Sayama-sagen

Yoshie Nakata til venstre og Kazuo Ishikawa i midten til højre

Den 1. maj 1963 blev den 16-årige Yoshie Nakata kidnappet på vej hjem fra skole i byen Sayama i Saitama-præfekturet. Pigens forældre fik kendskab til deres datters skæbne samme dag, da de modtog et håndskrevet brev med krav om løsesum fra kidnapperen, som ville have 200.000 yen i bytte for pigen. Pengene skulle afleveres i nærheden af families hus den næste dag, men Yoshies forældre kontaktede imidlertid politiet, der rådede dem til at aflevere falske penge, hvilket blev gjort af Yoshies søster, mens en masse betjente overvågede hende på afstand. Og således kunne de se, hvordan en mand henvendte sig til pigen, før han dog valgte at stikke af uden pengene, ligesom han formåede at slippe væk, selvom hele 40 politibetjente ellers forsøgte at indhente ham.

Dagen efter blev liget af Yoshie Nakata fundet nedgravet ved en gård i nærheden, og politiet modtog derfor kritik for ikke at have fanget hendes kidnapper, idet man mente, at pigen var blevet slået ihjel, fordi overdragelsen af løsesummen var slået fejl. Hændelsen skete nemlig en måned efter, at 4-årige Yoshinobu Murakoshi blev kidnappet og dræbt, netop grundet dårligt politiarbejde. Man kunne dog konkludere, at pigen havde været død i nogle dage, så hun højst sandsynligt var levet dræbt, samme dag som hun blev kidnappet. Og på liget blev der desuden fundet sædrester, så man på den måde kom i besiddelse af den mulige gerningsmands blodtype. På dette tidspunkt var det dog ikke muligt at fremstille DNA-profiler, så man kunne udelukkende gøre brug af blodtypen til at udpege mistænkte. Men man havde imidlertid også et spor i form af den skovl, som var blevet anvendt til at grave Yoshies lig ned, og denne blev opsporet til en nærliggende grisefarm. 

Man koncentrerede derfor efterforskningen til de ansatte ved svinefarmen, hvor den 24-årige Kazuo Ishikawa viste sig at have samme blodtype som Yoshies kidnapper. Han blev derfor afhørt i en hel måned, hvilket førte til et gennembrud den 20. juni, hvor han omsider tilstod, at det var ham, der havde vodtaget og dræbt Yoshie, selvom han ellers lagde ud med at påstå, at han kun havde afleveret brevet med krav om løsesum, mens det var to af hans kolleger, der havde stået bag kidnapningen. Blandt de ansatte ved svinefarmen var da også flere flere tidligere dømte, mens andre stammede fra burakumin-folket - en befolkningsgruppe, der historisk set er blevet udsat for social udstødelse i Japan grundet deres beskæftigelse inden for urene hverv. Dette gjaldt også Kazuo Ishikawa, der derfor blev anset for at være et eksempel på, at denne stigmatisering fortsat fandt sted i det moderne Japan, idet han blev udpeget som den skyldige og dømt til døden trods manglen på håndgribelige beviser. Dog var der også visse beviser, som pegede på Kazuo - såsom håndskriften i trusselsbrevet, ligesom Yoshies fyldepen blev fundet blandt hans ejendele, da politiet gennemsøgte hans bolig. Dette skete dog først under den tredje ransagning, som fandt sted efter hans anholdelse.

Efter sin dom forklarede Kazuo, at hans tilståelse var blevet tvunget ud af ham, ligesom han nægtede at have slået Yoshie ihjel, men dette havde kun den effekt, at hans dødsdom blev omstødt til en livstidsdom under hans appelsag, eftersom det var hans tilståelse, der i sin tid havde fået ham dømt til døden. I retten mente man, at de andre beviser kunne knytte Kazuo til drabet, selvom der var langt flere beviser, der talte for hans uskyld. Kazuo havde eksempelvis ikke engang en grundskoleuddannelse og kendte derfor kun ganske få kinesiske skrifttegn, selvom mange af disse optrådte i det håndskrevne brev. Han erkendte også, at han kvalte Yoshie med sine hænder, selvom retsmedicinerne konkluderede, at hun var blevet kvalt med et stykke stof. 

Kazuos dom førte til protester fra det japanske burakumin-miljø, der mente, at man havde udpeget Kazuo Ishikawa som gerningsmanden grundet hans sociale status, og at den rigtige gerningsmand dermed var gået fri. Man oplevede derfor flere attentater mod det japanske retsvæsen i kølvandet på dommen, mens Kazuo fortsatte med at nægte sig skyldig, selv efter han blev prøveløsladt i 1994 efter at have siddet i fængslet i 31 år, hvorefter han forsøgte at få myndighederne overbevist om, at han var et offer for justitsmord. Dette er dog aldrig lykkedes, og den såkaldte Sayama-sag er derfor en kontroversiel en af slagsen, som fortsat er omgærdet af mystik, idet der officielt set er blevet fundet en skyldig, som dog opfattes som uskyldig i visse kredse.

En anden person kan dog ikke blive dømt for drabet på Yoshie Nakata, hvis vedkommende en dag skulle blive identificeret eller selv vælge at stå frem, for selv hvis sagen skulle blive genåbnet, så er den for længst blevet forældet. Det unikke ved denne sag er, at man jo er i besiddelse af den mulige gerningsmands DNA, som nemt kunne sammenlignes med Kazuos via moderne metoder, hvilket dog kun kan gøres, hvis det japanske retssystem vælger at tage sagen op igen, hvilket man indtil videre har afvist.

Kazuo Ishikawa giftede sig med en af sine støtter efter sin løsladelse og levede en almindelig tilværelse frem til sin død i 2025, hvor han gik bort i en alder af 86 år. Flere af sagens involverede parter døde desuden i tiden efter Kazuos anholdelse, hvilket blandt andet inkluderede et journalist, to efterforskere, en anklager og en retslæge, der døde af naturlige årsager eller i ulykker. Udover manden, som delte blodtype med den formodede gerningsmand, begik andre personer desuden selvmord - heriblandt Yoshies søster og en af de ansatte hos hendes familie, der begge tog livet af sig selv ved at drikke pesticider, hvorimod Yoshies bror hang sig selv. En af Kazuo Ishikawas bekendte stak sig selv ihjel med en kniv, mens broderen til ejeren af svinefarmen begik selvmord ved at springe ud foran et tog. I alt var der 10 personer med en eller anden form for tilknytning til sagen, som døde i løbet af 1960'erne og 1970'erne. Dette har derfor ført til konspirationsteorier om, at folk blev slået ihjel for at skjule sandheden, selvom der ikke er beviser for, at de mange dødsfald har været mistænkelige. 

Total Page Visits: 670 - Today Page Visits: 2