Taro og Jiro

Taro og JiroI 1956 valgte Japan at slutte sig til den videnskabelige udforskning af Sydpolen, og i november måned samme år sendte man den første ekspedition afsted bestående af 11 forskere, der skulle tilbringe et helt år på øen Øst-Ongul, hvor man havde anlagt base. Med på missionen var desuden 19 slædehunde af racen Karafuto-Ken, der skulle muliggøre transport til og fra basen.

I vinteren 1958 skulle et nyt hold forskere erstatte gruppen, der befandt sig på Sydpolen, men på turen dertil blev forskningsskibet Soya imidlertid ramt af en storm, der endte med at drive det ud af kurs, så det gik på grund mellem nogle isflager flere kilometer fra basen. Man valgte derfor at afblæse ekspeditionen, efter en amerikansk isbryder var kommet skibet til undsætning, men det var samtidig nødvendigt at evakuere de 11 forskere, der befandt sig på Øst-Ongul, så dette valgte man at gøre med brug af en helikopter, med hvilken man fik reddet alle mennesker ombord på isbryderen. Det var dog ikke muligt at frelse alle slædehundene, som der på dette tidspunkt var 24 af, idet man kun kunne nå at få otte hvalpe og deres mor med, mens de resterende 15 hunde blev bundet fast i en kæde sammen med det overskydende foder. Forskerne havde nemlig fået at vide, at hundene ville blive hentet under en ny redningsaktion inden alt for længe, men vejret blev dog forværret, så det var ikke muligt at sende hjælp efter de 15 hunde, som man derfor valgte at efterlade på Sydpolen, hvilket var et valg, der mødte stor kritik, da man antog, at hundene dermed blev overladt til den visse død. Allerede i juli måned samme år blev en bronzestatue af hundene derfor opført i Osaka, så man på den måde kunne mindes dem.

11 måneder senere blev en tredje ekspedition sendt af sted til basen på Øst-Ongul, hvor man forventede at finde ligene af de 15 hunde, men ved ankomsten den 14. januar kunne man fra helikopteren dog se, at to af dem endnu var i live og fortsat befandt sig ved basen. Det viste sig at kun 7 af hundene var omkommet i den kæde, de alle var blevet bundet til, mens 8 andre altså havde formået at kæmpe sig fri. De to overlevende hunde var brødreparret Taro og Jiro, der logrende løb forskerne i møde, hvor de blev taget imod med glæde og forundring. Ingen af de andre 6 forsvundne hunde blev fundet, men der var ikke spor efter kannibalisme på de døde hunde i kæden, og hundene havde kun haft mad nok til omkring 2 måneder, så man gik ud fra, at Taro og Jiro simpelthen havde lært at jage pingviner og sæler, som de havde levet af i knap et år, hvilket faktisk endte med at gøre stor skade på bestanden på øen, hvor der jo ikke fandtes rovdyr.

Da nyheden om de to hunde nåede til Japan, blev de omgående udråbt som nationalhelte, og de blev hurtigt et symbol på udholdenhed, eftersom de var blevet overladt til deres egen skæbne og havde formået at overleve et helt år i et af verdens mest barske miljøer. Taro døde dog under sit ophold på Sydpolen i 1960 i en alder af 5 år, men Jiro vendte tilbage til Japan, hvor han nåede at leve et langt liv, før han døde som 14-årig i 1970. Begge hunde blev udstoppet, og resterne af Taro kan i dag ses på Hokkaido Universitet, hvorimod Jiro står udstillet på et museum i Tokyo. Der er blevet lavet sange såvel som film om de to hunde, og i 1959 blev der rejst en statue af dem foran det nyopførte Tokyo Tower. Siden er der kommet flere til rundt omkring i landet, og deres popularitet førte desuden til, at hunderacen Karafuto-Ken i en periode blev den mest solgte i Japan.

Total Page Visits: 267 - Today Page Visits: 1