Shitennoji

Det ældste tempel i Osaka

Om stedet

Shitennoji er et buddhistisk tempel beliggende i bydelen Tennoji i Osaka. Templet blev grundlagt i 593 af Prins Shotoku, da buddhismen var ved at blive introduceret til Japan, og der er dermed tale om et af de ældste templer i landet og det første, der blev bygget af staten. Prins Shotokus rester er tilmed opbevaret i en Kannon-statue i hovedbygningen, og selvom der er tale om et buddhistisk tempel, så er der en torii-port af sten tilknyttet, hvilket ellers er noget, der hører til helligdomme. Før i tiden blev shintoismen og buddhismen nemlig praktiseret side om side, hvilket torii-porten er et bevis på. Denne blev opført i 1294, hvilket gør den til den ældste af sin slags i Japan.

De mange bygninger, der udgør templet er dog ikke så gamle, da de igennem historien er blevet ødelagt af flere omgange. Senest blev flere strukturer jævnet med jorden af bombetogter under Anden Verdenskrig, så mange af de nuværende bygninger er moderne rekonstruktioner fra 1965, mens andre kan dateres tilbage til 1623. Man har dog altid sørget for at genopbygge templet ud fra dets originale design, og dets bygninger kan dermed være med til at give indsigt i fortidens arkitektur. Bygningerne inkluderer blandt andet en femetagers pagode samt et skatkammer, hvor effekter tilknyttet templets historie står udstillet. Herudover er der en have ved templet, som er baseret på forestillingen om det vestlige paradis i buddhismen.

 

 Find vej

Shittenoji ligger under en kilometer fra Tennoji station.