Nozakijima er en af de mange ubeboede øer, som i dag er en del af Nagasaki-præfekturet. Den 7 km2 store ø har dog ikke altid været ubeboet, og den dag i dag er der fortsat spor efter fortidens indbyggere, hvilket blandt andet inkluderer en forladt kirke. I 1600-tallet blev kristendommen nemlig bandlyst i Japan, hvorefter kristne japanere måtte leve i skjul, hvilket mange formåede at gøre helt frem til slutningen af 1800-tallet, hvor det igen blev tilladt at praktisere religionen.
Kristendommen blev oprindeligt introduceret i Nagasaki-præfekturet, og det var derfor også hér, de fleste kristne levede, og præfekturet blev således også et hovedsæde for kristendommen i Japan, da det igen blev muligt for de kristne dyrke deres tro. I slutningen af 1800-tallet blev der således opført mange kirker i Nagasaki-præfekturet, hvilket også skete på Nozakijima, hvor kristne allerede havde slået sig ned omkring år 1800, så de kunne praktisere deres tro i hemmelighed.
I 1904 blev der opført en kirke på øen, som var hjemsted for mere end 650 mennesker i 1950'erne, hvoraf mange af disse var efterkommere af Japans oprindelige kristne. Men i denne periode oplevede man i Japan et økonomisk opsving, hvilket gjorde det tillokkende at bo på de større øer, hvor mange derfor begyndte at søge til, hvilket havde den konsekvens, at Nozakijima blev affolket. I 1985 måtte øens skole således lukke, mens den sidste indbygger forlod øen i 2001, hvorefter Nozakijima blev en ubeboet ø.
Eftersom Nozakijima blev forladt, så fik enkelte af øens bygninger dog lov til at blive stående som et levn fra fortiden, og disse er det i dag muligt at besøge, eftersom der faktisk er en udstationeret person tilknyttet øen, der arbejder på denne som guide for turister, som tilmed har mulighed for at overnatte i telte på Nozakijima. Hér kan man blandt andet få en rundtur i øens gamle kirke, ligesom man kan besøge en helligdom, der har ligget på øen i over 1000 år.
I 2018 blev de forladte landsbyer på Nozakijima optaget på UNESCOs liste over verdensarv grundet kristendommens historiske betydning for ø-samfundet. Nozakijima har imidlertid også vandreruter, hvor man kan tage på opdagelse i naturen, hvor der blandt andet lever hjorte og vildsvin.
Der går kun færger til Nozakijima to gange om dagen fra naboøen Ojika, hvor man bør informere turistkontoret om sit ophold på øen.