Daruma

En daruma er en lykkeamulet med form som en dukke, der skal forestille den buddhistiske munk Bodhidharma, der på japansk netop hedder Daruma. Han er kendt for at have opnået fuld erkendelse ved i 9 år at meditere ved at stirre ind i en klippevæg, hvilket ifølge legenden førte til, at han mistede førligheden i sine arme og ben, så de derfor faldt af. Derfor har en daruma-dukke heller ingen arme og ben, og så fremstår den typisk indhyllet i rødt, fordi man mener, at det var denne farve, som Daruma måtte have været iklædt, da rød bæres af de øverste munke inden for buddhismen. Kun en daruma-dukkes ansigt er synligt, og dette er som regel hvidt med store øjne og mørke aftegninger, der skal forestille skæg og øjenbryn.

Når en daruma sælges, så er det dog ikke altid, at øjnene er tegnet på, for det er meningen, at køberen selv skal gøre det, idet man ved at tegne det ene øje først sætter sig et mål, hvorefter man tegner det andet, når dette er nået. Hertil kommer essensen bag en daruma-dukke, for de er lavet på en sådan måde, at de ikke kan vælte - altså er der tale om en japansk tumling - og symbolikken bag dette er, at man altid kan rejse sig, hvis man skulle ende med at falde. Derfor er daruma-dukker tilknyttet et japansk ordsprog, der lyder: 7 gange ned, 8 gange op, hvilket er et positivt udtryk, som skal gøre folk opmærksomme på, at nedture altid vil udvikle sig til opture.

Daruma-dukker er typisk lavet i papmache, men de findes også i andre materialer såsom træ. Indvendigt er de som regel hule, mens bunden er solid. Udenpå vil der ofte være påmalet tegn for blandt andet lykke eller succes, der for eksempel kan være nogle af de mål, man sætter sig, når man påtegner det første øje. At se en daruma med et enkelt øje kan gøre en fokuseret på at bevare troen på lykke og kæmpe videre for at opnå den.

Daruma-dukker blev opfundet af en munk i Gunma-præfekturet i 1700-tallet, da han ledte efter en nem og billig måde at producere de lykkeamuletter, som japanerne hvert år erhverver sig, men som netop kun er gældende i et enkelt år. Med tiden blev daruma-dukkerne udbredt til resten af Japan, så de nu om dage er nogle af de mest populære lykkeamuletter, og størstedelen af produktionen foregår endnu i Gunma-præfekturet. Daruma-dukker købes typisk ved templer, hvor japanerne ved nytår leverer dem tilbage, så de kan blive brændt, da det kun er på denne måde, man kan bevare sin lykke. 

Total Page Visits: 1197 - Today Page Visits: 2