På denne dag besøgte jeg:
Nagoya:
- Osu Kannon
- Nagoya-borgen
Takayama:
- Takayama Festival
Dagen starter i Nagoya
Jeg havde brugt næsten alle mine penge dagen forinden, så da jeg denne morgen stod op og forlod mit hotel, tog jeg først et smut forbi 7Eleven for at hæve 10.000 yen, da dette var det laveste beløb, jeg kunne vælge. Jeg havde slet ikke behov for så mange penge, eftersom jeg kun havde to dage tilbage af min ferie, men jeg havde simpelthen sprængt budgettet på denne tur, så dette var faktisk første gang, jeg nogensinde benyttede mig af en hæveautomat i Japan.
Efterfølgende gik jeg lidt rundt i Nagoya, hvor jeg først besøgte templet Osu Kannon, inden jeg begav mig mod byens borg, hvor der var en renovering i gang. Det var desuden lige blevet besluttet, at borgen skulle rives ned og genopbygges ud fra dens oprindelige design, da man er i besiddelse af de originale planer, der gør det muligt. Så jeg er glad for, at jeg nåede at besøge denne udgave, der trods alt stod ret flot med sine grønne tagplader. Og udsigten fra øverste etage var også flot, idet man havde et åbent syn til Nagoyas skyskrabere.
Men dagen skulle dog ikke tilbringes i Nagoya, for hjemmefra havde jeg nemlig fundet ud af, at det var i denne weekend, man afholdt Takayama-festivalen, og eftersom det var fredag,ville jeg derfor gerne besøge festivalen på denne dag for at undgå alt for meget travlhed om lørdagen


Afsted til Takayama
Takayama-festivalen er nemlig kendt for at være en af Japans mest populære festivaler. Og så afholdes den endda både om foråret og efteråret. Fra Nagoya løber der tilmed en toglinje direkte til Takayama, hvilket var en af årsagerne til, at jeg havde valgt at finde et hotel i byen, så jeg ikke skulle bøvle med transport.
Det er om ikke andet en to timer lang rejse, men størstedelen af turen foregår langs Hida-floden, så da det var muligt for mig at få en vinduesplads i toget, kunne jeg dermed betragte det smukke landskab på vejen til Takayama, hvor der imidlertid viste sig at være proppet med mennesker, selvom det ellers var tidligt på festivalens første dag.
Det var altså mere end tydeligt, at der var tale om en populær festival, for hver eneste gade var simpelthen overrendt, og der var kunder i alle butikker. Der var tusinder og atter tusinder af mennesker overalt omkring mig, men det underlige var, at det ikke føltes som en festival, for der var ikke rigtig nogen underholdende indslag eller festlig stemning. Der var blot en masse besøgende, hvoraf de fleste gik rundt i området med Takayamas historiske bygninger, så selve byen dermed virkede som en turistattraktion, til trods for at stort set alle var japanere.
Nu og da stødte man dog på ting, som indikerede, at der var tale om en byfest - eksempelvis boder, hvor der blev solgt snacks. Men Takayama-festivalens hovedattraktioner er dog dens paradevogne, der sættes op i gaderne under festivalen, og efter noget tid lykkedes det mig endelig at lokalisere disse, som stod på række i et knap så befærdet område af byen.
.jpg)

Jeg havde regnet med, at der kun var tale om et par stykker, men der var tværtimod en hel del af de udsmykkede vogne med storslåede dekorationer, så der var nok til, at vi alle kunne gå rundt og beundre dem. På nogle af dem sad tilmed mekaniske karakuri-dukker, der blev sat til at optræde i en time fra klokken 14, men lige netop de vogne var omringet af mennesker, som på forhånd havde stillet sig klar til at overvære opvisningen, så det desværre ikke var muligt at se noget, da denne begyndte.
Det var desuden det eneste underholdningsindslag, som dagen bød på, så Takayama-festivalen mindede ikke ligefrem om den stereotype udgave af japanske festivaler med kimonoer og dans. Der var mest af alt tale om en byfest, og eftersom Takayama er en stor landsby, så var der desværre ikke rigtig plads til de moderne forhold med mennesker i tusindvis. Derfor var det også lidt svært at nyde stemningen, der for mig var urolig og stressende, og jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen til at se Takayamas seværdigheder.
Hvert et skridt var simpelthen som et møve sig ud gennem en overfyldt elevator, så jeg havde ikke noget imod at tage hjem, før solen gik ned. Stationen var dog også fyldt til randen med rejsende, som skulle forlade byen, for selv under festivalen kørte togene kun en gang i timen, så vi fik slet ikke lov at blive lukket ind på perronen, før det næste ankom.
Det var da meget sjovt at prøve at opleve en japansk festival, men det var ikke ligefrem en fornøjelse, for der var generelt alt for mange mennesker og alt for lidt underholdning, så det også var en lidt skuffende oplevelse, der ikke rigtig gav mig andre indtryk end stress og jag som et lagerudsalg i et storcenter.
Jeg bryder mig nemlig ikke om tumult, hvilket jeg også fik bekræftet om aftenen, hvor det var lidt svært at falde i søvn på mit hotel i Nagoya, eftersom dette befandt sig i et kvarter med mange barer, hvor der allerede havde været gang i den aftenen forinden. Så nu hvor det var blevet fredag, blev der skruet op for stemningen med festglade mennesker og musik. Jeg havde dog brug for søvn, for næste dag var min sidste i Japan for denne gang, så jeg ville gerne være frisk og udhvilet, så jeg kunne få så meget ud af den som muligt.
.jpg)
Dagens højdepunkt: Togturen til Takayama
Dagens gode minde: De udsmykkede vogne til Takayama-festivalen er virkelig smukke og mindeværdige
Dagens forbrug på seværdigheder: 500 yen
