Shinbutsu-shugo

Shintoismen er en naturreligion, som er unik for Japan, og denne praktiseres blandt andet ved helligdomme, hvor man tilbeder guder kendt som kami, der er blevet indfanget og derfor opbevares i helligdomme, hvilket er forklaringen på, at disse kaldes shrines (skrin) på engelsk. Shintoismen er altså ikke en monoteistisk religion, fordi man har et utal af guder og sågar kan opfinde og dermed inkludere flere af slagsen, idet guderne siges at eksistere i alt - levende væsner, genstande, steder og sågar koncepter. Da buddhismen i 500-tallet blev introduceret i Japan, begyndte ideologierne fra denne nye religion derfor at påvirke og dermed glide sammen med shintoismens, fordi man netop var åben for eksistensen af flere guder, som man blev præsenteret for med buddhismen, hvor disse besad en mere barmhjertig og eksistentiel værdi målrettet mennesket i forhold til shintoismens guder, ligesom man blev præsenteret for konceptet om genfødsel, så man på den måde fik opfattelsen af, at ens liv havde betydning, fordi der ventede et nyt efter døden. Shintoismen og buddhismen begyndte således at blive praktiseret side om side i løbet af 700-tallet under betegnelsen shinbutsu-shugo.

Der var dog tale om en langsommelig proces, idet buddhismens indtog i Japan i høj grad var betinget af den magtfulde elite, der først skulle omvendes, før buddhismen via love blev påtvunget befolkningen, der på den både blev stimuleret til at erkende og følge buddhismens ideologier på lige fod med shintoismens. Således fik japanerne som udgangspunkt to religioner at forholde sig til, men netop fordi at japanerne var åbne for tanken om flerguderi, så blev det altså muligt at forene dyrkelsen af buddhismen og shintoismen, så de eksisterede i så stærkt et fællesskab, at de som sådan gled sammen. Det betød også, at templer og helligdomme begyndte at blive opført på samme grund, og de helligdomme, som allerede eksisterede i Japan, fik ofte også et tilknyttet tempel, så shintoismens guder kunne komplimentere buddhismens - og omvendt. Der forefandtes altså også et gudeligt samarbejde, fordi man anerkendte eksistensen af både shintoismens og buddhismens guder, som dermed kunne gavne hinanden i stedet for at indgå i konflikt, hvilket er den grundlæggende forklaring på, at en sådan aldrig opstod mellem de to religioner.

I begyndelsen blev templer derfor opført som en spirituel støtte til helligdomme, men med tiden opstod der balance såvel som ubalance, eftersom mange helligdomme administrativt blev overtaget af buddhistiske munke og omdannet eller knyttet til buddhistiske institutioner, før man med buddhismens udbredelse begyndte at opføre templer i stedet for helligdomme, der i stedet blev tilknyttet templer som sekundære strukturer. Men det var dog aldrig sådan, at shintoismen blev undertrykt af buddhismen, for de to religioner fungerede altså i fællesskab under betegnelsen shinbutsu-shugo, som var unik for Japan, og denne forening kom blandt andet til udtryk i arkitekturen ved templer og helligdomme, hvor det nogle steder blev svært at distancere dem fra hinanden. Helligdomme fik eksempelvis tempel-porte, mens nogle templer fik torii-porte.

Foreningen mellem shintoismen og buddhismen var et bevis på, at japanerne ikke kun var åbne over for en enkelt sandhed, fordi de var villige til at påtage sig buddhistiske overbevisninger og ritualer, som de kombinerede med shintoismens. Med tiden resulterede dette i, at japanerne fik svært ved at adskille de to religioner fra hinanden, fordi deres verdensbillede og virkelighedsopfattelse blev formet af dem begge, hvilket fortsat er tilfældet den dag i dag, hvor shintoismen og buddhismen er de to største religioner i Japan, hvis værdier og traditioner, mange japanere fortsat lever ud fra - også selvom de nødvendigvis ikke er troende. Det skyldes altså, at shintoismen og buddhismen i over 1000 år fungerede side om side og således påvirkede både samfundet og dets folk, der kunne praktisere begge religioner på samme sted, fordi dette både var muligt og tilladt. Men selvom shintoismen og buddhismen generelt set blev forenet, så var der dog aldrig tale om en enkelt religion, men snarere en kulturel sameksistens, og japanerne kunne for det meste distancere dem fra hinanden baseret på idealer og ritualer, selvom de grundlæggende forestillinger smeltede sammen i en sådan grad, at nogle af shintoismens og buddhismens guder gjorde det samme, så det derfor også blev svært at frasige sig eksistensen af den ene gruppe af guder, fordi deres eksistens var betinget af den anden. 

Foreningen varede dog ikke ved, for i slutningen af 1800-tallet, begyndte en omfattende modernisering af Japan, efter at Tokugawa-shogunatet blev væltet i 1868. Herefter tog man nemlig afstand til buddhismen grundet religionens tætte forbindelser til shogunatet under dettes mere end 250 års styre, hvor buddhismen havde modtaget statsstøtte, så der derfor fandtes i omegnen af 100.000 templer i Japan, hvilket i sig selv var et udtryk for den magt, religionen havde formet at tilegne sig siden sit indtog i Japan. Man erkendte derfor, at der netop var tale om et indtog, og at buddhismen var en fremmed religion, som man derfor valgte at bryde med i 1868, da man via en lov kendt som Shinbutsu Hanzenrei gjorde shintoismen til statsreligion, hvorved denne officielt blev adskilt fra og samtidig hævet over buddhismen. Det betød rettere sagt, at de mange templer mistede deres økonomiske støtte og således også deres eksistensgrundlag, så de enten blev forladt eller måtte lukke. Men bruddet med buddhismen førte generelt til en anti-buddhistisk bevægelse, der var kendetegnet ved en voldelig modstand fra folket, der fik til angreb mod buddhistiske instanser ved blandt andet at ødelægge bygninger og statuer, så antallet af templer i Japan faldt gevaldigt.

Selvom der godt nok blev indført religionsfrihed, så blev det samtidig ulovligt at praktisere shintoismen og buddhismen på samme sted - altså blev de forenede templer og helligdomme ligeledes splittet op, så de religiøse instanser blev nødt til at tage stilling til, om de skulle fortsætte som et tempel eller en helligdom. Hermed gennemgik stort set alle templer og helligdomme i Japan også en omfattende forandring, idet man typisk var nødt til at fjerne bygninger eller omforme disse for at efterleve den nye lovgivning, så nogle templer og helligdomme, der før havde været enorme bygningskomplekser, svandt ind til kun at bestå af de mest basale strukturer. Nogle spor blev dog levnet, og enkelte steder formåede man at bevare foreningen mellem shintoismen og buddhismen som et sjældent spor efter den før så almindelige sameksistens mellem de to religioner i Japan. Men begge har om ikke andet formet japanernes kulturelle identitet i en sådan grad, at mange altså stadig tror på eller i det mindste dyrker både shintoismen og buddhismens ideologier såvel som traditioner. Dette er forklaringen på, at de begge stadig eksisterer side om side i Japan - nu med økonomisk støtte fra befolkningen, for selvom de officielt set er blevet adskilt, så har shintoismen og buddhismen trods alt påvirket hinanden og været med til at påvirke japanernes virkelighedsopfattelse og verdenssyn i fællesskab, så mange stadig har svært ved at forholde sig til dem som to separate religioner uden nogen forbindelse til hinanden.

Total Page Visits: 38 - Today Page Visits: 1