Den 19. februar 2016 blev den 26-årige Satoshi Uematsu tvangsindlagt på et hospital, efter han havde afleveret et brev til formanden for det japanske parlament, hvori han tilbød at slå op mod 460 handikappede mennesker ihjel gennem en blodig og overlagt massakre. Satoshi havde på det tidspunkt arbejdet i tre år på et bosted for handikappede i byen Sagamihara syd for Tokyo, hvor han havde fået indsigt i den måde, som det japanske samfund og pårørende behandlede fysisk og psykisk handikappede, og ifølge ham var og blev denne borgergruppe betragtet som en klods om benet, som blot skulle gemmes af vejen, og han mente altså derfor, at det ville være bedre for alle, hvis de var døde, da de alligevel ikke kunne bidrage til samfundet. Af den grund foreslog han i brevet også at legalisere medlidenhedsdrab på handikappede med familiens accept. Men denne tankegang faldt altså ikke i god jord hos myndighederne, og eftersom Satoshi havde underskrevet brevet med sit navn og adresse, besluttede man sig for at opsøge ham og få ham tvangsindlagt til psykiatrisk behandling.
Denne varede imidlertid kun i 2 uger, og Satoshi Uematsu blev derfor udskrevet den 2. marts, idet lægerne ikke mente, at han udgjorde nogen trussel. Men det skulle dog vise sig, at Satoshi var en aldeles farlig mand, som stadig ønskede handikappede ryddet af vejen, og han gik endda så langt som at realisere sine dystre overbevisninger, da han lidt over klokken 2 om natten den 26. juli samme år valgte at bryde ind på sin tidligere arbejdsplads, hvor 150 handikappede havde hjemme. Satoshi var klar over, at mængden af personale var begrænset i nattetimerne, hvilket han endda havde fortalt i sit brev, hvor han sågar præsenterede sine planer om at begå et natligt angreb. Af den grund var det nemt for ham at overmande en nattevagt, som han fik bundet fast, mens han stjal vedkommendes nøgler og herefter påbegyndte den massakre, som han på forhånd havde truet med at begå, da han bevæbnet med knive gik fra værelse til værelse og hér stak den ene beboer efter den anden, mens disse intetanende lå og sov i deres senge.
Satoshi Uematsus hærgen blev begrænset til den ene af bostedets to sektioner, idet personalet i den anden fløj fik barrikaderet sig, da de opdagede, at der var et blodbad i gang. Politiet blev tilkaldt klokken 2.30, men da de ankom en halv time senere, havde Satoshi nået at forlade stedet, og intet mindre end 45 handikappede beboere var blevet ramt af knivstik. Netop fordi at det var midt om natten, så var der dog også begrænset personale på de mange hospitaler, hvor de sårede var nødt til at blive bragt til, så mens nogle allerede var døde, så var der andre, som omkom, fordi de aldrig nåede at modtage livreddende behandling. I sidste ende mistede 19 mennesker livet, hvilket drejede sig om 10 kvinder og 9 mænd i alderen 19 til 70 år, og der er således tale om en af de værste enemandsmassakrer i Japans historie.
Efter et par timer "på flugt" valgte Satoshi så at melde sig selv på en politistation, hvilket han tilmed også havde lovet at gøre i sit brev, ligesom han oven i købet også afleverede sine gerningsvåben. Manden selv mente ikke, at han havde gjort noget galt, for ifølge ham havde han befriet både Japan og de pårørende for en byrde ved på deres vegne at skille sig af med de handikappede, som han mente alligevel ikke havde noget at leve for, da de jo blot boede på et hjem, hvor de alligevel var dømt til at dø uden at føle hverken omsorg eller kærlighed. Satoshi Uematsu betragtede altså sig selv som en frelser og ikke en forbryder, og derfor mente han heller ikke, at han skulle straffes, da han tilstod at stå bag de 19 drab. Men det blev han nu engang, da han efterfølgende blev dømt til døden.
Det vakte stor debat, da det kom frem, at Satoshi Uematsu rent faktisk havde afsløret sine intentioner om at begå en massakre nogle måneder forinden, og at han sågar var blevet sat fri, så han kunne udføre sine planer - og så endda på hans tidligere arbejdsplads, hvor man burde være blevet gjort bekendt med hans holdninger og intentioner. Men Satoshis motiv skabte ligeledes debat, for selvom han havde begået en utilgivelig handling, så satte denne ikke desto mindre fokus på det japanske samfunds behandling af handikappede, idet nogen mente, at dette var grundlaget for Satoshis idealverden, hvor der ikke er plads til handikappede, og mange af ofrenes navne blev da også holdt hemmelige grundet familiernes skam over at være beslægtet med dem. Andre pårørende turde derimod godt stå frem for at sende et signal, mens fortalere for handikappedes rettigheder betragtede massakren som et udtryk for, at der var behov for selvransagelse i Japan, hvor man netop havde tendens til at gemme handikappede af vejen i stedet for at betragte og respektere dem som ligeværdige mennesker på højde med alle andre.