Et kapselhotel - også kendt som kabinehotel eller capsule hotel på engelsk - er et type hotel bestående af separate sovekabiner på et fællesværelse. Der er sådan set tale om en slags asocial sovesal, hvor køjesengene optræder i væggen som kolonner af kabiner på samme måde som kølebokse, hvor man opbevarer lig. Disse kabiner er lige netop så store, at der kan være en futon eller madras, hvor en person kan ligge og sove, for formålet med kapselhoteller er udelukkende at give folk et sted at overnatte med en vis grad af privatliv.
Behovet for hoteller eksploderede i Japan i efterkrigstiden, hvor mange mænd kom på lange forretningsrejser, hvilket førte til et boom i antallet af businesshoteller, men fordi mange blot havde brug for et sted at sove, mens de var i en fremmed by, så valgte man i Osaka at bygge det første kapselhotel i 1979, hvilket blev en sådan succes, at de i dag er spredt rundt i mange japanske storbyer samt andre lande. Kapselhoteller varierer i størrelse, og der findes sågar hele bygninger med hundredvis af kabiner fordelt i forskellige afdelinger på flere etager, men typisk er kapselhoteller mindre end almindelige hoteller.
Når man tjekker ind på et kapselhotel får man sin egen kabine, men denne befinder sig altså omgivet af andre kabiner, så når man går rundt uden for kabinen, kan man være i selskab med fremmede mennesker, ligesom man sågar kan kigge ind i deres kabiner, hvis deres dør dertil er åben, eller hvis deres gardiner er trukket fra. Selve kabinen er nemlig indrettet som et miniature-værelse, hvor man kan lukke sig inde med en dør ved fodenden, og typisk er denne også udstyret med et vindue og tilhørende gardin, men der er dog ingen nøgle, så man kan altså ikke låse sig inde. Nogle kabiner har tilmed kun et gardin og ingen dør. Inde i kabinen er der både dyne, pude, lys, air condition samt bordplads, og ofte er der også et lille TV.
Da man er omgivet af andre kabiner - enten til siden, ovenover eller nedenunder, så skal man dog huske at være stille, og så er det desuden ikke tilladt at ryge eller spise i kabinerne. Ydermere deler man toilet med de andre gæster, og det samme gælder bad, hvis der er en badesal tilknyttet hotellet, ellers er der som regel en badeanstalt i nærheden. De fleste steder får man udleveret en yukata ved sin ankomst, som man kan iføre sig og gå rundt i på hotellet, men ellers skal man altid smide og aflevere sine sko ved indgangen, da man kun må gå med tøfler, mens man opholder sig på hotellet. Ens bagage kan man ligeledes låse inde i et opbevaringsskab.
Kapselhoteller henvender sig mest til forretningsmænd, og derfor vil man opleve, at langt de fleste kapselhoteller i Japan faktisk kun tager imod mandlige gæster. Hvis man tillader kvinder, har de nemlig deres egen sektion, så mænd og kvinder bor hver for sig, men der findes dog også kapselhoteller kun til kvinder. Børn har generelt set ingen adgang på kapselhoteller. Eftersom det er billigt at bo på kapselhoteller, så er dette desuden et populært sted for hjemløse at "bo", så selvom det er ment som et midlertidigt overnatningssted, så er der mange, der udnytter dette og slår sig ned på et hotel i længere tid, men visse steder er man i så fald nødt til at tjekke ud og ind hver dag, da de kun tillader enkeltovernatninger. Med tiden er der også kommet flere hoteltyper til, så der nu om dage findes store kabiner, hvor man har skabsplads til rådighed og derfor kan stå op - modsat i de små kabiner, hvor man kun kan ligge ned. En almindelig kabine måler nemlig 1 x 1 x 2 meter.