A Tale of Mari and Three Puppies er baseret på en virkelig historie, om en hund, der blev efterladt med sine tre hvalpe i landsbyen Yamakoshi, efter Chuetsu-jordskælvet i 2004. Selvom plottet er troværdigt, og selve historien er det samme, så er denne dog blevet dramatiseret, idet der blandt andet er indskrevet børn for at gøre det til en familiefilm, ligesom man følger hundene i situationer, som de næppe befandt sig i. Det er dog for at skabe spænding til en film, der i sig selv er både sød og sørgelig.
A Mother’s Touch er baseret på den virkelige historie om Satoshi Fukushima, der blev blind som 9-årig og døv som 18-årig. I filmen følger man ham gennem hans barndom, hvor både han og hans familie forsøger at overkomme den udfordring det er, at miste både synet og hørelsen. I stedet for at overdramatisere historien ved at spille på følelser har filmen lagt vægt på båndet mellem mor og søn for dermed at vise, hvordan man må tilpasse sig og overkomme modgang – selv når denne rammer flere gang.
The Sands of Kurobe er en autentisk skildring af opførelsen af Kurobe-dæmningen, der er Japans højeste dæmning. Filmen blev nemlig sponsoreret af flere japanske elselskaber som en hyldestfilm dedikeret til de arbejdere, der stod bag dæmningsbyggeriet, men i filmen følger man stort set kun anlægningen af den tunnel, som arbejderne skulle gøre brug af. Dette byggeri var nemlig præget af udfordringer og ulykker, hvilket er gengivet i filmen, hvor man har lagt vægt på at være tro over for den virkelige historie uden at overdramatisere denne.
Oba: The Last Samurai handler om officeren Sakae Oba, der befinder sig på øen Saipan, da Anden Verdenskrig slutter. Men hér nægter både han og hans mænd at overgive sig, så selv efter krigens afslutning bliver de ved med at kæmpe i 3½ måned, fordi de simpelthen ikke kunne tro på, at Japan havde tabt. Sakae Oba blev derfor kendt som den sidste samurai, fordi hans loyalitet til nationen var så stærk, at han udviste kampånd til det sidste, og selvom filmen godt nok ikke dykker ned i de nationalistiske værdier, der var årsagen til denne adfærd, så fortæller den på troværdig vis om en af de mere kuriøse hændelser under Anden Verdenskrig.
Historien om de 47 ronin er en af de mest kendte og ikoniske historier om samuraier, fordi den handler om den loyalitet, som mange forbinder med samuraier. Der er blevet lavet mange film om de 47 ronen, men The 47 Ronin fra 1941 er en af de mere troværdige og mindst overdrevne, der giver en autentisk skildring af både tiden og omstændighederne bag den virkelige historie. Filmen blev imidlertid lavet som et propagandamiddel under Stillehavskrigen, hvor den havde til formål at styrke Japans krigsførelse ved netop at opfordre til loyalitet over for nationen og folket, men dermed besidder den også et fokus på de værdier, der var udgangspunktet for den sande fortælling.
Village of Doom er baseret på Tsuyama-massakren i 1938, hvor den 21-årige Mitsuo Toi dræbte 30 mennesker i sin landsby. Det der gør filmen interessant er da også, at den netop er baseret på en virkelig hændelse, for selvom handlingen umiddelbart virker som fiktion, så er selve massakren gengivet på så korrekt vis som muligt, mens resten af historien er blevet dramatiseret for at gøre denne til en erotisk thriller. Det ændrer ikke på, at plottet både er troværdigt og baseret på de virkelige omstændigheder, der fik Mitsuo Toi til at stå bag en af de værste enemandsmassakrer i Japan, som man dermed danner sig en dybere forståelse for.
Antarctica er baseret på den virkelige fortælling om de to hunde, Taro og Jiro, som i 1958 blev efterladt på Sydpolen sammen med 13 andre hunde, hvoraf kun de to havde held med at overleve, hvilket man fandt ud af, da man året efter vendte tilbage til Sydpolen og fandt de to hunde i live. Man kan kun gisne om, hvad de havde foretaget sig i løbet af det år, så filmen er dermed en kreativ skildring af hundenes liv på Sydpolen, men overordet set er det en troværdig historie om en virkelig hændelse med tragiske såvel som lykkelige omstændigheder.
United Red Army handler om oprørsgruppen Rengo Sekigun (Den Forenede Røde Hær) og fortæller i nærmest 1:1-format om gruppens eksistens lige fra dens tilblivelse til dens opløsning. Overordnet set fungerer filmen derfor som en slags historielektion, der giver indblik i kendte men til tider oversete hændelser i Japans historie, idet 1960’erne og 1970’erne generelt var kendetegnet ved, at der opstod modstandsgrupper, som udgjorde en trussel mod samfundet. Rengo Sekigun er dog særligt kendt for at have slået sine egne medlemmer ihjel under træningsøvelser, ligesom de stod bag en opsigtsvækkende gidseltagning, som også er skildret i filmen.
Nobody knows handler om en enlig mor, der efterlader sine fire børn alene, da hun simpelthen vælger at forlade dem. Plottet alene er sørgeligt, men hvad der gør denne film mere tragisk, er, at den faktisk er baseret på en virkelig hændelse, hvor en mor forlod sine børn i Tokyo i 1988. Filmen er heldigvis ikke så barsk som den rigtige historie, men den er stadig trist, for hvis der er noget, som ingen bryder sig om, så er det at se børn kæmpe i tilværelsen, hvilket denne film handler om, idet den er fortalt fra børnenes perspektiv.
Hachiko Monogatari er baseret på den virkelige historie om hunden Hachiko, der forgæves ventede på sin afdøde ejer ved Shibuya station i 9 år. Selvom filmen inddrager fiktion for at dramatisere handlingen, så er der ikke desto mindre tale om en troværdig fortælling, som er tro mod den originale historie om hunden Hachiko, der er blevet verdensberømt for sin loyalitet. Mange kan derfor godt regne ud, hvad filmen handler om, og hvordan den vil ende, for ligesom i virkeligheden har man at gøre med en sørgelig slutning.