24. april 2025: Fra Narita til Tokyo

Ankomst Japan

Dette var ikke blot min 10. tur til Japan - det var også 10 år siden, jeg for første gang tog til Japan i 2015, så der var dermed tale om et dobbelt-jubilæum. Jeg havde set og fået oplevet meget i løbet af de 10 år, men jeg havde endnu ikke besøgt og udforsket de nordlige egne af Japan, så derfor havde jeg valgt, at denne ferie primært skulle foregå i den del af Japan, hvor jeg for første gang skulle besøge Hokkaido, hvor min ferie ville slutte. Den startede dog i Kanto-regionen, hvor jeg landede i Narita Lufthavn klokken 9, så jeg kunne bruge dagen på at få set noget, og eftersom jeg kun havde medbragt håndbagage, kunne jeg hurtigt forlade lufthavnen efter for en gangs skyld at være kommet hurtigt igennem immigrationen. Det hjalp åbenbart, at jeg havde fået et nyt pas, der ikke var fyldt med japanske turistvisaer, så man slap få at blive spurgt om, hvorfor jeg hele tiden tager til Japan - noget som de japanske myndigheder godt kan finde en anelse mistænkeligt.

Netop som jeg skulle til at forlade lufthavnen for at begive mig mod stationen, hørte jeg et "sumimasen" (undskyld mig) bag mig, og jeg troede derfor, at det var security, der ville have fat i mig. I stedet fik jeg et kamera og en mikrofon stukket i hovedet, da det viste sig at være holdet fra TV-programmet "Why did you come to Japan?", der gerne ville interviewe mig, fordi jeg absolut var den første fra mit fly til at træde ud i ankomsthallen. Jeg tænkte omgående "Pokkers, så fik de mig til sidst," for jeg havde nemlig set dem flere gange, når jeg var kommet til Japan, men havde indtil videre formået at undgå dem, for jeg havde egentlig ikke lyst til at blive interviewet - specielt ikke efter at have siddet et halvt døgn ombord på en flyver, hvor jeg slet ikke havde fået sovet, så jeg så for det første træt ud, og var på ingen måde beredt på at skulle blive udspurgt om, hvorfor jeg var kommet til Japan... igen.

Jeg valgte ikke desto mindre at takke ja til interviewet, som kom til at foregå på japansk med støtte fra en oversætter. Jeg kunne således fortælle, at det var min 10. gang til Japan, og at jeg allerede havde set det meste at landet, men at jeg på denne ferie skulle besøge nye områder i nord. De var dog ikke så interesseret i mine ferieplaner eller erfaringer, men var mere fokuseret på, hvad jeg som udlænding syntes om Japan, så jeg blev blandt andet spurgt om, hvad det er, jeg godt kan lide ved Japan, og da jeg forklarede, at jeg synes, at japanere er venlige, blev jeg også bedt om at begrunde det med nogle eksempler.

Generelt var det lidt svært at svare på spørgsmålene, for det er ligesom, hvis nogen spørger, hvorfor man kan lide chokolade, og det eneste logiske svar er "fordi det smager godt". Det er svært at komme med en dybere begrundelse på den slags, og på samme måde kan jeg ikke sige andet, end at Japan er et dejligt land, og at japanerne er et venligt folk. For sådan er det bare.

Interviewet varede i omkring 10 minutter, og efter denne specielle oplevelse begav jeg mig så videre til stationen i Narita Lufthavn, hvor jeg denne gang skulle have udleveret to regionale rail pass ved at indløse de vouchere, som jeg havde købt hjemmefra. Eftersom jeg kun skulle opholde mig i det nordøstlige Japan, havde jeg valgt at købe to regionale rail pass i stedet for et nationalt et af slagsen. Dette var for det første billigere - også selvom at jeg ved en fejl var kommet til at købe et forkert pas, der var 250 kroner dyrere end det, jeg egentlig skulle have købt. Helt nøjagtigt drejede det sig om et JR East Pass, der gav mig fri rejse i Kanto-regionen og Tohoku-regionen de første fem dage, og et JR East South Hokkaido Rail Pass, der gav mig fri rejse i Kanto-regionen, Tohoku-regionen og det sydlige Hokkaido de efterfølgende seks dage. Det var det sidste pas, der var et fejlkøb, for jeg havde slet ikke behov for at rejse rundt i Kanto-regionen i denne periode, så det var i stedet et JR Tohoku-South Hokkaido Rail Pass, der kun gælder i Tohoku-regionen og på Hokkaido, som jeg skulle have købt. Som man måske kan fornemme var det ligheden mellem de to navne, der gjorde at jeg købte det forkerte, så man bør altid lige dobbelttjekke, om det er det rigtige pas, man bestiller.

Første stop: Narita

Der var ingen andre i kø, så jeg kunne hurtigt få udleveret mine rail pass og tage det ene i brug med det samme, da jeg forlod lufthavnen ved at tage toget til Narita, hvor jeg gerne ville besøge templet Naritasan Shinshoji, som jeg alt for længe havde udskudt at tage en tur forbi, selvom det meget praktisk ligger på ruten mellem Narita Lufthavn og Tokyo, så denne gang valgte jeg at starte min tur i Japan ved at tage en tur forbi templet, der ligger en lille gåtur fra Narita station.

Jeg var selvfølgelig træt efter den lange rejse, men jeg var blevet vant til at lande tidligt i Japan, så jeg kunne bruge den første dag på at få set noget, så det mest irriterende var faktisk, at det var omkring 20 grader varmt, mens det i Danmark var under 15 grader. Jeg var derfor iført lange bukser og en langærmet trøje, så jeg allerede gik og svedte, selvom jeg kun lige var ankommet til Japan.

Naritasan Shinshoji er et større tempelkompleks, og eftersom det var formiddag på en torsdag, så var der ikke mange mennesker til stede. Det var faktisk mest asiatiske turister, så der var rig mulighed for at gå rundt på grunden og nyde stemningen og synet af de flotte bygninger i ro og fred. Ved templet var der tilmed flere katte, der opholdt sig, og så var der også mange blomster, som var sprunget ud, mens kirsebærtræerne desværre allerede var afblomstret, men de stod heldigvis stadig i flor mod nord, hvor jeg senere skulle opholde mig.

Næste stop: Chiba

Efter et kort besøg i Narita tog jeg så toget videre til Chiba, som jeg heller aldrig havde fået besøgt, selvom det også er et stop på turen mellem Narita station og Tokyo. Jeg kunne derfor lige så godt stå af toget og besøge nogle af byens seværdigheder, men da jeg først tog en tur forbi Chiba-helligdommen, viste det sig, at denne var ved at blive renoveret, så hovedbygningen derfor var dækket til af stilladser, og da jeg derefter gik forbi Inohana-borgen, var denne lukket, fordi den ligeledes var var ved at blive renoveret.

Det var derfor et skuffet besøg i Chiba, hvor jeg helt droppede mit ellers planlagte besøg i Chiba Port Tower, fordi det lå for langt væk, mens det var blevet alt for varmt at gå rundt med min bagage på ryggen. Jeg fik dog prøvet byens ophængte monorail, som jeg valgte at tage tilbage til Chiba station, hvor jeg hoppede på et tog videre til Tokyo, hvor jeg skulle bo på hotel de første to dage.

Sidste stop: Tokyo

Jeg havde formået at finde et billigt hotel i Shinjuku, hvor et privat værelse kun kostede mig 350 kroner per nat. Der blev dog først åbnet for indtjekning klokken 15, så jeg måtte finde noget at fordrive tiden med indtil da, så jeg havde allerede planlagt at besøge Hanazono-helligdommen, der meget praktisk ligger i Shinjuku, hvor der var virkelig travlt i gaderne, da det trods alt er en levende bydel kendt for sine høje skyskrabere.

Der var også mange mennesker til stede ved Hanazono-helligdommen, så det var et kort besøg ved denne, inden jeg begav mig videre til hotellet for at tjekke ind. Jeg kunne således endelig få slappet af efter en lang rejse og en dag med nye oplevelser, men dagen var dog ikke forbi endnu, for hjemmefra havde jeg nemlig købt billet til det nye teamLab Borderless, som jeg endnu ikke havde fået besøgt. Så dette valgte jeg at få gjort, nu hvor jeg alligevel var i Tokyo.

For at undgå alt for mange mennesker havde jeg dog købt billet til klokken 19.30, så jeg kunne dermed bruge et par timer på hotellet, hvor jeg tog et varmt karbad og fik noget at spise, før mørket faldt på, og det blev tid til at tage afsted. Det oprindelige teamLab Borderless lukkede og blev i 2024 flyttet til Azabudai-distriktet, så det var derfor, jeg endnu ikke havde fået besøgt det, da jeg ikke var i Tokyo under min ferie i 2024. Jeg havde dog besøgt andre af teamLabs museer - heriblandt teamLab Planets, der ligeledes ligger i Tokyo, så jeg havde store forventinger til det originale museum.

Desværre var der - som forventet - mange mennesker, selvom det var blevet sent på dagen, og der var stort set kun tale om udelandske turister, hvoraf nogle var mere højlydte og irriterende end andre. Der var især mange børn, som forældre lod lege rundt uden opsyn, selvom man ved indgangen fik at vide, at det ikke er tilladt, så de stakkels ansatte måtte løbe rundt og fange børnene og forsøge at skælde deres forældre ud på en respektfuld måde. For sandheden er jo, at de ødelagde oplevelsen for andre, når et museum og dets udstillinger blev benyttet som legeplads, hvilket ikke er meningen med teamLabs værker. Men fordi der er tale om interaktiv kunst, fejltolker mange det som om, at man kan tillade sig at gå amok, selvom det er meningen, at man skal lade sig fordybe med brug af sine sanser - hvilket er svært, når man er omgivet af skrig og grin.

Jeg nød derfor de stille områder, hvor der ikke var særlig mange mennesker, og det var en fornøjelse at gå på opdagelse og udforske udstillingerne, der var gemt væk, så man selv måtte finde frem til dem. Langt de fleste opholdt sig i det ikoniske rum med det digitale vandfald, men jeg kunne bedst lide et mindre rum, hvor røgmasker spyede røg ud, som blev oplyst i forskellige farver og sågar tog form som mennesker i 3D, så de lignede spøgelser.

Udstillingerne blev nemlig ved med at skifte, så der derfor var noget nyt at opleve - også selvom man vendte tilbage til et rum, man allerede havde været i. Det var dermed også svært at holde styr på hvor man havde været, men overordnet set var det rart, at man også kunne få genset ting, hvilket man eksempelvis ikke kan i teamLab Planets, hvor man går en ensrettet rute.

Jeg foretrak dog teamLab Planets over teamLab Borderless, for jeg syntes alt i alt, at den digitale kunst fyldte for meget, da det mest bare var oplyste rum. Af samme grund var røgrummet min favoritudstilling, fordi jeg følte, at jeg trådte ind i udstillingen og blev en del af den. Jeg nød også rummene med de oplyste åkander og glaskugler, fordi der netop var nogle fysiske objekter til stede.

Flere af udstillingerne var også genbrug fra andre teamLab-udstillinger, som jeg tidligere havde besøgt, og alt i alt var der for mange mennesker efter min smag, for jeg nyder virkelig også teamLabs musik, der desværre blev overdøvet af menneskestemmer det meste af tiden. Jeg er ikke desto mindre glad for, at jeg endelig fik besøgt teamLab Borderless, for det var i sidste ende en god oplevelse.

Efter mig besøg kunne jeg endda nå endnu en digital udstilling, der tilmed var gratis. For Tokyo Metropolitan Government Building var nemlig blevet omdannet til et bygningslærred, hvor der i aftentimerne blev fremvist et lysshow hver halve time, og jeg nåede lige akkurat den sidste opvisning, som jeg således fik brugt et kvarter på at overvære, før jeg atter begav mig tilbage til mit hotel, der meget praktisk også befandt sig i Shinjuku, så jeg kunne gå i seng og endelig få noget søvn efter at have været vågen i mere end halvandet døgn.

Men nu hvor det var blevet aften, og mørket var faldet på, gik det dog også op for mig, hvorfor mit hotel havde været så billigt, for det viste sig nemlig, at dette befandt sig i en knapt så charmerende kvarter, hvor der stort set ikke var andet end udlændinge - særligt indere, der ligeledes lod til at eje alle butikker, så det mest af alt mindede om en ghetto. Herudover var der også mange hjemløse, prostituerede og tydeligt utilpassede unge, der hang ud i gaderne og kiggede på en med intimiderende blikke, som om man havde forvildet sig ind på deres territorium, så jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så utryg ved at gå rundt i Japan - end ikke i Osaka, hvor jeg er vant til at se tvivlsomme typer. Jeg var derfor heller ikke overrasket over at politiet patruljerede rundt i området på deres cykler, for der var en gennemgående barsk stemning.

Total Page Visits: 175 - Today Page Visits: 1