10 populære souvenirs fra Japan

Japan er et unikt land med en rig kultur, så når rejsen går til Japan, er det oplagt at købe en souvenir med hjem, så man har et fysisk minde fra den japanske kultur. Der er heldigvis mange specielle effekter, som kan være både dekorative og praktiske, og så er det som regel nemt at få plads til dem i rejsetasken. Nogle souvenirs er hverdagsting i Japan, men ikke i andre dele af verden, mens andre ting derimod også anses for at være souvenirs for japanerne.

Dette er en uofficiel liste over 10 populære souvenirs, som man kan bringe med sig hjem fra sin ferie i Japan. Klik på billedet for at læse en dybere beskrivelse af hver ting.

Furin er den japanske betegnelse for vindklokker, og disse bliver ofte hængt op overalt i Japan i løbet af sommeren, hvorved de er blevet et symbol på sommer i Japan, fordi lyden af disse er at høre overalt. Den japanske sommer er varm, så japanerne forbinder lyden af vindklokker med en kølig brise. Furin er nemlig lavet af et rundt eller aflangt stykke glas med en snor sat igennem, således at de kan hænges op. På denne snor er desuden påsat et stykke hårdt materiale kendt som zetsu, mens der ligeledes er påsat et aflangt stykke papir eller stof for enden, som vil fange vinden, så zetsuen rammer imod glasset. Grundet den hule form vil der hermed opstå et klirrende ekko. Oprindeligt var japanske vindklokker dog lavet af metal, hvilket man stadig ser nogle steder. Disse kaldes for futaka og fremkalder altså en anden lyd. Da glasset blev introduceret til Japan i 1700-tallet opstod furin, og med tiden blev det normalt for almindelige japanere at eje disse, da de fik status som lykkeamuletter.

Hachimaki er et japanske pandebånd, der vikles eller bindes rundt om hovedet – primært for at standse sved men også for at være dekorativt. Hachimaki består i al sin enkelthed af et aflangt stykke stof med en typisk størrelse på 3-10 cm i bredden og forskellige længder, der kan være helt op til 3 meter. Før i tiden har det været almindeligt at vikle pandebåndet om hovedet og på den måde stramme det, så det fremstod tykt og bedre kunne suge sved op, men nu om dage er det mere almindeligt at lægge stoffet over panden en enkelt gang og binde det sammen på nakken, hvor de derfor vil hænge og dingle. Oprindeligt var hachimaki oftest hvide, men de fandtes også i mørke og mønstrede versioner, og i dag kan man få dem i alverdens farver med forskellige tryk – typisk tekst. I dag er det også populært at iføre sig hachimaki, hvis man eksempelvis skal deltage i en konkurrence.

Koinobori er vindposer, der er blevet malet og designet, så de ligner karper. Disse hænges som regel op på Børnenes Dag den 5. maj, hvilket før 1945 var kendt som Drengenes Dag, fordi karper repræsenterer både energi og styrke, hvilket er to vigtige faktorer, man anser for at være essentielle for drenge at besidde, hvis de skal kunne klare sig gennem voksenlivet som mænd. Koinobori er enten lavet af stof eller papir og kan monteres på lodrette stænger eller vandrette snore, så de blafrer i vinden, når denne passerer igennem dem. For at kunne fange vinden har en koinobori fået syet en ring ind for enden, der meget praktisk ligner en åben fiskemund.

Omamori er små lykkeamuletter i skikkelse af broderede stofposer, som man typisk kan erhverve sig ved helligdomme og templer i Japan. Formålet med en omamori er at beskytte folk mod ulykker og ondskab eller bringe en lykke i tilværelsen, og derfor indeholder de ofte papirsedler med religiøse fraser eller genstande med en særlig religiøs betydning, så der sådan set er tale om en slags talisman. Grundet deres dekorative udseende er der dog også mange, der vælger at købe en omamori som souvenir, men selvom der er tale om poser med indhold, så er det ikke meningen, at man skal åbne dem og fjerne deres indhold. Poserne indeholder nemlig det, man i shintoismen kalder for busshin og i buddhismen kalder for kesshin, hvilket kan siges at være manifestationer af spirituel energi. Omamori findes i forskellige udgaver med hver deres effekt.

Chawan er det japanske ord for teskåle, idet man traditionelt set drikker te fra små skåle, hvilket var en tradition, der blev bragt til Japan via Kina, da både te og teceremonier blev introduceret derfra. Der opstod med tiden et utal af varianter inden for teskåle, der adskiller sig i både form og materiale. Teskåle kan eksempelvis være lavet i metal, træ og keramik, mens de kan være cylinderformede til nærmest at have form som et fad. Før i tiden blev teskåle fremstillet i hånden, og det var derfor et håndværk, der i visse tilfælde blev betragtet som en kunstform, hvilket tillagde teskåle en grad af prestige samt beundringsværdi. Nu om dage bliver der stadig produceret teskåle i hånden i Japan, men de fleste bliver masseproduceret på maskiner, fordi teskåle med tiden har mistet deres prestige og nu mest af alt fungerer som en beholder, der blot skal kunne indeholde te.

Spisepinde er den traditionelle form for bestik i Japan, hvor det endnu den dag i dag er mest almindeligt at spise mad med brug af pinde, selvom gafler og knive ligeledes benyttes. Dette skyldes blandt andet, at ris og nudler udgør hovedbestanddelen i flere japanske retter, hvilket er nemt at indtage med brug af spisepinde, idet man med disse kan gribe fat om maden. Spisepinde er oftest lavet af bambus, men findes i alt materiale lige fra træ og metal til keramik og plastik. Pinde findes også i forskellige tykkelser, længder og former, eftersom der findes forskellige typer af spisepinde. Trods det danske navn er det nemlig ikke alle spisepinde, som benyttes til at spise med – nogen er forbeholdt madlavning og er derfor længere end almindelige spisepinde – præcis som stegegafler og kødknive er større end almindelige gafler og knive.

Kokeshi er japanske dukker fremstillet af træ med det gennemgående karakteristiske træk, at de kun består af et hoved og en krop. Dukkerne er altså ikke i besiddelse af hverken arme eller ben, så man snarere kan kalde dem for figurer. Mange benytter derfor kun kokeshi som dekorationer, da det er ualmindeligt at benytte dem som legetøj. Oprindeligt blev kokeshi da også fremstillet med det formål at fungere som souvenirs, hvilket er en status, de fortsat besidder. Kokeshi-dukker har deres oprindelse fra en række varme kilder i Tohoku-regionen, hvor de første dukker lignede aflange pinde med et rundt hoved. Dukkerne fik påmalet mønstre på kroppen og et ansigt samt hår på hovedet – som regel med farverne rød, grøn og sort. I dag findes der også moderne kokeshi-dukker med en mere menneskelignende form, hvor håret er en del af udskæringen.

Kimono er den traditionelle beklædningsgenstand i Japan, der før i tiden blev båret i af både mænd og kvinder. Kimono er i dag den overordnede betegnelse for de forskellige typer af traditionelle klædedragter, der er kendetegnet ved at være kåber med løse ærmer, der bindes fast med et mavebælte kaldet obi. Denne type beklædning kom oprindeligt til Japan fra Kina, hvor man ved hoffet bar store dragter af kulørt stof, hvilket den japanske kejserslægt besluttede at tage til sig, samtidig med at man påbegyndte sin egen produktion af stof, så man kunne fremstille sine egne klædedragter. Designet på disse udviklede sig over tid, efterhånden som man trængte til forandring, og det førte til de japanske udgaver af kimono. I dag er det ikke længere almindeligt at gå med kimonoer, men de ses dog stadig i gadebilledet og findes oftest frem som beklædning til særlige begivenheder såsom festivaler.

En daruma-dukke er en lykkeamulet, der skal forestille den buddhistiske munk Bodhidharma, der på japansk netop hedder Daruma. Han er kendt for at have opnået fuld erkendelse ved i 9 år at meditere ved at stirre ind i en klippevæg, hvilket ifølge legenden førte til, at han mistede sine arme og ben. Derfor har en daruma-dukke heller ingen arme og ben, og så fremstår den typisk indhyllet i rødt, fordi man mener, at det var denne farve, som Daruma måtte have været iklædt. Kun en daruma-dukkes ansigt er synligt, og dette er som regel hvidt med store øjne og mørke aftegninger, der skal forestille skæg og øjenbryn. Når en daruma sælges, så er det dog ikke altid, at øjnene er tegnet på, for det er meningen, at køberen selv skal gøre det, idet man ved at tegne det ene øje først sætter sig et mål, hvorefter man tegner det andet, når dette er nået.

Maneki-neko er en populær lykkeamulet i Japan, der har skikkelse som en kattefigur. Typisk vil denne være i besiddelse af en gammeldags mønt, da dette engang var et symbol for held. Maneki-neko er baseret på katteracen Japansk bobtail og er derfor oftest haleløse, men ellers kan de findes i alverdens former og farver. Hvad de alle har til fælles er dog, at de holder deres ene pote op i en tillokkende gestik. For en vesterlænding kan det se ud, som om at katten vinker, men i Japan prøver man at få folk til at komme hen til sig ved at vende håndfladen udad og vippe fingrene nedad. Maneki-nekos oprindelse er ukendt, men det siges, at den stammer fra Gotokuji-templet i Tokyo, hvor katte blev gjort til et tilbedelsesobjekt, efter at den lokale fyrste blev ledt frem til templet af en kat under et tordenvejr – og netop derfor er Maneki-neko kendetegnet ved at holde en lokkende pote oppe, fordi den vil bringe en lykke.