26. april 2025: Hakone

Turen går til Hakone

Efter to overnatninger i Tokyo var dagen kommet, hvor jeg skulle tjekke ud fra mit hotel, så jeg kunne begive mig mod de nordlige egne af Japan, hvor min ferie primært skulle foregå. Jeg havde dog planlagt at bruge denne dag på enten at besøge Chichibu eller Hakone, og eftersom jeg dagen forinden besøgte Chichibu, skulle denne dag bruges i Hakone, som jeg længe havde udskudt at besøge, fordi det er en populær destination, som jeg havde indtryk af var overrendt af turister. Og mine fordomme skulle desværre vise sig at begrundede - også fordi at det var lørdag, så både japanere og udlændinge valgte at valfarte til Hakone, til trods for at det er ualmindeligt besværligt at komme dertil.

Jeg begyndte dagen klokken 7.30, hvor jeg tjekkede ud fra mit hotel i Shinjuku og herfra tog et tog til Odawara, hvor jeg valgte at anbringe min bagage i et opbevaringsskab på stationen, så jeg slap for at slæbe rundt på den. Herfra krævede det så to tog til den ellers korte tur til Hakone, fordi det sidste stykke foregår på en ensporet strækning i et bjergområde, hvor togene kører ekstremt langsomt, så jeg derfor først var i Hakone klokken 10.00. Og eftersom toget var proppet med mennesker, måtte jeg stå op på hele turen. Jeg vidste godt, at Hakone var populær, men jeg var alligevel forbavset over, at så mange folk gad at bruge så lang tid på at rejse dertil.

Der var da også flere steder i Hakone, som jeg gerne ville besøge, og det første stop var Hakone Open Air Museum, hvor der trods alt var plads nok til, at de flere hundrede besøgende kunne gå rundt og nyde de mange kunstværker, som står udstillet udendørs på et enormt areal, hvor man kan gå på opdagelse på et stisystem, der gør det muligt at komme rundt i alle afkroge.

Selvom jeg ikke er meget for moderne kunst, var der flere interessante værker og sektioner - særligt glastårnet Symphonic Sculpture, der da også er museets vartegn. Generelt havde det dog ufatteligt meget at byde på, så jeg bestemt syntes, at det overgik Louisiana, hvis popularitet jeg aldrig har forstået, for det mindre kendte Hakone Open Air Museum er langt mere alsidigt og henvender sig til et bredere publikum - heriblandt børn, idet der endda var en kunst-legeborg dedikeret til dem.

Efter at have besøgt Hakone Open Air Museum, havde jeg planlagt at krydse Hakone-bjerget, så jeg gik den korte vej til Hakones kabelbane, som bringer en op på bjerget, som man kan krydse med brug af en svævebane. Og kabelbanen blev simpelthen så fuld af mennesker, at ikke alle kunne komme med, og igen var jeg nødt til at stå op, da jeg ikke nåede at få en siddeplads. Det fik jeg til gengæld, da det blev tid til at skifte til svævebanen, og da denne passerede over Hakone-bjerget, fik jeg dagens største oplevelse, da jeg dermed fik udsyn til det store rygende krater kaldet Owakudani, eftersom bjerget er en aktiv vulkan, hvor der blandt andet udvindes svovl. Det er primært også bjerget, der tiltrækker besøgende, for ikke nok med, at landskabet er betagende, så er der også mange varme kilder i Hakone, hvor der derfor også er en lang række ryokans, som særligt udlændinge kommer for at bo på, så toget til Hakone var blandt andet proppet, fordi at mange havde store mængder bagage med sig.

Efter at have passeret krateret har man mulighed for at betragte dette ved at gå rundt på bjerget, før man skifter til en anden svævebane, og hér stank der virkelig af rådne æg, hvilket i virkeligheden var den særprægede lugt af svovl, som hang i luften, men faktisk kan man også købe æg, som koges i det svovlholdige vand, så skallerne bliver sorte - noget som rigtig mange mennesker stod i kø til. Det siges også, at man kan få forlænget sit liv ved at spise et af disse æg, men jeg er ikke så glad for æg, så jeg skulle dog ikke nyde noget af det. Jeg nøjedes i stedet med at beundre den imponerende udsigt.

Der var ekstremt mange mennesker på Hakone-bjerget og virkelig meget larm fra alverdens sprog. Særligt de asiatiske turister var højrøstede, så det generelt føltes som en turistdestination frem for et naturområde, så jeg havde egentlig ikke noget imod at komme videre og tage den næste svævebane ned fra bjerget. Denne bragte mig frem til Ashinoko-søen, hvor min næste destination ventede i skikkelse af Hakone-helligdommen. Men eftersom denne befandt sig flere kilometer borte, besluttede jeg mig for at finde et busstoppested, hvor jeg begyndte at vente på den næste bus, der ifølge køreplanen skulle komme ti minutter senere.

Jeg endte dog med at stå og glo i over 20 minutter, inden jeg opgav og i stedet valgte at gå langs Ashinoko-søen for at komme frem til helligdommen. Jeg har ingen anelse om, hvorfor bussen aldrig dukkede op, for det var ganske vist lørdag, men ifølge køreplanen skulle den køre på samme tidspunkt på hverdage og i weekender. Den kunne sagtens bare have været meget forsinket, men af frygt for at jeg ville ende med at vente forgæves besluttede jeg mig altså for, at jeg lige så godt kunne bruge tiden på at gå, idet der var over en time til den næste bus - samme tid, som det alligevel ville tage mig at gå. Selv bådsejladserne havde absurd lange ventetider, så generelt virkede transporten ikke særlig turistvenlig, når man tænker på, hvor overrendt der var af mennesker. Turen langs søen var dog en fornøjelse, for her var der stort set mennesketomt, og de eneste udlændinge, jeg stødte på, var sjovt nok en dansk familie.

Stemningen ændrede sig imidlertid brat, da jeg omsider nåede frem til Hakone-helligdommen, der mest er kendt for sin torii-port, der befinder sig ved Ashinoko-søen, for er du gal, hvor var der mange mennesker, der var kommet for at tage billeder af denne. Jeg havde ganske vist forventet kø, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor lang den var. Det var præcis derfor, jeg helst ville have undgået at besøge Hakone på en lørdag, men nu var jeg her, og jeg ville næppe nogensinde komme tilbage, så jeg skulle naturligvis også have et billede af torii-porten. Der var trods alt over halvanden time til jeg skulle med en bus væk fra Hakone, så noget af den tid kunne jeg lige så godt bruge på at stå i kø. Desværre viste det sig, at folk ikke var kommet for at tage billeder af torii-porten, men derimod dem selv stående ved den, så fotoseancerne tog afsindigt lang tid, selvom der var skilte, som opfordrede til, at man holdt sig til under 3 minutter. Flere influencertyper valgte derfor også at springe køen over og skynde sig at tage billeder, når chancen bød sig.

Ved at stå i kø fik man dog torii-porten for sig selv, så mange af dem, der fotograferede den på afstand, fik altså fremmede mennesker med i billedet, hvilket jeg ikke var interesseret i. Jeg var også en af de eneste, som ikke tog eller ville have taget billeder af mig selv, for jeg har virkelig ikke behov for at glo på mig selv på et sted for at blive mindet om, at jeg har været der. Det er i stedet mine billeder af torii-porten, der minder mig om den oplevelse, det var at tage dem, og den tid jeg brugte på det, for det er trods alt det sted i Japan, hvor jeg har ventet længst tid på at kunne tage billeder af et ikonisk sted. Problemet med køer er jo, at hvis man vælger at forlade dem, så må man stille sig bagest og starte forfra og dermed vente i endnu længere tid, så der er ikke andet at gøre end at bevare tålmodigheden og vente på at det bliver ens tur.

Efter at have fotograferet torii-porten kunne jeg lige nå at besøge Hakone-helligdommen, som den er en del af, før det var blevet tid til at finde et busstoppested, så jeg kunne forlade Hakone, inden det blev alt for sent. Det var nemlig blevet eftermiddag, og turen tilbage til Odawara var i sig selv lang, men derfra skulle jeg videre til Shirakawa, hvor mit næste hotel befandt sig, så der sammenlagt ventede mig over 5 timers rejsetid. En time gik på busturen til Odawara, hvor jeg jo skulle hente min bagage, men herfra skulle jeg også med et tog tilbage til Tokyo, hvorfra jeg heldigvis kunne tage shinkansen til Shirakawa.

I Shirakawa skulle jeg så have skiftet til et lokaltog, som kørte kort tid efter ankomsten med shinkansen, men desværre nåede jeg det ikke, så jeg blev nødt til at gå de to kilometer frem til mit hotel, hvor jeg først ankom klokken 21.30, så jeg lige kunne nå at spise og tage et bad, inden jeg skulle i seng. Der blev således gået en del på denne dag, men sjældent har jeg benyttet så mange forskellige transportmidler på en enkelt dag i Japan, hvor jeg anvendte både tog, shinkansen, bus, kabelbane og svævebane. Til sammenligning kan jeg faktisk kun komme i tanke om min tur på den japanske alperute i 2019, så størstedelen af dagen blev altså brugt på transport, og eftersom mit Rail Pass ikke var gældende i Hakone, blev det en dyr tur dertil. Jeg er dog glad for, at jeg endelig fik besøgt Hakone, så jeg kunne få et personligt indtryk af stedet, men præcis som forventet er området generelt alt for præget af turisme efter min smag.

Total Page Visits: 105 - Today Page Visits: 1