Hentai er et japansk ord, der betyder “pervers”. Det bruges derfor om personer, der enten opfører sig uanstændigt eller har en uartig tankegang. Men hentai er også blevet et synonym for genren af manga, anime og videospil af seksuel karakter. Hentai er altså en slags digital eller håndtegnet porno, der kan komme i alle afskygninger lige fra det uskyldige til det mere eksplicitte og absurde. Et generelt træk ved hentai er, at de mandlige og kvindelige træk, såsom penis, bryster, muskler og numser er blevet overdimensioneret, så der altså ikke blot er tale om porno, men derimod fantasier baseret på fiktion, af hvilken grund hentai ofte beskæftiger sig med tabubelagte emner såsom incest. Der findes ligeledes hentai med børn, hvor de uskyldige og sårbare træk er sat i fokus, og lige netop denne type hentai har ført til debat om, hvorvidt der er tale om børneporno, når man eksempelvis har med illustrationer at gøre.
Otaku er den japanske betegnelse for en fan, der dyrker sin interesse på et så højt plan, at det er en del af vedkommendes livsstil. Der er som sådan ingen officiel definition af, hvilken type fans, ordet otaku dækker over, men typisk anvendes det om de folk, der er besatte af popkultur, og her er der i særdeleshed tale om tegnefilm, tegneserier, spil og idoler. Otakuer blev i sandhed udbredt i Japan i løbet af 1980’erne, hvor populære anime- og manga-serier så dagens lys og gjorde det muligt at skabe en decideret subkultur blandt læsere og seere. Med en stigning i udgivelser af både anime, manga og spil i 90’erne bekendte tusindvis af japanere sig til en tilværelse som fans, og det samme gjorde sig som sådan gældende i Vesten, hvor det dog mest var børn, der sprang med på diller, mens det i Japan var unge såvel som voksne, der udgjorde otaku-fænomenet.
Game shows er en uofficiel betegnelse for japanske underholdningsprogrammer på TV, der generelt er kendetegnet ved at være vilde eller bizarre. I game shows bliver deltagerne som regel udsat for besynderlige udfordringer, eller de kommer ud for skøre ting – alt sammen med det formål at underholde seerne og et eventuelt publikum. Game shows findes i forskellige formater, og der er derfor ingen overordnet beskrivelse, som dækker over deres indhold, idet nogle tager udgangspunkt i konkurrencer, mens andre blot er til for at gøre grin med folk. Overordnet set er det dog normalt, at programmet inviterer gæster ind i et studie, hvor optagelserne finder sted, og deltagere kan både være kendisser eller helt almindelige japanere.
På dansk dækker ordet “idol” over en person, som et individ ser op til, men på japansk har “idol” en lidt anden betydning, idet der er tale om folk med en bred fanskare. Dog er der stadig forskel på idoler og andre kendte mennesker såsom skuespillere og sportsudøvere, eftersom idoler som regel er unge entertainere, der udelukkende er kendte ud fra deres image, selvom de typisk er tilknyttet et område inden for underholdningsbranchen, hvor det mest almindelige felt er musik. Japanske idoler hverves af talentspejdere, som står for at udforme deres image og fungere som deres agenter, så de for det første kan blive et kendt ansigt i offentligheden og for det andet blive elsket af denne. Som idol skal man derfor altid sørge for at spille den rolle, man er blevet givet, så ens image ikke bliver spoleret, og i ens kontrakt er der derfor regler for, hvad man må foretage sig i privatlivet.
Soineya er et sted, hvor man kan komme og betale for at putte med en anden person. Der er altså tale om et slags bordel, hvor man indgår i fysisk kontakt med en anden person uden at dyrke sex med vedkommende, hvilket er et behov, som de fleste mennesker har, men ikke kan få opfyldt af forskellige grunde. Eftersom man i Japan ikke vokser op med særlig meget fysisk omsorg, så får man heller ikke udviklet evner i et udvise eller modtage dette fra andre. Det kan blandt andet være, fordi man er asocial, genert eller bange for at tage kontakt med andre og indlede en fysisk stund, men det kan også skyldes, at det kræver for meget at finde nogen, som er villig til at være sammen med en. En soineya er derfor opstået som et alternativ, hvor man bare kan komme og få stillet sit behov efter at indgå i samkvem med en anden person.
Kodokushi er den japanske betegnelse for en person, som dør alene, uden at dette bliver opdaget. Dette er endt med at blive et samfundsproblem i efterkrigstidens Japan, hvor man har gjort op med det traditionelle familiemønster, idet japanske familier plejede at bestå af tre generationer i en husstand, hvilket i dag er en sjældenhed. Mange folk har hverken plads eller lyst til at have deres ældre slægtninge boende, så disse bliver overladt til sig selv, så det ofte ikke bliver bemærket, når et dødsfald sker. Dette skyldes først og fremmest, at det i Japan er normalt at miste forbindelsen til sin familie, når man først har stiftet sin egen. I Japan er der ganske vist plejehjem og kommunale tilbud til ældre, men der er alligevel mange der afholder sig fra at tage imod disse, da mange gamle japanere også har en gammeldags tilgang til samfundets rolle. De mener kort sagt ikke, at det er samfundets opgave at tage sig af dem, fordi de er vokset op med de traditionelle familieværdier, så hvis deres familier ikke ønsker at tage sig af dem, så vil de hellere klare sig selv.
Et Love Hotel er et hotel, hvor par kan leje et værelse med det formål at dyrke sex. I Japan er ens sociale ry meget vigtigt, så der er tale om et frirum, hvor man kan smide hæmningerne uden at skulle bekymre sig om naboer, familiemedlemmer eller venner. Love Hotels bliver brugt af både ungdomskærester, ægtepar, prostituerede og folk, der har mødt hinanden via datingmedier. Traditionelt er japanske husstande sammensat af 3-generationsfamilier, så der sjældent har været plads til privatliv, og Love Hotels blev af den grund udbredt, da det var en nem og bekvemmelig måde at indgå i intimt nærvær, uden man skulle bekymre sig om andre. I nyere tid er det blevet normalt, at børn bor hjemme til de er langt oppe i 20’erne, så for unge er det blevet et populært sted at udforske sin seksualitet uden forældres indblanding, mens forældre omvendt har mulighed for et frirum uden for hjemmet.
I Japan er der siden slutningen på anden verdenskrig opstået et utal af nyreligiøse sekter, der eksisterer som private instanser rundt omkring i landet, hvor folk på en eller anden måde overtales til at tilslutte sig et fællesskab med en bestemt ideologi, der typisk bunder i spirituelle tanker inspireret af enten shintoismen eller buddhismen, selvom mange sekter kalder sig selv for kirker og tager udgangspunkt i kristne værdier. Der kan være forskellige årsager til, at japanerne vælger at tilslutte sig nyreligiøse sekter, men en af de hyppigste forklaringer er, at man søger efter en mening i livet. Det er dog ikke altid til at sige, hvad der foregår hos sekterne, da der er tale om private instanser, og selvom det er velkendt, at mange sekter svindler deres medlemmer for penge, så kan man altså intet gøre ved dette, eftersom folk af egen fri vilje overdrager penge som et slags kontingent eller støtte.
I Japan bliver tusindvis af mennesker årligt meldt savnet. De fleste bliver fundet igen, mens andre sager derimod ender tragisk, fordi folk enten er omkommet i ulykker eller blevet udsat for forbrydelser. Og så er der dem, der slet og ret forsvinder af egen fri vilje. Denne gruppe personer kaldes for johatsu – et begreb, der betyder “fordampe” og som blev udbredt i løbet af 1970’erne, hvor man oplevede en stigning i antallet af japanere, der valgte at forlade deres tilværelse og stikke af fra alting. Der kan være forskellige grunde til, at folk ønsker at forsvinde, men nogle af de hyppigste forklaringer er problemer i hjemmet, økonomi og ansvar – altså faktorer der hæmmer en i hverdagen og binder en fast til denne, så man bliver påvirket i så høj grad, at man til sidst får nok. Dette er muligt i Japan, fordi man kan ansøge om at få ens personlige oplysninger gjort hemmelige, og at forsvinde af egen fri vilje er ikke kriminelt, så politiet går ikke ind i den slags sager, medmindre man mistænker, at der er sket en forbrydelse.
Hikikomori kan oversættes til “tilbagetrækning” og dækker over, at man i en længere periode isolerer sig selv fra omverdenen og indgår i minimal social kontakt. Når man udfører hikikomori vælger man fra den ene dag til den anden at lukke sig inde i sit hjem eller på sit værelse, hvor man befinder sig i mere end seks måneder. Mens nogen kun går ud for at handle eller forlader sit værelse for at gå på toilettet, er der andre der forholder sig i ét rum og på intet tidspunkt forlader dette. Hikikomori er ikke udelukkende et japansk fænomen. I Japan er det dog bemærkelsesværdigt, at så mange mennesker vælger at isolere sig selv, da det estimeres, at der er omkring 1 million individer, der lever en tilværelse som hikikomori.