I 1854 åbnede Japan atter sine grænser for udlandet efter at have ført en isolationspolitik i mere end 200 år. I de kommende år strømmede købmænd fra nær og fjern derfor til Japan for at sælge og bytte varer, og en af de mange udlændinge, som ankom til Japan, var blandt andet englænderen Charles Lennox Richardson, der i 1862 lagde turen forbi Japan, da han i en alder af 28 år havde besluttet sig for at vende tilbage til Europa efter at have tilbragt størstedelen af sit voksne liv i Shanghai. Under sit besøg i Japan blev Richardson imidlertid dræbt, da han passerede forbi en gruppe samuraier, der vogtede over en bærestol med ingen ringere end faderen til daimyoen fra Satsuma-domænet, Shimazu Hisamitsu.
Lige netop han var kendt for at være modstander af Vestens imperialisme, men det vides dog ikke, om Richardson blev dræbt, fordi han var europæer, eller fordi han ikke udviste respekt, da han red forbi Shimazu og tilsyneladende kom for tæt på hans bærestol. Men fordi Japan nægtede at stille Shimazu Hisamitsu til ansvar og udbetale erstatning for Richardsons død, opstod der en diplomatisk konflikt mellem Japan og England i kølvandet på hændelsen i 1862. England truede derfor med at bombe storbyen Edo (nutidens Tokyo), hvor Tokugawa-shogunatet havde hovedsæde, hvis Japan ikke udbetalte erstatning, så i 1863 ankom både britiske og franske skibe til Japan som en sidste advarsel, hvilket førte til forhandlinger, der rent faktisk resulterede i, at shogunatets repræsentant valgte at undskylde og udbetale erstatning til englænderne den 2. juli.
Da man i Satsuma-domænet fortsat nægtede at undskylde og betale erstatning, valgte man at sende flåden afsted til Satsuma-domænet - nutidens Kagoshima-præfektur, hvor skibene også hér kunne fungere som en åbenlys trussel. Til at starte konfiskerede englænderne dog tre af Satsuma-domænets dampskibe for på den måde at anvende disse under forhandlingerne, men japanerne svarede i stedet igen ved at affyre kanoner mod de europæiske skibe, og derfor besluttede englænderne sig for at sætte de tre konfiskerede skibe i brand, hvilket skete den 15. august. Dette gav englænderne mulighed for at forberede sig på kamp, hvilket man egentlig ikke havde tænkt sig at indgå i. Men fordi japanerne udviste ugæstfrihed, besluttede man sig for at lade kanonerne og lægge skibene til rette i Kagoshima-bugten, hvorefter man begyndte at affyre kanonskud mod Kagoshima, hvor flere hundrede bygninger blev lagt i ruiner, da der udbrød brande.
Byen var dog allerede blevet evakueret af myndighederne, så antallet af dræbte var temmelig lavt, idet kun fem japanere omkom under bombardementet. 13 mænd på de europæiske skibe mistede derimod livet, da japanerne svarede igen. Dette kom bag på englænderne, som valgte at trække sig, så Satsuma-domænet kunne erklære sig for vinder af opgøret, der udspillede sig over to dage. Senere valgte Satsuma-domænet så at indgå en aftale og betale 25.000 pund i erstatning til England, og England og Satsuma-domænet blev herefter tætte allierede - blandt andet under Boshin-krigen, som ville udspille sig fem år senere, hvor netop Satsuma-domænet var en af de mest prominente forkæmpere for afskaffelsen af Tokugawa-shogunatet, der endte med at blive væltet.