15. april 2017: Matsumoto, Hikone og Kyoto

Turen går til Matsumoto

Min sidste dag i Japan for denne gang startede med, at jeg tjekkede ud fra mit hotel klokken 7, hvor jeg slæbte min bagage bestående af en efterhånden fyldt sportstaske med mig til stationen, hvor dagen skulle begynde med en lille tur til Matsumoto, som jeg nemt kunne komme til fra Nagoya. Det var lørdag morgen, så der var stille i gaderne, men disse bar dog præg af nattens festligheder, da der lå cigaretskodder, dåser og affald rundt omkring, men det var allerede ved at blive fjernet af gadefejerne, ligesom ravne snuppede, hvad der kunne spises.

Det var en to timer lang tur til Matsumoto, hvor jeg ankom i løbet af formiddagen, og hér var der noget mere skyet, så jeg derfor valgte at beholde min paraply på mig, da jeg låste min taske inde i et opbevaringsskab på stationen, før jeg begav mig ud i byen med retning mod Matsumoto-borgen, der var min primære destination. Dette er nemlig en af Japans kun 12 originale borge, og en af de største og fineste af slagsen. Men det er dermed også byens vartegn og mest populære attraktion, så da jeg efter en længere gåtur nåede frem til borgen, var denne allerede fyldt med besøgende, hvilket kom som lidt af en overraskelse for mig.

Mens jeg gik igennem Matsumoto, var der nemlig stort set mennesketomt i gaderne, så jeg derfor havde fået indtryk af, at jeg havde valgt at besøge det helt rigtige sted på en lørdag. Men ved borgen befandt sig dog langt flere folk, end jeg havde set på min vej dertil. Jeg valgte ikke desto mindre at købe en billet, så jeg kunne komme tæt på bygningen og eventuelt begive mig ind i den, men da jeg kom forbi murene, viste det sig, at der var kø hele vejen igennem borgen og helt ud til en åbne plads, hvor der var et skilt, hvorpå der stod, at ventetiden var 40 minutter.

Da det begyndte at småregne, besluttede jeg mig derfor at droppe turen ind i borgen, for jeg gad simpelthen ikke at stå og vente så længe i regnvejr. Jeg brugte i stedet tiden på at betragte borgen udvendigt, hvor den faktisk var mest imponerende på afstand på den anden side af voldgravene, hvor den typisk fotograferes med en tilhørende rød bro, der virkelig tiltaler borgen med dens sorte farve.

Videre til Hikone

Inden jeg vendte tilbage mod stationen, passerede jeg først forbi en helligdom, og efter at have forsynet mig med min bagage tog jeg atter toget tilbage til Nagoya, hvor jeg skiftede til shinkansen med retning mod vest, hvor dagen skulle afsluttes i Kansai Lufthavn. Der var dog stadig mange timer tilbage, før den ville ende, så jeg steg af på Kyoto station, hvor jeg igen anbragte min bagage i et opbevaringsskab, så jeg ikke behøvede at slæbe rundt på den resten af dagen

Herefter steg jeg igen på shinkansen til Maibara, hvorfra jeg tog et tog videre til Hikone, der ligesom Matsumoto har en af Japans få originale borge, som jeg derfor også gerne ville se. Desværre viste det sig, at borgen ikke var ude fra grunden, og at man derfor kun kunne komme frem til den ved at købe billet.

Prisen var dog lige i overkanten, og da der også hér var mange mennesker, turde jeg simpelthen ikke satse på, at jeg ville få mulighed for at komme ind i borgen, for skrækscenariet var, at jeg igen betalte penge for at blive mødt af en kø af mennesker, hvilket jeg ikke orkede, selvom jeg samtidig ville få mulighed for at se borgen.

I Hikone var vejret dog lang bedre end i Matsumoto, idet solen skinnede fra en himmel uden snerten af regnskyer, så jeg brugte i tiden på at gå rundt i borg-parken og nyde synet af kirsebærtræerne på denne sidste dag i Japan, hvilket vist også var det, der havde trukket flest besøgende til, eftersom der var flere hundrede træer, hvor kronbladene var begyndt at falde af, så dette nok var den sidste weekend, hvor man kunne opleve blomsterne i fuld flor.

Sidste stop: Kyoto

Denne dag stod i borgenes tegn, for efter at have nydt synet af kirsebærblomsterne forlod jeg Hikone, da jeg tog toget tilbage til Kyoto, hvor man finder en knap så kendt borg kaldet Fushimi-borgen, der ligger i de sydlige egne af byen. Grundet sikkerhedsproblemer med jordskælvssikringen er det dog ikke længere muligt at komme ind i borgen, som man derfor kun kan betragte udefra. Men så er den til gengæld også gratis at besøge.

Det var allerede begyndt at blive mørkt, da jeg nåede frem til borgen, hvor et skybrud samtidig brød ud, så jeg måtte søge i tørvejr under borgens indgangsport i selskab med en kondiløber, som faktisk var det eneste menneske, jeg stødte på, så det dermed var tydeligt, at dette var en knap så populær attraktion.

Oprindeligt var borgen da også en del af en forlystelsespark, som blev lukket og revet ned, hvorefter borgen blev bevaret som det eneste, så der var generelt en dyster atmosfære, der gav indtryk af, at den så sandelig var blevet forladt.

Borgen ligger imidlertid i en stor park, hvor man også finder Kejser Meijis mausoleum, hvilket faktisk er blevet opført på den grund, hvor den originale Fushimi-borg befandt sig. Og jeg nåede faktisk lige at tage forbi mausoleet og se dette, før mørket faldt på, hvilket dermed blev det sidste sted, jeg fik besøgt i Japan for denne gang. For herefter begav jeg mig tilbage til stationen sammen med skolebørn, der var på vej hjem fra tennis, kendo og alle de andre aktiviteter, som japanske unge laver efter skole.

Jeg ankom til Kyoto station ved 19-tiden, hvor jeg først valgte at købe nogle alternative souvenirs i form af en masse mad, som jeg kunne tage med tilbage til Danmark. Herefter hentede jeg så min taske og steg på et direkte tog til Kansai lufthavn, hvor jeg skulle tilbringe natten. Mit rail pass udløb nemlig på denne dag, og mit fly gik tidligt næste morgen, så i stedet for at bruge penge på et hotelværelse, var det bare mest praktisk at overnatte i lufthavnen, selvom jeg godt nok ikke fik noget søvn. Men så var jeg trods alt også sikker på, at jeg ville nå mit fly.

Dette havde været en travl men spændende tur, og jeg glædede mig allerede til at vende tilbage næste år, hvor det blev til en sommerferie i Japan, idet jeg havde tænkt mig at bestige Fuji-bjerget, der kun er åbent for besøgende i juli og august. Indtil da ville jeg sørge for at få trænet benene, for det der havde karakteriseret denne rejse var smerter i knæene, grundet de utallige kilometer jeg fik gået hver dag. Især trapper er noget, man ikke kan komme udenom i Japan.

Denne feries højdepunkt var besøget i Akiyoshido-grotten, der blev et af mine yndlingssteder i Japan, mens turen til Miyajima var også mindeværdig, fordi jeg for første gang fik besteget et bjerg fra fod til top. Rejsten bar generelt præg af førstegangsoplevelser, men selvom jeg på denne tur også fik besøgt en japansk festival for første gang, så var der dog så mange mennesker, at det ikke ligefrem var noget, der gav mig lyst til at gentage oplevelsen.

Total Page Visits: 823 - Today Page Visits: 1