ned i den urolige flod, hvor i alt 104 mennesker mistede livet.