9. april 2017: Fra Kansai til Hiroshima

 

På denne dag besøgte jeg:

 

Osaka:

  • Tennoji-templet

 

Nara:

  • Heijo-paladset
  • Nara Park
  • Todaiji
  • Kufukuji

 

Uji:

  • Byodoin

 

Hiroshima

Ankomst til Kansai Lufthavn

Dette var min tredje tur til Japan, som denne gang skulle foregå i de vestlige egne af landet, og derfor skulle jeg for første gang med et fly til Kansai Lufthavn, hvor jeg landede klokken 9 om morgenen, så jeg dermed havde hele dagen til at få oplevet noget. Lufthavnen er blevet anlagt på en kunstig ø syd for Osaka, og under landingen kunne jeg se en enorm flok med hundreder og atter hundreder af delfiner eller marsvin, der boltrede sig ved overfladen, hvilket var et utroligt syn fra de højder, men jeg ærgrede mig naturligvis over, at jeg ikke var tættere på.

Det første, jeg gjorde efter landingen, var som altid at få hentet mit rail pass, så jeg i den kommende uge kunne rejse ubegrænset med tog. Og passet blev taget i brug kort tid efter, da jeg steg på et tog med retning mod Osaka, hvor jeg valgte at slå et hurtigt smut forbi Shitennoji-templet, der meget praktisk ligger tæt på Tennoji station, som var endestationen på toglinjen fra Kansai Lufthavn.

Heijo-paladset
Billede fra Nara Park

Videre til Nara

Der var dog kun tale om et stop på ruten, for jeg skulle nemlig videre til Nara, hvor jeg egentlig havde været året før. Men dengang fik jeg desværre ikke set alt det, jeg ville, så derfor havde jeg hjemmefra planlagt at besøge byen igen, hvilket var muligt at gøre på min første dag, fordi det er nemt at komme til Nara med tog fra Kansai lufthavn.

Det er dog også en lang tur, så da jeg ankom til Nara, var det blevet over middag, men der var dermed også flere timer tilbage af dagen til at få set noget. Og det første, jeg gerne ville se, var det gamle kejserpalads, eftersom Nara engang fungerede som Japans første permanente hovedstad. Dog er der intet andet tilbage fra dengang end selve paladsgrunden, men hér har man dog opført et par rekonstruktioner af paladsbygningerne, som man mener, de har set ud.

Paladsgrunden viste sig at være enorm, og den er frit tilgængelig for offentligheden, så den fungerer sådan set mest af alt som en park. Der var tilmed en jernbane, der kørte igennem grunden, hvor der også var moseområder og naturlig plantevækst. Der var faktisk ikke meget, der indikerede, at der var tale om en historisk grund, ud over nogle menneskeskabte forhøjninger og ryddede områder, der som noget af det eneste gav indtryk af, hvor stort paladset i sin tid har været. Ved synet af de store (og imponerende) rekonstruktioner midt i det hele måtte man derfor gøre brug af sin fantasi og forestille sig, hvordan der i sin tid har set ud. 

Jeg havde heldigvis kun pakket en enkelt rygsæk med mig, så det var ret nemt at komme hurtigt rundt, men fra paladsgrunden var der dog et stykke vej til Nara Park, der var mit næste stop. Jeg var imidlertid landet i Japan, mens kirsebærblomsterne stod i fuld flor, så der var heldigvis masser af kirsebærtræer at beundre på vejen. 

En hjort i Nara Park
Todaiji

Eftersom det var søndag, var der ligesom sidste år fyldt med mennesker i Nara Park, hvor de fleste var interesserede i de mange tamme hjorte, som der naturligvis skulle tages billeder af og med. I parken ligger dog også mange af Naras største seværdigheder - heriblandt Todaiji-templet, der året forinden var ved at blive renoveret, så jeg dengang undlod at lægge turen forbi, og derfor blev Todaiji-templet mit næste stop. Desværre viste det sig, at der åbenbart skulle afholdes et stort arrangement, for der var fyldt med stole foran en scene ved den ikoniske hovedbygning, så det var ikke rigtig muligt at få et godt indtryk af templet ude fra. Man kunne dog stadig passere templet, der indvendigt var proppet med folk - primært asiatiske turister, der var kommet for at se templets berømte Buddha-statue, der er blandt de mest kendte i Japan. Der var imidlertid mange andre statuer, og folk både bukkede og bad, nærmest hver gang de passerede en, så statuerne fungerede som en flaskehals.

Næste stop: Uji

Efter besøget ved Todaiji, gik jeg tilbage gennem Nara Park, hvor jeg ligeledes besøgte Kofukuji-templet, før jeg vendte tilbage til stationen og tog toget tilbage i retning mod Osaka. Det var dog stadig lyst, så på vejen valgte jheg at gøre stop i byen Uji, så jeg kunne nå at få set Byodoin-templet, før det lukkede. Templet ligger nemlig kun en kort gåtur fra stationen, så det var oplagt at tage en tur forbi, og eftersom det nu var blevet sent på dagen, var der heldigvis ikke så mange mennesker - hverken i toget, gaderne eller ved templet, hvor der var en virkelig afslappet atmosfære, hvilket særligt skyldtes de overdådige synsindtryk.
Byodoin-templet er nemlig kendt for sin Fønix-hal, der er opført ved en lille dam, hvilket gør den til et eftertragtet mål for fotografer, men herudover var der også nogle flotte haver, der harmonerede med de gamle bygninger.

 

Fønix-hallen
Ved Byodoin-templet

Fra Uji tog jeg så toget til Kyoto, hvorfra jeg skulle videre med shinkansen til Hiroshima. Hér skulle jeg nemlig bo på hotel i de kommende dage, så jeg havde en central base i forhold til de aktiviteter og ture, jeg havde planlagt på den første halvdel af min ferie. Desværre svigtede GPS'en på min mobil, så jeg ikke kunne se, hvor jeg befandt mig, og da det var blevet mørkt, var det lidt svært at finde rundt ved ankomsten til Hiroshima, men ved at sammenligne omgivelserne med dem på kortet fandt jeg til sidst frem til hotellet, der var ejet af en udenlandsk mand, som var gift med en japansk kvinde.

Jeg havde i forvejen købt noget at spise, men da jeg havde låst mig ind på mit værelse, var det første, jeg gjorde, som altid at tage et langt bad, så jeg kunne slappe af og bearbejde de mange indtryk efter min første dag i Japan. Og så skulle jeg ellers have en masse søvn, så jeg kunne undgå jetlag og være frisk og udhvilet til dagen efter.

Dagens højdepunkt: Heijo-paladset

Dagens gode minde: Synet af hundredvis af delfiner eller marsvin i havet under landing i Kansai lufthavn

Dagens forbrug på seværdigheder: 1100 yen

Total Page Visits: 748 - Today Page Visits: 1