Den 26. januar 1948 ankom en midaldrende japansk mand til en Teikoku-banken i Toshima-distriktet i Tokyo kort før lukketid under påskud af at være en epidemiolog sendt fra det amerikanske militær, som i denne periode okkuperede Japan. Ifølge ham var der nemlig udbrudt dysenteri i området, og han havde derfor fået til opgave at medicinere personalet, før de kunne få lov til at forlade banken. Som bevis havde han et visitkort fra Ministeriet for Sundhed og Velværd, ligesom han sågar selv indtog en pille for at vise, hvordan dette skulle gøres. De i alt 16 tilstedeværende stolede derfor på manden og valgte alle at sluge de piller, som de fik udleveret af ham, i troen på, at der var tale om medicin, men i stedet begyndte folk langsomt at kollapse i voldsomme smerter, og da de alle havde mistet bevidstheden, viste det sig, at der i virkeligheden var tale om et udspekuleret bankrøveri, idet den såkaldte epidemiolog benyttede sig af muligheden til at stjæle 164.410 yen i kontanter og ikke-indløste checks for 17.450 yen, hvorefter han flygtede fra stedet.
De 16 mennesker var dog ikke blot blevet bedøvet, men derimod forgiftet med cyanid, og da forbrydelsen blev opdaget, var det allerede for sent for 11 af dem, som omkom på stedet, mens en tolvte senere døde på hospitalet, hvilket dermed kun efterlod fire overlevende, og der er således tale om det dødeligste bankrøveri i Japans historie, mens det var den hidtil værste massakre i efterkrigstidens Japan. De 12 ofre var seks mænd i alderen 22 til 49 år, fem kvinder i alderen 16 til 49 år samt en 8-årig dreng, der var søn af en af de ansatte. Af uvisse grunde havde gerningsmanden dog ikke tømt kassebeholdningen, idet han lod langt flere kontanter blive tilbage, end han endte med at stjæle, så til at begynde med vidste man slet ikke, at der var tale om et bankrøveri, før det blev opdaget, at banken manglede penge.
Jagten på den skyldige gik hurtigt ind, og det skulle vise sig, at der havde været to røveriforsøg med lignende metoder i månederne op til bankrøveriet i Toshima. I de to sager havde gerningsmanden ligeledes anvendt visitkort med navnene Jiro Yamaguchi, hvilket dog var et alias, og Shigeru Matsui, hvilket derimod var en virkelig person, som ganske vist var ansat ved Ministeriet for Sundhed og Velfærd. Shigeru Matsui havde dog et alibi, og han kunne fortælle politiet, at den type visitkort, som gerningsmanden havde benyttet sig af, var blevet givet til omkring 92 personer i tiden op til bankrøveriet, hvilket han heldigvis havde sørget for at notere ned. Politiet koncentrerede sig derfor om at opstøve disse 92 personer, og med tiden fik man udelukket alle foruden 8, og i blandt disse var maleren Sadamichi Hirasawa, der dog befandt sig på Hokkaido. Men da han ikke kunne finde visitkortet fra Matsui, fordi hans tegnebog tilsyneladende var blevet stjålet, blev han automatisk udpeget som hovedmistænkt, selvom andre dermed kunne være i besiddelse af det.
Mistanken blev om ikke andet forstærket, da det viste sig, at Sadamichi havde angivet en falsk anmeldelse, da han meldte sin tegnebog stjålet, ligesom han endda havde boet i Toshima-distriktet, før han valgte at flytte fra sin familie og bosætte sig hos sine forældre på Hokkaido umiddelbart efter bankrøveriet i Tokyo. Og herefter havde han sågar benyttet sig af et falsk navn til at oprette en bankkonto, hvor han havde indsat et kontantbeløb, der var nogenlunde identisk med det, som var blevet stjålet, selvom han indtil da havde haft økonomiske problemer. Oven i det matchede hans udseende med den beskrivelse, som var blevet givet af gerningsmanden, ligesom flere vidner desuden udpegede ham som den skyldige, hvilket hans bekendte og slægtninge endda også mistænkte ham for at være - heriblandt hans egen kone og datter, der derfor kappede forbindelsen til ham ved at bede ham om at flytte.
Beviserne pegede altså på den 56-årige maler, som derfor blev anholdt den 21. august, og efter intense afhøringer blev han til sidst tvunget til at erklære sig skyldig - muligvis gennem tortur - og under hans retssag to år senere, blev han således dømt til døden, idet en tilståelse dengang blev ansat for at være det eneste nødvendige bevis i en retssag. Sadamichi Hirasawa blev dog aldrig henrettet, men endte i stedet med at tilbringe 37 år i fængslet, inden han døde af lungebetændelse den 10. maj 1987 i en alder af 95, hvor han var den hidtil ældste dødsfange i Japan.
Sagen om Sadamichi Hirasawa er en af de mest omtalte og kontroversielle i Japan, idet der siden begyndelsen har været sået tvivl om hans skyld, fordi det er en udbredt opfattelse, at tilståelsen blev tvunget ud af ham, hvilket ligeledes menes at være grunden til, at hans henrettelse aldrig fandt sted, idet man tilsyneladende frygtede, at dette ville skabe røre. Sadamichi kunne sjovt nok selv have bevist sin uskyld ved at fortælle, hvor han havde fået det store kontantbeløb fra, men dette nægtede han at indrømme, selvom han holdt fast i påstanden om, at han var uskyldig. I løbet af sin tid i fængslet fik han desuden opbakning fra både advokater og fremtrædende personligheder, mens der endda blev oprettet en støtteforening, der kæmpede for hans sag til det sidste. Bestræbelserne på at få Sadamichi frikendt fortsatte tilmed efter hans død i håbet om i det mindste at få renset hans navn, men i 2013 erklærede Tokyos højesteret imidlertid sagen for lukket, og Sadamichi Hirasawa er derfor officielt gerningsmanden bag Japans værste bankrøveri.