4. april 2015: Hiroshima

Turen går til Hiroshima

Jeg havde endnu et par dage tilbage i Japan, men jeg stod i den situation, at jeg faktisk havde nået at besøge alle de steder, jeg havde planlagt hjemmefra, hvilket primært var kendte seværdigheder, som mange går efter at opleve under en typisk tur til Japan. Da det trods alt var min første tur til Japan, havde jeg ikke på forhånd vidst, hvad jeg kunne nå på otte dage, så jeg havde besindet mig, da jeg sammensatte min ønskeliste, der altså viste sig at være for kort. På denne dag kunne jeg derfor lade tilfældighederne bestemme, så jeg valgte derfor at forlade mit hotel og tage til Shin-Osaka station uden at vide, hvor jeg skulle hen. Jeg ville simpelthen hoppe på et tog til det første sted, der tiltalte mig, og dette viste sig at være Hiroshima, idet jeg lige akkurat nåede at stige på en shinkansen, der havde kurs mod byen.

Hiroshima blev som bekendt ødelagt af verdens første atombombe anvendt i krig, og det var da også byens historie, der havde draget mig til den. Da jeg efter den lange togtur ankom til Hiroshima, gav byen dog ikke indtryk af at have været lagt i ruiner 70 år tidligere. Den var lige så behagelig at gå rundt i som Tokyo. Gaderne var flotte, der var skøn natur, og eftersom jeg var rejst sydpå, var temperaturen også herefter. Vejret havde generelt været svingende på denne rejse, for i kontrast til dagen forinden, der havde været præget af gråvejr og regn, så skinnede solen atter fra en klar himmel, og det var derfor over tyve grader, så som dansker gik jeg og svedte, mens japanerne stadig gik rundt i jakker, hvilket jeg slet ikke havde medbragt på min ferie.

Hiroshima havde to ting, jeg gerne ville se. Det første var Hiroshima-borgen, der lå i passende gåafstand fra stationen. Ligesom de andre borge, jeg indtil da havde besøgt, lå denne i parklignende omgivelser omkranset af voldgrave med vand. Desværre var dette en moderne rekonstruktion, efter den oprindelige borg gik tabt, da atombomben blev smidt i 1945. Ikke desto mindre er Hiroshima-borgen flot og bestemt et besøg værd - særligt om foråret, idet borggrunden er fyldt med kirsebærtræer. Jeg havde imidlertid ikke så mange penge tilbage, så jeg valgt at spare på udgifterne ved ikke at gå ind i borgen, men i stedet betragte den udvendigt, hvor jeg blandt andet så en gruppe unge japanere, der var gået all in med deres besøg, idet de var iført samuraikostumer.

Ikke så langt fra borgen fulgte jeg en flod til det andet sted, jeg gerne ville besøge: Fredsparken med den eneste tilbageværende bygning efter atombomben, hvilket er en velbevaret ruin kendt som Atombombekuplen. Denne befandt sig nemlig under epicentret, da bomben blev kastet over den nærliggende Aioi-bro, der blev udpeget som mål grundet sin karakteristiske T-form. Da trykket således kom oppefra formåede bygningen at forblive stående, mens stort set alt andet i byen blev jævnet med jorden, hvilket man jo absolut ikke havde indtryk af.

Jeg krydsede blandt andet Aioi-broen på min vej til Fredsparken. Men da jeg nåede frem til denne, viste det sig desværre, at Atombombekuplen var under vedligeholdelse, idet den var tildækket af stilladser, så den nærmest lignede et igangværende byggeprojekt. Omkring den lå dog murbrokker, der gav indtryk af den katastrofe, der indtraf på lige netop det sted for få generationer siden. Det var derfor en helt speciel følelse at befinde sig i en moderne storby og så stå over for dette levn fra fortiden, der fortæller en historie, som de færreste af os er i stand til at begribe og som endnu færre rent faktisk oplevede. Jeg havde derfor håbet, at Atombombekuplen ville have været synlig, så jeg ved at betragte denne nærmere kunne have fornemmet den tragedie, som fredsparken er dedikeret til. For mens Atombombekuplen fungerer som en advarsel fra fortiden, så opfordrer parken generelt til håb for fremtiden.

Hiroshima Fredspark er nemlig dedikeret til fred mellem nationer og mennesker, og Atombombekuplen står både som et efterladenskab fra krigens tid, men også som et symbol på den skræk og rædsel, som ufred fører med sig. Oprindeligt var der debat om, hvorvidt bygningen overhovedet skulle blive stående, og jeg kan sagtens forstå, at folk vil viske tavlen ren og fjerne alle spor efter en katastrofe, så de kan glemme alt om denne og komme videre ved at opbygge en ny tilværelse. Men jeg synes også, det er en lidt egoistisk tilgang, for hvis man har gennemgået lidelse, er det vigtigt, at resten af verden får kendskab til denne, så ingen andre skal gennemgå noget lignende. For ellers risikerer man blot, at fortiden gentager sig i fremtiden. Personligt synes jeg derfor, at det er vigtigt at bevare ruiner, selvom de bærer på en tragisk fortælling, så de netop kan berette om denne. Som et fysisk objekt udgør de ikke blot et håndgribeligt bevis - de er også nemmere at forholde sig til end tekst og billeder i bøger.

Tilbage til Osaka

Eftersom turen til Hiroshima havde taget noget tid, så var hjemturen også lang. Jeg kunne derfor ikke blive i byen så længe, så i løbet af eftermiddagen valgte jeg at gå tilbage til stationen og tage shinkansen tilbage til Osaka, hvor jeg ankom til mit hotel i løbet af aftenen. Det var godt nok stadig lyst, men jeg havde dog også tænkt mig at gå tidligt i seng, så jeg kunne få sovet igennem efter nogle udmattende dage, for næste morgen skulle jeg nemlig hele vejen tilbage til Tokyo, så jeg den efterfølgende dag kunne påbegynde rejsen hjem. Resten af aftenen blev derfor brugt på at pakke min taske, mens jeg så småt erkendte, at jeg allerede havde tilbragt en uge i Japan, hvor jeg var kommet vidt omkring.