3. april 2015: Kyoto og Osaka

Første stop: Fushimi Inari Taisha

Da jeg stod op, så det ud til at blive gråvejr, så jeg tog min paraply med mig, da jeg forlod mit hotel i Osaka. Denne dag tog jeg igen til Kyoto, hvor jeg havde været dagen før, da der endnu var en del steder, jeg gerne ville besøge, og et af disse var blandt andet helligdommen Fushimi Inari Taisha, hvilket derfor var det første sted, jeg valgte at tage hen. Helligdommen ligger i det sydlige Kyoto og var nem at komme til med tog, og så var den endda også nem at få øje på fra stationen. Fushimi Inari Taisha er nemlig kendetegnet ved sin orange farve, der er at finde på både bygninger og de talrige torii-porte, der har gjort stedet til en populær seværdighed, og det var da også synet af disse, jeg primært var kommet for at nyde.

Jeg ville først og fremmest gerne have bekræftet, om Fushimi Inari Taisha var et lige så smukt sted, som jeg havde fået indtryk af. For jeg havde på forhånd set nogle af de ikoniske billeder fra helligdommen og havde egentlig troet, at de gav et utroværdigt indtryk, men når man ankommer i virkeligheden, træder farverne virkelig frem, og det er et helt usædvanligt syn, når man begynder at bestige det bjerg, som helligdommen er bygget på, hvor man passerer gennem de hundredvis af torii-porte, der visse steder står så tæt at de nærmest fungerer som tunneller. Det var en virkelig unik følelse at befinde sig i naturen, men alligevel vandre rundt blandt menneskelige konstruktioner, der på en eller anden måde harmonerede med omgivelserne, til trods for at de stak ud i blandt dem, for det skabte præcis den spirituelle stemning, som jeg forbinder med shintoismen, så det var rart endelig at være ved en helligdom, der ikke befandt sig i byen.

Vejret var endnu godt, så min paraply var mest af alt en vandrestav, der fungerede som støtte op ad de mange trin, der bare blev ved og ved. Visse steder på ruten var der områder fyldt med monumenter i form af gravsten, rævestatuer og mindre helligdomme med mini-torii-porte i massevis. Der var så meget at se, at man slet ikke kan begribe det arbejde, der i sin tid er blevet lagt i udformningen. Alting har fået lov at stå uden at blive udsat for hærværk til trods for at området er frit tilgængeligt døgnet rundt og gratis at betræde. Der var sågar små tehuse og souvenir-butikker på vejen.

Eftersom jeg var ankommet tidligt, så var der ikke så mange mennesker, som jeg ellers var blevet vant til ved populære attraktioner. De fleste befandt sig faktisk på begyndelsen af ruten, men med tiden var der flere og flere, der valgte at gå ned igen, så til sidst var jeg helt alene, da jeg nåede frem til det snoede endepunkt, der befandt sig i regnskovslignende omgivelser, hvor der var helt stille, så man kun kunne høre fuglene kvidre i trætoppene. Det var en virkelig behagelig oplevelse at kunne gå rundt i så fredelige omgivelser på egen hånd og bare suge atmosfæren til sig, så jeg var glad for, at jeg havde valgt at starte dagen hér.

For at undgå menneskerne ved helligdommen tog jeg ikke samme rute tilbage, men benyttede i stedet en omvej ned fra bjerget. Med tiden endte jeg således tilbage i byen og fandt hurtigt frem til stationen, hvor jeg hoppede på et tog tilbage til Kyoto station.

Tilbage i Kyoto

Fra Kyoto station besluttede jeg mig for igen at gå mod nord, for denne dag ville jeg nemlig besøge templet Kinkakuji, der er kendt for sin gyldne pavillon. Dette ligger dog langt fra stationen, så der var rig mulighed for at få set Kyoto på denne gråvejrsdag, hvor der ikke var helt så mange mennesker på gaden som dagen forinden, hvilket sådan set var rart. På den lange gåtur passerede jeg blandt andet forbi Hirano-helligdommen, som er et af Kyotos mest populære steder at opleve kirsebærtræerne i blomst, så hér var der til gengæld proppet med folk, fordi helligdommens flere hundrede kirsebærtræer for tiden stod i fuld flor, hvilket da også var et smukt syn. Det begyndte dog at blæse op, så jeg blev ikke så længe, men fortsatte i stedet videre mod Kinkakuji.

På turen begyndte det som frygtet at regne, så jeg slog paraplyen ud, mens jeg nærmede mig de omkringliggende bjerge i udkanten af Kyoto. Ikke så langt derfra lå Kinkakuji, og også hér var der en masse mennesker, og det var generelt svært at komme til, fordi vi alle gik rundt med paraply. På grund af uvejret virkede den gyldne pavillon dog ikke så skinnende, som den ellers gør på billeder, og refleksionen i vandet blev fuldkommen ødelagt af de mange regndråber, så det var et lidt skuffende syn, selvom bygningen ganske vist var flot og imponerende.

Efter en tur i de tilhørende haver begav jeg mig så tilbage til Kyoto station i øsende regnvejr, og da jeg ankom til Osaka, væltede det stadig ned. Men selvom dagen var ved at gå på hæld, så var det stadig lyst, så jeg tænkte, at jeg lige kunne nå et smut forbi borgen i Osaka på vejen tilbage til mit hotel.

Dagen slutter i Osaka

Da jeg ankom til Osaka, var borgen allerede lukket for besøgende, så det var ikke muligt for mig at komme ind i den, men jeg kunne derimod gå rundt og beundre den udefra på den enorme borggrund. Osaka-borgen var dog ikke lige så imponerende som Himeji-borgen, som jeg havde besøgt dagen forinden - blandt andet fordi det kun er hovedbygningen, der står tilbage, og så er denne desuden også en rekonstruktion og altså ikke original. Eftersom borgen var lukket, så var der heller ikke så mange folk på grunden, men det skyldtes nok også uvejret, der virkelig havde fået fat, så selvom jeg godt nok havde min paraply, så var det ikke længere rart at gå rundt udenfor.

Stationen tilknyttet Osaka-borgen lå heldigvis på samme linje som stationen i nærheden af mit hotel, så det varede kun 15 minutter, før jeg var tilbage på mit værelse, hvor jeg kunne få tørt mig efter en våd afslutning på dagen, der havde budt på både positive og negative oplevelser. På turen gik jeg som altid et smut forbi en købmand og købte noget mad, drikkevarer og slik, som jeg hyggede mig med resten af aftenen, mens jeg så japansk TV, der primært bare var TV-shop eller underholdningsprogrammer, og sent på aftenen kunne man endda også se porno med censur, hvilket egentlig også var underholdende, for japansk porno er virkelig en kategori for sig selv.

Total Page Visits: 787 - Today Page Visits: 1