Japan er et land, som er rigt på både kultur og seværdigheder, og nogle af disse bliver oftest mere omtalt en andre, hvorved de også bliver mere populære blandt turister. Det er dog ikke ligefrem alle attraktioner, der er imponerende eller unikke, når man tænker på, hvad Japan har at byde på, men alligevel strømmer besøgende til, blot fordi de har hørt om dem og gerne vil opleve dem i virkeligheden.
Dette er en liste over 10 udvalgte attraktioner i Japan, der kan betegnes som overvurderede grundet seværdigheden i forhold til, hvor omtalte og populære de er. Klik på billedet for at læse mere om hvert sted eller se, hvor dette befinder sig.
10: Vandhvirvlerne i Naruto
Byen Naruto er blandt andet kendt for Onaruto-broen, der forbinder Shikoku med øen Avaji, hvorfra der er broforbindelse videre til Honshu med verdens anden længste hængebro. Fra broen i Naruto kan man imidlertid opleve byens mest populære attraktion – nemlig enorme vandhvirvler, der opstår som følge af mødet mellem havstrømmene fra Stillehavet og det japanske indlandshav. Disse kan opleves fra broen eller turistbåde, men de er kun synlige på bestemte tidspunkter af dagen på udvalgte dage om året, hvor man ikke engang kan være sikker på at opleve dem i et bemærkelsesværdigt format. Som oftest er der altså bare tale om helt almindelige hvirvelstrømme, som kræver de helt rette vejrforhold, før de virker imponerende.
9: Shirahige-helligdommen
Shirahige-helligdommen ligger ved Japans største sø, Biwa-søen, og den er mest kendt for sin torii-port, der befinder sig ude i søen, hvilket er blevet et eftertragtet syn blandt turister og fotografer. Når man ankommer til helligdommen, vil man dog blive skuffet over at opdage, at der ved denne befinder sig en stor vej ud til Biwa-søen, så stedet på ingen måde er kendetegnet ved den spirituelle stemning, som billeder af torii-porten lægger op til. Grundet personpåkørsler må fodgængere endda ikke længere krydse vejen for at komme tættere på torii-porten, som tidligere kunne betragtes fra en trappe, der førte frem til søbredden. Denne er nemlig også spærret af.
8: Filosoffens Sti
Filosoffens Sti er en 1,5 kilometer lang strækning i det nordøstlige Kyoto, hvor den forbinder templerne Nanzenji og Ginkakuji. Stien løber langs en kanal og er et af de mest populære steder i Kyoto om foråret, idet den består af rader af kirsebærtræer, som blomstrer i denne periode. Navnet skyldes, at det tilsyneladende var her den japanske filosof Professor Nishida Kitaro (1870-1945) mediterede, når han gik tur i byen, så dette kommer mange for at gøre. Det er dog bare en ret almindelig sti, som minder om mange andre i Kyoto samt resten af Japan, så der er intet unikt ved denne ud over dens historie, og området er desuden også blevet så populært blandt turister, at det kan være svært at meditere, hvis det er det, man kommer for.
7: Yasaka-pagoden
Yasaka-pagoden befinder sig i Kyotos Higashiyama-distrikt, hvor den med sine 49 meter tårner op omkring de traditionelle bygninger i området. Det er et af de mest ikoniske bygningsværker i Kyoto, men pagoden er i høj grad betinget af sine omgivelser, idet den tager sig bedst ud sammen med de omkringliggende bygninger, der sammen med pagoden skaber et traditionelt bybillede, hvilket tiltaler mange. Pagoden er dog ikke ligefrem unik i forhold til mange andre pagoder, som endda er en del af templer, hvilket Yasaka-pagoden ikke længere er, så den blot står for sig selv uden nogen relation til noget, så mange slet ikke kender historien bag den.
6: Meoto Iwa
Flere steder ved de japanske kyster findes der klippestykker, der er knyttet sammen med et enormt reb. Disse klipper repræsenterer en mand og en kvinde, der er forenet, og er derfor kendt som “ægtepar-klipper” eller på japansk: Meoto Iwa. Det mest kendte klippepar går tilmed under navnet Meoto Iwa og befinder sig i byen Ise i Mie-præfekturet, hvor Japans vigtigste helligdom desuden også befinder sig. Meoto Iwa er dog ikke andet end to sten, som er forbundet med et reb, så disse er kun blevet populære grundet den overtro, som er forbundet med, at par kan styrke deres forhold ved at besøge disse klipper, hvilket mange derfor gør.
5: Amanohashidate
Amanohashidate, der kan oversættes til “himmelbroen” er en sandbanke med omkring 8000 grantræer, der forbinder de to kystlinjer i Miyazu-bugten i det nordlige Kyoto-præfektur. Sandbanken er 3,6 kilometer lang og kan beundres fra bjergene på begge sider, hvorfra den tilsyneladende forestiller en bro til himlen – deraf navnet. Amanohashidate har sågar status som et af Japans tre smukkeste landskaber, men det er sådan set bare en sandbanke med grantræer, der bedst tager sig ud fra et øvre perspektiv, hvorfra den heller ikke ligefrem er usædvanlig. Det er snarere stedets historie og de tilhørende legendariske fortællinger, der har gjort lige netop dette naturområde populært.
4: Aokigahara (selvmordsskoven)
Aokigahara er navnet på en 30 kvadrarkilometer stor skov ved foden af Fuji-bjergets nordvestlige side. Grundet skovens størrelse er den blevet et populært sted for japanere at begå selvmord, og den er derfor også kendt som selvmordsskoven, hvilket har givet den en nærmest mytisk status på internettet, så den også er blevet en attraktion blandt nysgerrige turister grundet skovens dystre historie. Det er dog bare en helt almindelig skov, der ikke adskiller sig fra andre, så selvom folk tror, at der er fyldt med lig i Aokigahara, så skal man være uheldig at støde på sådan et, da der jævnligt foretages eftersøgninger og oprydninger efter eventuelle selvmord.
3: Hakone-helligdommen
Hakone-helligdommen er dedikeret til Hakone-bjergets guder og består af en nedre helligdom ved bjergets fod og en øvre helligdom på toppen af bjerget. Det er dog den nedre helligdom, der er mest populær, for ved denne finder man en af Japans mest ikoniske torii-porte ved Ashinoko-søen, hvor man kan begive sig ud under den. Torii-porten er et af de mest fotograferede steder, og denne alene trækker tusindvis af besøgende til Hakone, hvilket er underligt, for den er hverken imponerende eller særlig unik i forhold til andre torii-porte. Den er simpelthen bare populær som motiv på billeder, og så glemmer folk ofte, at den er knyttet til en nærliggende helligdom, som også er et besøg værd.
2: Bambuslundene i Arashiyama
Arashiyama er et distrikt i det vestlige Kyoto, hvor man blandt andet finder en række templer og haver, men området er nok mest kendt for sine bambuslunde, der står som små skove i bybilledet. Besøgende har mulighed for at begive sig igennem de mange rader af bambusrør, idet der er blevet anlagt stier – hvor der desuden er spærret af, så man ikke kan bevæge sig ind blandt bambusrørene de fleste steder. Stedet er dog ekstremt populært, så der ofte er pakket med mennesker på de smalle stier, så man ikke kan nyde omgivelserne, som heller ikke er så unikke, idet der er mange andre bambuslunde og sågar skove i Japan, som er langt større og alligevel mindre populære.
1: Fodgængerfeltet i Shibuya
I Tokyo finder man verdens travleste fodgængerfelt beliggende ved siden af Shibuya station. Dette består af fem forskellige fodgængerfelter, der gør det muligt for gående at passere over vejen i et enormt lyskryds. På grund af den nærmest konstante strøm af mennesker på lige netop dette sted, så er fodgængerfeltet et af de mest filmede og fotograferede steder i hele Japan og er derfor et hyppigt anvendt symbol på Tokyo. Når det kommer til stykket, er det dog bare et stort lyskryds, der kun adskiller sig fra andre på grund af travlheden, så det snarere er oplevelsen ved at befinde sig i storbymiljøet, der gør lige netop dette sted attraktivt.
