4. november 2023: Utsunomiya og Ashikaga

Turen går til Utsunomiya

Det var lørdag morgen, da jeg efter en lang nats søvn stod op på mit hotel i Tokyo for at påbegynde min anden dag i Japan, hvilket først blev gjort ved, at jeg tog et bad, hvorefter jeg tjekkede vejrudsigten og så, at det igen ville blive over 20 grader. Jeg iførte mig derfor kun shorts og t-shirt, mens jeg pakkede min jakke i tasken, så jeg kunne tage den på, når det i løbet af aftenen ville blive køligere. Jeg havde nemlig planlagt at tilbringe weekenden væk fra Tokyo, så jeg kunne undgå alt for store menneskemængder, så på denne dag skulle turen gå mod nord til Utsunomiya, som jeg længe gerne ville have besøgt, men aldrig rigtig fundet tid til.

Jeg ville dog gerne starte dagen med at besøge Tokyo Skytree, eftersom det befandt sig i nærheden af mit hotel, og da jeg besøgte det i 2016 fandt jeg ud af, at der ikke var så mange folk til stede om morgenen. Jeg tog derfor hen for at være klar til åbningen klokken 10, men da blev det meget tydeligt, at det var weekend, for der var allerede en lang kø af mennesker med ventetid på 30 minutter, inden dørene overhovedet var blevet slået op.

Jeg gik derfor mod stationen, så jeg kunne påbegynde turen mod Utsunomiya, og på vejen passerede jeg blandt andet forbi det karakteristiske Sumida Hokusai Museum dedikeret til træsnit-kunstneren Katsushika Hokusai. Træsnit har dog ikke min store interesse, så jeg valgte ikke at gå ind på museet. I stedet fortsatte jeg turen mod stationen, hvor jeg tog et tog til Ueno station og hér skiftede til Shinkansen, som bragte mig til Utsunomiya på ingen tid. Men de ting, som jeg ville opleve i byen, befandt sig ikke i nærheden af stationen, så rejsen var ikke slut endnu, idet jeg blev nødt til at tage en bus flere kilometer mod vest, hvor jeg gerne ville opleve Oya-templet og Oya History Museum, der begge er en del af et bjerg bestående af såkaldt oya-sten, som man længe har udvundet fra området, hvor der derfor også findes et stenbrud.

Oya-templet er opført ind i bjerget med oya-sten, og det var det første, som jeg valgte at besøge, da det var hér, bussen stoppede først. Jeg blev dog overrasket over, hvor stor tempelgrunden egentlig var, for selvom selve templet er en beskeden bygning, så var der også en hyggelig have, ligesom man tilmed kunne bestige det tilhørende bjerg, hvilket jeg besluttede mig for at gøre, da det trods alt kun er få hundrede meter højt. Der var kun ganske få besøgende, og eftersom jeg befandt mig mod nord, så fik jeg også nogle flotte efterårsfarver at se, eftersom bladene hér var begyndt at skifte farve.

I nærheden af Oya-templet ligger desuden Heiwa Kannon, hvilket er en Kannonstatue, som er hugget ud i oya-klipperne, så denne tog jeg også lige en tur forbi, før jeg begav mig videre mod Oya History Museum, hvilket var den egentlige grund til, at jeg var taget til Utsunomiya. Dette er nemlig det nedlagte stenbrud bestående af underjordiske gange, der giver fornemmelsen af, at man befinder sig i en arkæologisk udgravning, og hér var der til gengæld fyldt med mennesker, idet mange var blevet fragtet dertil i turistbusser.

At træde ned i de underjordiske gange er i sig selv en oplevelse, men at få mulighed for at vandre rundt i dem er virkelig specielt, fordi man befinder sig i et naturligt miljø med et unaturligt udseende. Gangene er lyst op med projektører med tilpas begrænset belysning, så man kan se omgivelserne men samtidig fornemme, at man befinder sig under jorden og samtidig begribe, hvor enormt stedet egentlig er, for jeg fik virkelig indtryk af, at jeg vandrede rundt inde i en pyramide, hvilket de skarpe vinkler også gav opfattelsen af. Og så hedder det desuden Oya History Museum, fordi der faktisk er kunstudstillinger, man kan gå rundt og betragte, hvis ikke omgivelserne i sig selv vækker beundring. Jeg syntes i hvert fald, at det var hele turen værd, men da jeg forlod stedet, var det stadig midt på dagen, så der var tid nok til at få oplevet mere af Utsunomiya.

Selvom jeg ikke havde planlagt det på forhånd, besluttede jeg mig derfor for at tage forbi Four Seasons Bamboo Forest Wakayama Farm, hvilket - som navnet antyder - er en bambusfarm, hvor der dyrkes bambus. Denne befinder sig dog 5 kilometer fra Oya History Museum, og eftersom det ville være for besværligt at komme dertil med bus, valgte jeg at gå hele vejen. Jeg havde på forhånd pakket både mad og drikke, som jeg indtog på vejen, hvor jeg fik mulighed for at gå alene rundt i hyggelige, landlige omgivelser med rismarker og små familiehuse.

På vejen mødte jeg blandt andet en kælen kat, og så kom jeg også forbi en mand, som fløj rundt med sit modelfly, inden jeg med tiden stødte på en bambusskov, der var flottere end nogen af dem, jeg hidtil havde befundet mig i. Jeg troede derfor, at det var bambusfarmen, jeg var stødt på, men den virkede alligevel for lille og naturlig, og på kortet på min telefon kunne jeg se, at der stadig var nogle hundrede meter til farmen. I bambusskoven kunne jeg ikke desto mindre gå rundt helt alene og beundre de unikke planter, så jeg fik også taget mange billeder og optaget videoer, inden jeg til sidst gik videre til Four Seasons Bamboo Forest Wakayama Farm, hvor jeg derimod skulle betale for at få adgang til bambusfarmen.

Men denne er dog også stor og består af flere forskellige typer bambus, og eftersom det er så besværligt at komme frem, så var der heller ikke mange folk til stede, idet de fleste var ankommet med bil. Ved indgangen var der blandt andet et lille museum, hvor man kunne få indblik i, hvad bambus kan anvendes til, og bambus var tilmed blevet benyttet til at opføre det udendørs toilet.

Alle var dog kommet for at se farmen, og hér var der også mulighed for at få taget mange flotte billeder, og så var der endda også en stor gynge lavet af bambusrør, som man kunne tage en tur på. Selvom man skal betale for at få adgang til farmen, så viste det sig dog, at den ikke var lukket af, så jeg kunne nemt forlade den ved at træde ud på en vej, som befandt sig ved siden af bambusrørene. Men eftersom jeg ikke havde planlagt mit besøg, vidste jeg sådan set ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage til stationen, som befandt sig hele 10 kilometer væk.

Jeg rejser nemlig ikke med internetforbindelse i Japan, så jeg kunne ikke undersøge transportmuligheder på min telefon, men på mit offlinekort kunne jeg se, at der var et busstoppested i nærheden, så dette valgte jeg at gå hen til i håbet om, at der ville gå en bus i retning mod stationen. Og sørme om jeg ikke var så heldig, at der kom en kun 10 minutter senere.

Videre til Ashikaga

Det var dog ikke, fordi jeg havde travlt, for det var kun lige blevet eftermiddag og stadig lyst. Men når mørket faldt på, var der et sted, som jeg gerne ville tage forbi på min vej tilbage til Tokyo - nemlig Ashikaga Flower Park, der i sommerhalvåret er kendt for sine blomster, men i vinterhalvåret er haven i stedet kendt for at være et af de mest populære steder at opleve vinterbelysning i Japan, hvilket med danske øjne foregår i et overvældende format, der langt overgår det, som Tivoli har at byde på. Men selvom Utsunomiya og Ashikaga ellers ligger i same præfektur, så tager det alligevel noget tid at rejse imellem de to byer, og i forsøget på at spare tid endte jeg da også med at tage et forkert tog, så jeg først ankom til Ashikaga Flower Park omkring klokken 19.

Allerede udefra kunne man fornemme det enorme lyshav, men da jeg trådte ind i parken, blev jeg mest af alt overrasket over antallet af besøgende, idet der var proppet med folk i hver eneste afkrog. Særligt ved indgangen var det svært at komme frem, men da jeg begav mig rundt i parken var der heldigvis steder, som var mindre populære end andre, selvom de alle sådan set var betagende på hver sin måde. Jeg havde tidligere besøgt Ashikaga Flower Park i dagslys, og det var en helt anden oplevele at vandre rundt i den i mørke med alverdens lyseffekter, som på effektiv vis var kombineret med musik. Parken er mest kendt for sin blåregn, og denne imiterer man om vinteren med lilla ledlys, som hænger fra træernes grene, men desværre kunne mit kamera ikke rigtig fange farven.

Det var faktisk som om, at mit kamera blev overstimuleret, hver gang jeg tog billeder, for det var ikke altid muligt for mig at fange det, som mine øjne så. Et af højdepunkterne var desuden et lysende eventyrslot, hvor der på to baggrundsskærme blev vist lyseffekter, mens et hav af lysende blomster skiftede farve sammen med slottet, mens forskellige melodier blev spillet. Man kunne enda træde ind i slottet, hvlket jeg undlod, idet køen simpelthen var for lang, og at betragte det udefra var også betagende nok i sig selv. Men jeg må indrømme, at der simpelten var alt for mange mennesker, for selvom musikken spillede højt, så var der en konstant rungen af snak, latter og nu og da barnegråd, så det var svært at fordybe sig i miljøet og i sandhed nyde, at man befandt sig i det. Langt de fleste folk var dog japanere, så antallet af besøgende skyldtes nok, at det var lørdag, eftersom der trods alt var mange børnefamilier.

Efter en times tid havde jeg dog set det hele, så jeg forlod parken og kunne dermed nå et lokaltog til Takasaki, hvorfra jeg tog Shinkansen til Ueno station i Tokyo, hvor der så var en lang gåtur til mit hotel, så jeg først var hjemme klokken 23 - altså en rejsetid på over 2 timer, hvilket skyldtes den uregelmæssige togdrift i aftentimerne, hvor der ikke kørte flere hurtigtog. Men jeg havde heldigvis planlagt en stille dag den næste dag og kunne derfor godt tillade mig at sove længe.

Forrige dag - Næste dag

Total Page Visits: 173 - Today Page Visits: 1