25. april 2025: Chichibu

På denne dag besøgte jeg:

 

Chichibu:

  • Chichibu-helligdommen
  • Hitsujiyama Park
  • Mitsumine-helligdommen

Turen går til Chichibu

Dette var min anden dag i Japan, og jeg havde valgt at overnatte i Tokyo de første to dage, fordi der var nogle steder i Kanto-regionen, som jeg endnu ikke havde fået set og derfor gerne ville nå at besøge, før rejsen gik mod de nordlige egne, hvor min ferie primært skulle foregå. Helt nøjagtigt drejede det sig om Hakone og Chichibu, som jeg længe havde haft på min to do-liste, og ud af de to steder er Hakone mest populær, så eftersom det var fredag, havde jeg oprindeligt tænkt mig at tage til Hakone på denne dag, så jeg kunne undgå at besøge byen i en weekend. Jeg skulle dog videre til Tohoku-regionen den næste dag og ved at undersøge togtider fandt jeg ud af, at det var alt for besværligt at rejse dertil fra Chichibu, så derfor besluttede jeg mig for at besøge byen på denne dag, da det grundet beliggenheden også var nemmest at rejse frem og tilbage mellem Tokyo.

 

Krybende floks i Hitsujiyama Park
Ikke så mange mennesker som frygtet

At komme til Chichibu fra Tokyo tager om ikke andet over to timer trods den forholdsvis nære beliggenhed, så jeg var nødt til at stå tidligt op, så jeg kunne være fremme i god tid. Turen med tog krævede tilmed et par skift undervejs, og størstedelen af denne foregik desuden på en privat jernbanelinje, så jeg derfor var nødt til at købe billet, idet mit Rail Pass ikke var gældende på denne rute.

Der var heldigvis ikke så mange folk med toget, og der var også ret stille i Chichibu, da jeg i løbet af formiddagen ankom til byen, hvor jeg straks satte kursen mod Hitsujiyama Park. For en af de ting, jeg virkelig gerne ville nå at se, imens jeg var Japan, var krybende floks, som man kan se i store mængder i visse parker dedikeret til denne type blomster - heriblandt Hitsujiyama Park, hvilket var den primære årsag til, at jeg havde udset mig Chichibu som destination.

Parker med krybende floks er virkelig populære, idet blomsterne kun står i flor i en kort periode ligesom kirsebærblomster, så jeg havde forventet mange mennesker i Hitsujiyama Park. Men eftersom klokken kun var 10, så var der heldigvis ikke lige så mange folk som frygtet, så der var rig mulighed for at vandre rundt og nyde synet af de utallige mange blomster, der fandtes i forskellige farver og var blevet plantet i store mønstre, som man kunne beundre fra forhøjninger, ligesom man kunne gå rundt blandt blomsterne og betragte dem på nært hold. I Danmark er vi virkelig dårlige til at lave overdådige blomsterparker, så selvom jeg egentlig ikke går op i blomster, så formår japanske blomsterparker alligevel at tiltrække mig grundet den overvældende mængde blomster, der får mig til at værdsætte deres skønhed. Og en park fuld af lyserøde blomster er simpelthen et fascinerende syn.

Blomsterne var arrangeret i mønstre
Et særpræget træ ved Chichibu-helligdommen

Hitsujiyama Park er dog ikke så stor, så besøget i denne var overstået på en times tid, hvorefter jeg satte kursen tilbage mod stationen. Det var dog ikke for at tage toget, for jeg skulle nemlig med en bus til Mitsumine-helligdommen, der ligger uden for byen, men der var stadig halvanden time til denne gik, så jeg kunne lige nå en tur forbi Chichibu-helligdommen, der minder om en miniudgave af Mitsumine-helligdommen, som mest er kendt for sine flotte udskæringer og farverige dekorationer.

Ved Chichibu-helligdommen fik jeg mulighed for at overvære et igangværende shinto-ritual inde i helligdommens bygninger, hvor en mand lod til at live velsignet af en shinto-præst, der både prædikede og viftede med en såkaldt onusa - en pind med papirstrimler, som skal rense atmosfæren. Det var en virkelig interessant oplevelse, fordi det virkede som en privat seance, som alle dog kunne overvære udefra. Jeg så endda også manden betale for ydelsen, og der blev godt nok hevet mange pengesedler op fra pungen.

Det var nu blevet middag, så jeg begav mig tilbage til stationen for at tage bussen til Mitsumine-helligdommen, hvilket var en tur på svimlende halvanden time, selvom helligdommen ellers kun ligger få kilometer uden for byen. Denne er nemlig blevet opført på en bjerg, så turen foregår på landeveje, hvor der tilmed var vejarbejde flere steder, så bussen hele tiden måtte stoppe og vente på tilladelse til at køre. På turen passerede vi flere broer med flotte bjergudsigter, og det sidste stykke foregik på stejle skråninger, så man med tiden blev bragt op i over en kilometers højde. Og eftersom det var skyet, så kom vi derfor så højt op, at omgivelserne begyndte at blive tågede, hvilket straks fik mig til at genkalde mine besøg på Koyasan, der er kendetegnet ved sin bjergtåge. Det gav derfor også en spirituel stemning, da jeg steg af bussen og begyndte at gå mod helligdommen, der ligger nogle hundrede meter fra stoppestedet, så den virker isoleret fra civilisationen, selvom den er populær blandt både japanere og turister.

Tyk tåge på vej til Mitsumine-helligdommen

 

Dekorationer på Mistumine-helligdommen

Til trods for at bussen ellers havde været fuld, og der var proppet med biler og motorcykler på parkeringspladsen, var der dog ikke så mange mennesker ved selve helligdommen, som jeg havde troet. De fleste holdt nemlig til ved de spisesteder, der ligger langs passagen til helligdommen, så ved denne kunne jeg gå rundt og beundre området og dets bygninger med de flotte dekorationer. Efterfølgende var der endda tid til, at jeg også kunne tage på vandring i bjergene, hvor der imidlertid var advarsler om bjørne i området. Trods dette har jeg dog aldrig nogensinde set en vild bjørn i Japan.

Turen til Mitsumine-helligdommen havde taget lang tid, og det var også en lang tur tilbage til stationen og derfra videre til Tokyo, hvor jeg først ville ankomme efter mørkets frembrud, så det var grundet dette, at jeg undlod at besøge Chichibu dagen efter, idet rejsen til Tohoku-regionen ville tage endnu længere tid.

Ruten op langs bjerget er præget af stejle hårnålesving, så turen ned var lidt mere nervepirrende, og jeg så da også en bil, som var kørt galt, idet den lod til at være skredet ud over bjergsiden, hvor den var trillet nogle meter ned og ramlet mod et træ. Der var dog ikke nogen synlige skader på autoværnet, og eftersom bilen så gammel ud og var halvt begravet i visne blade, virkede det til, at der var tale om et flere år gammelt uheld, hvor man havde opgivet at bjærge bilen, der således fik lov at stå som en påmindelse til bilisterne om at de skal være opmærksomme.

Da vi kørte over en bro, fik jeg også mulighed for at se igangværende bungeejumping, men turen tilbage til Chichibu blev dog præget af en lidt finurlig hændelse, da en ældre dame pludselig bad om at blive sat af bussen, fordi hun skulle på toilettet og ikke kunne holde sig. Hun var dog i selskab med fem andre veninder, som ligeledes blev nødt til at forlade bussen med hende, da chaufføren gjorde et kort stop ved et isoleret stoppested, hvor der var et toilet i nærheden. Eftersom tidsplanen skulle overholdes, kunne han nemlig ikke vente på, at damen blev færdig, så de seks kvinder blev nødt til at vente midt ude i ingenting på den næste bus, der tilmed var dagens sidste. Så det var trods alt heldigt for dem, at det ikke var den, de var ombord på.

En advarsel om bjørne

 

Mindre helligdomme ved Mitsumine-helligdommen

 

Eftersom det var fredag aften, var der gang i gaderne, da jeg omsider kom tilbage til Tokyo, hvor jeg først købte noget at spise, inden jeg vendte tilbage til mit hotel, så jeg kunne tage et varmt bad og gå tidligt i seng, så jeg kunne være udhvilet og klar til at tjekke ud næste morgen, hvor jeg skulle ud på endnu en lang rejse. I og med at jeg havde været nødt til at stå tidligt op, havde jeg jo egentlig ikke fået sovet igennem efter at være landet i Japan dagen forinden, hvor jeg havde været vågen i halvandet døgn, så jeg var sådan set ret træt og havde derfor også været ved at falde i søvn i toget på vej mod Tokyo. Af samme grund havde jeg heller ikke noget imod, at størstedelen af denne dag var gået med transport, for det gav mig trods alt mulighed for at slappe af og hvile mig, ligesom jeg kunne beundre det japanske landskab, hvilket jeg aldrig bliver træt af at nyde synet af.

Dagens højdepunkt: Krybende floks i Hitsujiyama Park

Dagens gode minde: At overvære et shinto-ritual ved Chichibu-helligdommen

Dagens forbrug på seværdigheder: 300 yen

Total Page Visits: 71 - Today Page Visits: 1