Den 24. juli 1989 blev politiet på Hokkaido gjort opmærksomme på, at to mandlige vandrere ikke var vendt tilbage fra en tur i Daisetsuzan-bjergene, hvilket resulterede i, at man valgte at igangsætte en eftersøgning af dem. Da en redningshelikopter fløj over bjergene og fik øje på et gigantisk SOS, der var blevet udformet med brug af træstrammer, lykkedes det dermed at finde frem til de to vandrere, der begge var i god behold. Men da politiet fortalte, at de havde set deres SOS-signal, vidste ingen af de to mænd, hvad de talte om. Det var nemlig slet ikke dem, der havde udformet det, så politiet valgte derfor at vende tilbage til bjergene for at se, om der var andre vandrere, som havde brug for hjælp. Men det viste sig at være for sent, idet man i nærheden af SOS-signalet fandt frem til resterne af en lejr samt menneskeknogler, der viste sig at stamme fra en kvinde, selvom alle de personlige ejendele lod til at tilhøre en mand. Dette inkluderede også en båndoptager med et kassettebånd, hvor en mandestemme råbte efter hjælp, ligesom han fortalte, at det var ham, der havde lavet SOS-signalet, fordi han var i nød.
Politiet kunne ikke forstå, hvorfor man havde fundet frem til resterne af en kvinde, når det tydeligvis var en mand, der havde haft brug for hjælp. Så man vendte tilbage til bjergene for at lede efter skelettet fra en mand, indtil det viste sig, at der var sket en fejl under de retsmedicinske undersøgelser, eftersom knoglerne skam tilhørte en mand. Nærmere betegnet en 25-årig mand fra Aichi-præfekturet, der var forsvundet fem år tidligere i juli 1984, da han tog på en solorejse til Hokkaido. Ingen vidste, hvad der var sket med manden, før det i 1989 kom frem, at han tilsyneladende var strandet i Daisetsuzan-bjergene på det centrale Hokkaido, hvor han simpelthen havde haft kræfterne til at fremstille et enormt SOS-signal med brug af flere meter lange træstammer, som han havde trukket ud på et åbent område, så de kunne ses fra luften. Alligevel kunne han åbenbart ikke hjælpe sig selv væk fra dette, idet han efter alt at dømme omkom af sult, mens der var tegn på, at hans lig efterfølgende var blevet spist af rovdyr.
Der var heller ingen, der reagerede på SOS-signalet, selvom det faktisk blev fanget på billeder nogle år senere, så det var først i 1989, man fik øje på det og valgte at reagere på det. I al den tid lå manden død i bjergene på samme sted, hvor han havde udformet SOS-signalet. Det vides ikke, hvorfor han forblev på lige netop det sted, eftersom det var muligt for ham at begive sig andre steder hen, hvilket han tydeligvis havde haft kræfter til, fordi han netop havde styrke nok til at lave SOS-signalet med stammer, der havde en længde på op til 5 meter. Det vides heller ikke, hvorfor han lavede en båndoptagelse, hvor han råbte efter hjælp – muligvis for at dokumentere, hvad der var sket med ham, men dette blev gjort på kaldende vis, som om han forsøgte at få nogens opmærksomhed.
Den 26. april 2015 gennemgik en ansat opbevaringsskabene på Tokyo station, hvor vedkommende fandt en gul kuffert, som var blevet efterladt i et ulåst skab. Denne blev derfor bragt med til stationens hittegodskontor, hvor folk har mulighed for at hente forsvundne ejendele i en måned, efter de er blevet fundet. Efter en måned var der dog endnu ingen, som var kommet for at hente kufferten, og personalet valgte derfor at åbne denne i håb om, at dens indhold kunne lede dem på sporet af ejeren. Men da de åbnede kufferten, blev de dog mødt af en afskyelig stank og et skrækkeligt syn, da det viste sig, at den indeholdt et halvt opløst lig.
Politiet blev omgående tilkaldt, og man kunne med tiden konkludere, at der var tale om resterne af en ældre dame, som var blevet proppet ned i den 73x53x27 centimeter store kuffert. Om hun var blevet slået ihjel, kunne man dog ikke bevise grundet den fremskredne forrådnelsesproces, så det er en gåde, hvorfor liget blev efterladt på Tokyo station, og hvad formålet med dette i det hele taget var. Eftersom kufferten blev efterladt i et ulåst skab, ville det med garanti blive fundet af nogen, hvilket har ført til spekulationer om, at der sagtens kunne være tale om et naturligt dødsfald, som nogen ville gøre opmærksom på på alternativ vis, fordi man ikke ønskede eller turde indberette det. Det kunne være, at kvinden omkom i en ulykke, man ville dække over, at hun var en hjemløs, som blev fundet død på gaden, eller at slægtninge ikke ville indberette dødsfaldet, fordi de ville fortsætte med at hæve hendes pension. Mulighederne er mange, og man kan ikke engang være sikker på, om kvinden eller den person, som efterlod kufferten, stammer fra Tokyo, idet opbevaringsskabene befandt sig på et sted, hvor man kun kunne frem, hvis man havde billet eller var steget af toget på Tokyo station – altså kunne nogen sagtens have rejst dertil med kufferten.
Mysteriet forbliver uopklaret, for man har nemlig aldrig fundet ud af, hvem den døde kvinde er. Hendes identitet kunne ellers have været med til at lede politiet på sporet af den person, som efterlod kufferten på en af Japans travleste stationer, hvor end ikke overvågningen har kunnet hjælpe med at finde frem til vedkommende, fordi materialet var blevet slettet, da liget blev fundet. Om man har at gøre med en forbrydelse eller ej er således også en gåde, som endnu ikke er blevet besvaret.
Den 26. oktober 2015 blev en 10-årig dreng fundet død på en bakke i byen Hino vest for Tokyo. Politiet konkluderede, at der var tale om et selvmord, eftersom drengen havde et reb bundet om halsen, hvilket var blevet viklet om en træstamme på toppen af bakken. Drengen befandt sig imidlertid længere nede på bakken, der havde en 30 graders hældning, så han altså lod til at være kvalt ved at være gledet ned ad bakken. Dette var en yderst usædvanlig selvmordsmetode, og der var næppe tale om en ulykke, for der var skam noget, som var endnu mere mystisk. Drengen var nemlig nøgen, ligesom både hans hænder og fødder var bundet fast. Hænderne var endda bundet fast bag ryggen, så hvis dette så sandelig var et selvmord, så var der altså tale om et yderst avanceret et af slagsen.
Politiet kunne ikke finde spor efter andre personer på stedet, og derfor konkluderede man, at drengen havde taget livet af sig selv. Hvorfor han havde gjort det på så besynderlig vis kunne ingen dog forklare, og der var også det sælsomme ved sagen, at man trods alt havde at gøre med et kun 10-årigt barn. Kunne så ungt et menneske virkelig finde på at tage livet af sig selv – og så endda på en så indviklet måde? Eftersom rebene om fødderne og hænderne sad løst, kunne drengen meget vel have bundet dette fast om sig selv, men hvorfor skulle han gøre det? Var det for at forhindre, at han kæmpede sig fri, når rebet om hans hals begyndte at stramme? Og kunne han overhovedet selv regne ud, at han ville kæmpe imod døden, når den var ved at indtræffe? Han kunne have hængt sig selv på normal vis, men alligevel valgte han at gøre det besværligt for sig selv ved at glide ned ad en bakke. Og hvorfor var han i det hele taget nøgen?
Drengens tøj var blevet lagt ved træets stamme, så det så ud til, at han selv havde taget det af. Men der er ingen grund til at være nøgen, når man begår selvmord, så dette var blot endnu et gådefuldt element, der gjorde dette såkaldte selvmord til en opsigtsvækkende sag. Også fordi offeret kun var 10 år gammelt. For det første er det ikke normalt, at så unge børn tager livet af sig selv, og for det andet lod der ikke til at være nogen forklaring på, hvorfor drengen ville dø. Han havde fortalt sin mor, at han ville tage ud for at lege klokken 11, men blev fundet død om aftenen, efter at han aldrig var kommet hjem. Så var der tale om et selvmord, eller en besynderlig leg, som var gået galt?
Drengen gik på en såkaldt Steinerskole, hvor undervisningen adskiller sig fra den i japanske skoler, der er mere gruppeorienteret og struktureret. Af den grund opstod der en påstand om, at undervisningen på Steinerskolen havde spoleret drengens adfærd og tankegang, så han rent ud sagt var blevet skør, og således udviklede en drengs død sig til en debat om undervisningsmetoder i Japan, hvor der opstod kritik af andre pædagogiske tilgange end dem, man benytter på almindelige japanske skoler. Der var hverken beviser eller belæg for, at drengens undervisning havde noget med hans død at gøre, men fordi han tilfældigvis gik på en Steinerskole, mente mange, at dette havde skadet ham mentalt. Hvorvidt der i det hele taget var tale om et selvmord, en ulykke eller sågar et drab blev dermed en sekundær faktor, som mange undlod at forholde sig til, for eftersom politiet mente, at der var tale om et selvmord, så var folk mere interesseret i at finde årsagen dette frem for at finde ud af, om det overhovedet var muligt for et barn at begå selvmord på så bizar vis.
Myojo 56 var navnet på et højhus beliggende i Kabukicho i Shinjuku i Tokyo, hvor der den 1. september 2001 udbrød brand klokken 1 om natten, mens bygningen var fyldt med folk, der var kommet for at underholde sig i nogle af de faciliteter, der befandt sig i bygningen, hvilket inkluderede en spillehal og stripklub. Ilden brød ud ved en elevator på 2. sal, og det varede ikke længe, før denne fik fat, så hele etagen blev fyldt med røg, der ydermere fik spredt sig til 3. sal, så der opstod panik på de to etager, hvor mange endte med at miste bevidstheden som følge af røgforgiftning. Faktisk omkom alle 28 på 3. sal, mens kun tre ud af 19 personer fra 2. sal fik reddet sig selv ud ved at springe ud fra bygningen. Det var også sådan, der blev slået alarm, da en ansat fik øje på ilden og skyndte sig at forlade bygningen.
Branden blev slukket efter at have raset i fire timer, og inde i bygningen lå 32 mænd og 12 kvinder døde, så med 44 ofre var der tale om en af de værste brande i efterkrigstidens Japan, hvilket i høj grad skyldtes den dårlige brandsikkerhed, idet brandtrappen var blokeret af ting, der gjorde det umuligt for folk at flygte fra den høje bygning, ligesom brandalarmen var slået fra, fordi den havde tendens til at starte i tide og utide. Af den grund blev seks personer sigtet for at have sløset med sikkerheden, hvoraf fem af disse blev dømt. Loven blev ligeledes ændret for at øge brandsikkerheden i de japanske bygninger.
Dog kunne man ikke rigtig finde ud af, hvordan ilden var opstået, men vidner mente at have set en såret mand ved branden – altså en fjerde overlevende, som på mystisk vis forsvandt. I 2008 konkluderede politiet da også, at de mistænkte, at branden var blevet påsat, selvom man ikke med sikkerhed kunne bevise dette. I 2006 blev Myojo 56 nemlig revet ned og erstattet af en restaurant, så gerningsstedet gik tabt, men grundet manglen på beviser, der kunne dokumentere ildens opståen, antager man altså, at nogen må have antændt den. Hvis det er tilfældet, så er der tale om det værste massemord i Japan i nyere tid.
Varig Flight 967 var et fragtfly, som den 30. januar 1979 lettede fra Narita Lufthavn nær Tokyo med kurs mod Los Angeles, hvorfra turen skulle gå videre til Rio de Janeiro. Turen endte dog kort efter, at den var begyndt, for en halv time inde i flyvningen mistede man pludselig al kontakt til flyet, der aldrig nåede frem til sin destination, hvorved det blev meldt savnet. En eftersøgning bragte imidlertid intet med sig, og ingen spor efter flyet er nogensinde blevet fundet, men man formoder, at det må være styrtet ned et sted i Stillehavet ud for Japans kyst, så vraget dermed befinder sig på havets bund.
Flyet var mere end to timer forsinket, da det lettede fra Narita lufthavn omkring klokken 20.30, men det er uvist, om dette var en faktor i flyets forsvinden, eftersom man ikke modtog noget nødsignal, hvilket indikerer, at der muligvis har været tale om et brat flystyrt. Den sidste radiokontakt mellem flyet og kontroltårnet i Narita lufthavn fandt sted klokken 20.53, mens flyet befandt sig 200 kilometer øst for Japans kyst, og da den næste kommunikation skulle finde sted en halv time senere, var det ikke muligt at etablere kontakt, så man altså mener, at flyet må være styrtet ned i dette tidsrum.
Ombord på Varig Flight 967 var i alt 6 brasilianske besætningsmedlemmer, mens lasten blandt andet bestod af 53 malerier af den japansk-brasilianske kunstner Manabu Mabe, der havde haft disse på en udstilling i Tokyo. Man har aldrig formået at finde en eneste vragstump fra flyet, hvilket man eller har kunnet i andre tilfælde, hvor store fly er gået tabt såsom med Malaysia Airlines Flight 370 i 2014 og Air France Flight 447 i 2009, og eftersom Varig Flight 967 var af typen Boeing 707-323C, er det dermed det største fly, der nogensinde er forsvundet, uden at man har fundet spor efter det. Dette var i øvrigt den første flyulykke med tilknytning til Narita Lufthavn, der åbnede i 1978.
Et af de største succesfulde bankrøverier i Japans historie fandt sted i Tokyo i 1968, hvor en bankdirektør begyndte at modtage trusler om, at hans hus ville blive sprængt i luften, hvis han ikke betalte 300 millioner yen. Hans hjem blev periodevis bemandet af politi, men i virkeligheden var det slet ikke dette, der var målet for de ukendte gerningsmænd. Den 10. december forlod en pengetransport nemlig banken med lige godt 300 millioner yen (294.307.500 for at være præcis), som skulle leveres til en Toyota-virksomhed, hvor de skulle udbetales som bonusser. Normalt ville en sådan pengetransport kun være bemandet af to vagter, men på grund af det forhøjede sikkerhedsniveau var der denne dag fire mænd i bilen, som dog aldrig nåede frem til sin destination.
På vejen blev pengetransporten nemlig dirigeret ind til siden af en uniformeret mand med en politimotorcykel, der fortalte, at bankdirektørens hus var blevet sprængt i luften, og at bilen med penge var det næste mål. Af frygt for deres liv valgte de fire vagter derfor at forlade køretøjet, mens politimanden undersøgte bilens underside for sprængstoffer. Da det så pludselig begyndte at ryge fra bilen, råbte han, at de fire mænd skulle skynde sig i dækning, fordi bilen var ved at eksplodere, men imens vagterne søgte væk, hoppede politimanden ind i pengetransporten og kørte væk, uden at bilen sprængte i luften.
Det viste sig, at røgen stammede fra et nødblus, som politimanden plantede for at skræmme vagterne, og det gik dermed op for dem, at de rent faktisk havde været udsat for et våbenløst røveri ved højlys dag. Da pengetransporten efterfølgende blev fundet, var den dog blevet tømt for samtlige kontanter, idet gerningsmanden på sin flugt havde skiftet videre til flere forskellige stjålne biler, hvorved sporet blev koldt. Den såkaldte politimotorcykel var i virkeligheden en almindelig motorcykel, der var blevet malet hvid, så det blev hurtigt konkluderet, at der næppe var tale om en rigtig politimand.
Jagten på gerningsmanden blev den største politiaktion i Japan nogensinde, idet 170.000 betjente deltog i den 7 år lange eftersøgning. Men selvom man endte op med over 100.000 mulige mistænkte, så lykkedes det aldrig at opklare sagen og finde frem til den ukendte gerningsmand, som dermed slap af sted med det, der dengang var det største røveri i Japans historie. Der er derfor heller ikke vished om, hvorvidt han arbejdede alene, eller om der var flere indblandet. Sagen blev forældet allerede i 1975, men selvom det betyder, at ingen kan blive dømt for forbrydelsen, så er der alligevel aldrig nogen, der har valgt at stå frem, og sagen forbliver dermed et mysterium – og således en af de største gåder i japansk kriminalhistorie.
Der var dog flere individer, som var i politiets søgelys. Allerede få dage efter røveriet blev en 19-årig mand, der var søn af en politimand, mistænkt for at være indblandet i røveriet, men han valgte at begå selvmord den 15. december, og politiet kunne derfor ikke bevise, om han stod bag. Kort før sagen blev forældet, blev en ven til den 19-årige dog også mistænkt, da det viste sig, at han var i besiddelse af et enormt pengebeløb, men eftersom politiet ikke kunne bevise, hvor pengene stammede fra, så kunne man ikke gøre mere ud af sagen. Siden er Japan blevet ramt af andre store røverier, men omstændighederne omkring det såkaldte 300 millioner yen-røveri har alligevel gjort det til det mest famøse røveri i landet.
I 2001 boede 58-årige Masahiro Yamigami i byen Sera i Hiroshima-præfekturet med sin kone, 52-årige Junko, og hans mor, 79-årige Saegusa. Familien bestod desuden af Masahiro og Junkos 26-årige datter, Chie, der boede alene, men den 3. juni skulle hun dog besøge sine forældre, og dette var det sidste, som nogen så til et af de fire familiemedlemmer. Dagen efter skulle Junko nemlig have mødt på arbejde, men da hun ikke dukkede op, valgte hendes kolleger at tage forbi hendes hus for at se, om hun havde det fint. Men da der ikke blev åbnet op, blev politiet tilkaldt, og man kunne dermed konstatere, at hele Yamigami-familien var forsvundet. Selv familiens hund var ikke at finde i hjemmet, hvor der ikke var tegn på indbrud eller slagsmål.
Man bemærkede imidlertid, at familiens bil ikke holdt parkeret i indkørslen, og ifølge morgenavisomdeleren, så havde den heller ikke holdt der, da han leverede aviser mellem klokken 4 og 5 om morgenen. Da familiens senge alle var redte, tydede dette på, at de ikke havde tilbragt natten i huset, og at de altså var forsvundet om aftenen den 3. juni, hvor Chie ankom ved 22-tiden. Dog manglede deres pyjamasser i huset, mens deres sko stadig stod i entreen, så noget tydede på, at hele Yamigami-familien havde forladt huset ret impulsivt lige inden sengetid, men hvorfor kunne politiet imidlertid ikke finde ud af.
Selvom en eftersøgning gik i gang, så var der ingen spor efter bilen, og mysteriet om Yamigami-familien blev således noget, der optog det japanske folk i året frem, indtil man den 7. september 2002 omsider lokaliserede bilen i et vandreservoir ved en dæmning nogle kilometer fra familiens hjem. I bilen fandt man ligene af alle fire familiemedlemmer samt deres hund, hvilket dog satte gang i flere spørgsmål, end der blev besvaret. For nu vidste man godt nok, hvad der var sket med familien, men hvorfor de var havnet i vandet, havde man ingen anelse om. Reservoiret lå afsides vejen, så der var næppe tale om en ulykke. I stedet gik man ud fra, at det var en bevidst handling at køre bilen i vandet, og da det var Masahiro, der befandt sig på førersædet, så var det altså ham, der havde ført bilen og slået familien ihjel.
Alt tydede altså på, at man havde at gøre med et selvmord, men om det var et gruppeselvmord eller et såkaldt mord-selvmord forbliver en gåde. Hele familien var trods alt taget med i bilen, selvom det havde været sent på aftenen, og de befandt sig alle i den med spændte sikkerhedsseler, hvilket indikerede, at de ikke havde forsøgt at slippe ud. Dog var ligene så medtaget, at man ikke kunne bestemme en dødsårsag, så der er også den mulighed, at Masahiros kone, mor og datter havde været bevidstløse, da de befandt sig i bilen. Junko Yamagami havde tilberedt morgenmad til dagen efter, som stod klar hjemme i huset, og dette kunne være et tegn på, at hun intet kendskab havde til sin mands intentioner om at køre familien i døden, hvis det i det hele taget var det, som skete.
Hvorfor Masahiro Yamagami ønskede at tage livet af sig selv er der nemlig ingen, der har kunnet forklare. Han havde ganske vist økonomiske problemer, men intet ud over det sædvanlige, så hvad der fik ham til at tage livet af sig selv og hele sin familie er et uopklaret spørgsmål, som har ført til spekulationer om, at familien sagtens kunne have været ofre for en udefrakommende gerningsmand, som tvang dem med i bilen, hvor de blev slået ihjel, før denne blev rullet i et vandreservoir for at få forbrydelsen til at ligne en familietragedie. Sandheden kommer nok aldrig frem i lyset, og forskellige teorier omkring familiens skæbne har derfor floreret siden deres forsvinden.
Om morgenen den 9. juni 1991 tog fem drenge fra Kawasaki ud for at lege sammen i Shimogawara Park indtil tidligt på aftenen, hvor tre af drengene vendte hjem for at spise aftensmad. To af drengene, der var henholdsvis 12 og 7 år gamle, vendte imidlertid ikke hjem, og en lokal eftersøgning gik derfor i gang, før forældrene besluttede sig for at efterlyse deres sønner hos politiet. Det viste sig nemlig, at drengene var i besiddelse af 6.000 yen, så der var derfor den mulighed, at de havde valgt at løbe hjemmefra, hvilket i de kommende dage blev bakket op af vidneudsagn, idet de to drenge var blevet set tage en færge til den anden side af Tokyo-bugten, hvor deres færd fortsatte frem til den 19. juni, hvorefter ingen længere så noget til de to drenge.
Folk havde ikke set nogen andre i selskab med drengene, så politiet var sikre på, at de af uforklarlige årsager havde valgt at løbe hjemmefra og levede af de penge, de havde med sig. Men da sporet efter dem endte blindt, blev en omfattende eftersøgning iværksat. De to drenge var både blevet set spise og lege sammen, men det var dog uvist, hvad deres plan helt nøjagtigt var, idet de sidst blev set, da de stod af en bus i bjergene ved byen Kimitsu. Og det var desværre også hér, man fandt de to drenge, som desværre ikke længere var i live, da en lokal mand fandt frem til to skeletterede lig i skoven den 2. september – mere end to måneder efter, de sidst var blevet set i live.
Liget af den ældste dreng befandt sig cirka 25 meter fra liget af den yngste dreng, hvis tøj og sko lå spredt på skovbunden imellem dem. Der var dog ingen skader på de to døde kroppe, som kunne bekræfte, om de var blevet udsat for et overfald, men ud fra politiets efterforskning konkluderede man, at de højst sandsynligt for vild i bjergene, hvor de begge omkom af sult. Hvorfor de i så fald befandt sig så tæt på hinanden er uvist, ligesom det er en gåde, hvorfor de to drenge i det hele taget stak af hjemmefra – blot for at miste livet i naturen.
Om aftenen den 18. marts 1984 brød to bevæbnede mænd ind hos en ældre kvinde i byen Nishinomiya mellem Kobe og Osaka, hvor de bandt hende fast og som det eneste stjal en nøgle. Det var nemlig ikke kvinden, de var ude efter, men derimod hendes søn, Katsuhisa Ezaki, der var direktør for slikproducenten Glico, og som boede ved siden af med sin familie. De to mænd kunne med brug af nøglen nemt låse sig ind i Ezakis hus, hvor de blev mødt af hans kone og ene datter, som de omgående bandt fast, mens de begyndte at lede efter Ezaki. Det viste sig, at han var i bad med sine to andre børn, så da de to mænd kom ud på badeværelset, trak de Ezaki op derfra og førte ham nøgen ud af huset og videre til en bil, hvor en tredje mand ventede og var klar til at køre dem bort. Der var altså ikke tale om et røveri, men derimod en målrettet kidnapning af Ezaki, der blev fragtet til et varehus, hvor han blev holdt fanget, indtil kidnapperne næste dag tog kontakt til hans kontor og krævede 1 milliard yen samt 100 kg guld i løsesum.
Mens forhandlingerne foregik lykkedes det dog Ezaki at flygte på egen hånd den 21. marts, men selvom han dermed var fri, så var han endnu ikke i sikkerhed, for i månederne efter blev Ezaki og hans firma Glico nemlig udsat for forskellige former for chikane. Dette inkluderede et trusselbrev sendt til Ezaki den 2. april, hvor der var vedlagt en pakke øjendråber indeholdende syre, ligesom Glicos hovedkvarter blev udsat for brandstiftelse – alt sammen mens bagmændene blev ved med at kræve penge. Hver gang politiet gjorde klar til at fange de skyldige ved det aftalte sted, når pengene skulle hentes, så dukkede der imidlertid aldrig nogen op. Altså lige indtil en dag, hvor en mand ankom i en bil og omgående blev anholdt, før han dog igen blev løsladt, da det viste sig, at han intet havde med sagen at gøre. Han og hans kæreste var nemlig blevet overfaldet af tre mænd, mens de befandt sig i hans bil, og mens mændene tog kvinden til fange, beordrede de manden til at køre hen til stedet, hvor politiet ventede, for at hente en pakke for dem. Han anede ikke, at det i virkeligheden var penge, han skulle hente, og da politiet indså, at de var blev narret, lod de manden gå, mens hans kæreste blev sat fri af kidnapperne, efter de fik deres mistanke bekræftet – nemlig at politiet var klar til at fange dem.
Med tiden valgte de ukendte gerningsmænd at henvende sig til medierne via breve, hvor de kaldte sig selv for “Kaijin Nijuuichi Menso” (Monsteret med de 21 ansigter) – et pseudonym hentet fra Edogawa Rampos kriminalromaner, hvori der optræder en skurk, som går under dette navn. Monsteret med de 21 ansigter påstod, at de havde forgiftet en sending slik fra Glicos fabrikker, som nu befandt sig i butikkerne rundt omkring i Japan, hvilket øjeblikkeligt førte til en tilbagetrækning af alle Glicos produkter: et stort økonomisk tab for virksomheden, der samtidig måtte fyre flere hundrede medarbejdere. Med tiden holdt Monsteret med de 21 ansigter op med at terrorisere Glico, da de sendte et brev til medierne, hvor de skrev, at de tilgav firmaet. For hvad, blev dog ikke nævnt. Den 22. juni 1984 gik de så videre til en anden fødevareproducent – denne gang Marudai Food, der modtog et trusselsbrev, hvori Glico blev anvendt som eksempel på, hvad der ville ske, hvis firmaet ikke betalte 50 millioner yen, som skulle afleveres ved at blive kastet ud fra et tog nær Kyoto.
Politiet blev atter involveret og valgte igen at stå for pengeoverdragelsen, men fra skinnerne skulle et flag indikere, hvor pengene skulle smides, og den pågældende betjent, der skulle kaste dem ud fra vinduet, fik aldrig set noget flag, og pengene blev således ikke afleveret. Ombord på toget var imidlertid en mand, der blev ved med at observere civilbetjenten, og han blev beskrevet som havende “øjne som en ræv”. Manden med ræveøjne steg ligesom betjenten af på Kyoto station, hvor han fortsatte med at iagttage betjenten, før han igen steg på toget. Politiet forsøgte at forfølge manden, men tabte med tiden sporet af ham, og han blev derfor efterlyst som en person af interesse.
Marudai Food forsatte med et modtage trusselsbreve i måneden efter, men den 12. september 1984 kastede Monsteret med den 21 ansigter så interessen mod slikproducenten Morioka, der modtog et trusselbrev med et krav om 100 millioner yen – igen med en henvisning til Glico og en trussel om, at firmaets produkter ville blive forgiftet, hvis de ikke samarbejdede. I dette brev fremgik det også, at Glico åbenbart havde betalt 600 millioner yen for undgå yderligere chikane, hvilket imidlertid er en påstand, som Glico siden har afvist. Pengene fra Morioka blev ligeledes forsøgt afleveret, men ingen dukkede op på det aftalte sted for at hente dem.
I oktober begyndte man så at finde mistænkelige Morioka-produkter i flere butikker i byer omkring Osaka og Kyoto, der alle var blevet påsat mærkater, som påstod at de var farlige at spise, “hilsen Monsteret med de 21 ansigter”. I alt 13 af disse produkter blev fundet, og ved nærmere undersøgelser, viste det sig, at de var blevet tilsat gift. En måned senere, den 7. november, begyndte Monsteret med de 21 ansigter så at terrorisere endnu en virksomhed – denne gang House Food, som også blev krævet at betale 100 millioner yen. Endnu engang blev politiet involveret, og de valgte igen at stå for overdragelsen af penge, der skulle foregå med bil med instrukser via telefon. Pengene skulle placeres i en beholder, hvis placering var markeret med et hvidt klæde, men da man ankom til stedet, var der imidlertid ingen beholder, så overdragelsen blev afblæst.
Det skulle senere vise sig, at det lokale politi (der intet kendte til efterforskningen) havde haft en patruljevogn i området, og hér havde man fundet en bil, der holdt parkeret i nærheden af stedet med det hvide klæde. Inde i bilen sad en mand med radio og høretelefoner, men da han fik øje på politibilen, valgte han at træde speederen i bund og flygte fra stedet. Bilen blev senere fundet efterladt, og det viste sig, at denne var meldt stjålet, så man er ikke i tvivl om, at manden i bilen var en af de gerningsmænd, der tilsammen udgjorde Monsteret med de 21 ansigter.
I december 1984 blev virksomheden Fujiya det næste offer for Monsteret med de 21 ansigter. Denne gang blev direktøren flere gange beordret til at kaste penge ud fra taget, men han afslog hele tiden, og da han blev ved med at modtage trusler, tog han omsider kontakt til politiet i januar 1985, hvorved det blev konkluderet, at Monsteret med de 21 ansigter var på spil igen. Omkring Valentins dag blev forgiftede chokolader med mærkater igen fundet på butikshylder rundt omkring i landet, og den 6. marts blev slikfirmaet Surugaya så kontaktet med krav om penge, men dette blev senere trukket tilbage. Og så var der ellers ingen aktivitet, indtil den 12. august, da medierne modtog et brev, hvor Monsteret med de 21 ansigter lovede at stoppe med at terrorisere fødevarevirksomheder, samtidig med at politiet blev hånet for deres manglende evne til at fange dem og opklare sagen. Særligt politikommissæren i Shiga-præfekturet modtog kritik, fordi han fem dage forinden havde begået selvmord ved at sætte ild til sig selv på samme dag, som han skulle pensioneres. Man antog hans død for at være skyldfølelse over ikke at kunne fange Monsteret med de 21 ansigter, men ikke desto mindre bevirkede hans selvopofrelse tilsyneladende at gerningsmændene valgte at sige stop. 12. august 1985 var desuden dagen, hvor Japans værste flystyrt fandt sted, da Japan Airlines Flight 123 styrtede ned, og blandt de omkomne var tilfældigvis direktøren for House Food, der nåede at høre om nyheden, før han steg ombord på flyet.
Hvem Monsteret med de 21 ansigter var er aldrig blevet opklaret, og sagen er stadig en af de mest omtalte og mystiske kriminalsager i Japans historie, både grundet dens omfang, men også det faktum, at politiet aldrig kom på sporet af de skyldige, som uden tvivl måtte være en gruppering. Hvorfor disse gik efter fødevarevirksomheder og i særdeleshed slikproducenter og samtidig en uløst gåde, men Glico, der var det første offer, havde faktisk været truet med de selv samme sanktioner, som ramte firmaet, da det i 1976 modtog et bånd, hvor en mandestemme bad om både penge og guld. Politiet går således ud fra en teori om, at Glico blev udpeget som mål allerede seks år før kidnapningen af Katsuhisa Ezaki fandt sted, hvilket officielt set er begyndelsen på sagen om Monsteret med de 21 ansigter. Man antager derfor, at de ukendte gerningsmænd har haft en eller anden relation til Glico.
Monsteret med de 21 ansigter udløste desuden en epidemi af såkaldte copycats, der kontaktede diverse virksomheder med krav om penge og trusler om at deres produkter ville blive forgiftet. Det japanske politi har kendskab til over 400 af denne type sager, hvor mere end halvdelen af disse førte til anholdelser. I 1985 døde 12 mennesker, da de drak forskellige drikkevarer indeholdende paraquat, som var blevet efterladt ved salgsautomater rundt om i landet, men om gerningsmanden bag denne forbrydelse lod sig inspirere af Monsteret med de 21 ansigter er dog uvist, for denne person er nemlig heller aldrig blevet fanget.
Kotaro Yoshizato var uddannet designer, men valgte i stedet at tjene penge på prostitution, idet han både arbejdede som gigolo ved at sælge sin egen krop til kvinder, ligesom han beskæftigede sig som alfons ved at hyre kvinder til prostitution. Dette førte med tiden til en dom for rufferi, hvilket var et område, som Kotaro fortsatte med at tjene penge på, selv efter han blev løsladt i forbindelse med sin prøveløsladelse. Kotaro Yoshizato tjente nemlig millioner af yen på prostitution, så han dermed kunne leve en luksuriøs tilværelse, hvilket blandt andet skyldtes, at han var beskæftiget med produktionen af børneporno og således henvendte sig til pædofile, som var villige til at betale mange penge for billeder og videoer eller sågar muligheden for at dyrke sex med børn, hvilket Kotaro sørgede for at arrangere.
Kotaro Yoshizato oprettede nemlig et hemmeligt netværk – en såkaldt klub kendt som Petit Angel, hvor pædofile kunne købe børnepornomateriale eller sex med mindreårige. Og børnene udså Kotaro sig blandt andet i Shibuya-distriktet i Tokyo, hvor mange børn og unge opholdt sig – enten fordi de hang ud eller fordi de var løbet hjemmefra. Med løftet om penge var mange børn derfor villige til at følge med Kotaro, der eksempelvis knyttede bånd til børn ved at give dem tusindvis af yen blot for at snakke med dem, så det dermed blev nemmere at lokke dem i pædofilifælder. Men børnene blev også hyret af andre børn, idet Kotaro betalte teenagepiger for at hverve yngre piger ved blandt andet at dele løbesedler ud på gaderne i Shibuya, hvor der stod, at de kunne tjene 10.000 yen på nøgenfotografering.
Den 29-årige Kotaro havde i 2003 etableret kontakt til en pige, som gik i 6. klasse, da han overtalte hende til at finde nogle veninder, som han ville betale 10.000 yen for at “gøre rent i hans nye lejlighed”. Den 11. juli havde Kotaro nemlig solgt sine to ferrarier, så han kunne leje en lejlighed i Akasaka-bydelen i Tokyo, men da han den 13. juli bragte pigen og tre af hendes jævnaldrende veninder med til lejligheden, viste det sig dog, at han slet ikke havde brug for at få rengjort denne. I stedet gav Kotaro de tre piger bind for øjnene, mens han lænkede dem fast til håndvægte og en stor vandbeholder med brug af håndjern, som han havde købt dagen forinden.
De fire piger var nemlig blevet kidnappet og skulle efter alt at dømme indgå i Petit Angel-klubbens aktiviteter. Men at fire veninder forsvandt på samme tid, betød også, at dette vakte opmærksomhed, så allerede dagen efter blev de efterlyst med mistanken om, at de var blevet bortført af en pædofiliring, idet man vidste, at de havde opholdt sig i Shibuya, som netop var berygtet for at være Japans brændpunkt for pæfodile. Og det varede da heller ikke længe, før politiet udpegede Kotaro Yoshizato som hovedmistænkt, eftersom man udmærket var klar over, at han havde gang i noget skummelt. Man havde dog ikke nogen beviser, så politiet kunne ikke gøre andet end at kontakte Kotaro, som nægtede at have noget med de fire pigers forsvinding at gøre.
Da han indså, at politiet var på sporet af ham, tog Kotaro dog en drastisk beslutning, idet han den 16. juli valgte at begå selvmord i lejligheden i Akasaka, imens de fire piger endnu blev holdt fanget i denne, hvilket foregik ved, at han formede et telt ved at placere et plastikstykke over en stol, hvor han antændte briketter og således omkom af kulilteforgiftning. Først dagen efter fornemmede pigerne, at noget var galt, idet de ikke havde hørt noget til Kotaro i flere timer, og det lykkedes da for den ene af dem at vriste sig fri fra sine håndjern, så hun dermed kunne flygte fra lejligheden og slå alarm. Og således kom den opsigtsvækkende forbrydelse frem i lyset, da det under efterforskningen blev afsløret, at Kotaro Yoshizato lod til at være hjernen bag et pædofilinetværk, som man forsøgte at optrævle ved for det første at få kontrol over antallet af børn, som opholdt sig i Shibuya, hvor man identificerede over 1500 børn og unge, som enten var løbet hjemmefra eller levede en tilværelse som kriminelle.
De var dermed også nemme ofre for pædofile og producenter af børneporno såsom Kotaro Yoshizato, der viste sig af være i besiddelse af over 1000 videoklip med børnepornomateriale, der lod til at være produceret af ham. Disse videoer fungerede tilsyneladende som produkter, som han solgte til medlemmerne af Petit Angel-klubben, og da politiet fandt frem til medlemslisten blandt Kotaros ejendele, var der over 2000 navne på denne. De fleste viste sig dog at være falske, så politiet besluttede sig hurtigt at lukke sagen uden at efterforske denne yderligere, samtidig med at medierne indstillede dækningen af historien. Der opstod således rygter om, at listen over medlemmer i virkeligheden inkluderede prominente personer såsom advokater, dommere, direktører, politikere, rigmænd og tilmed medlemmer af kejserslægten, og at sagen derfor blev lukket, fordi politiet var blevet påvirket eller beordret til det.
Det blev i sidste ende konkluderet, at Kotaro Yoshizato handlede alene, og at hans enorme rigdom skyldtes, at han både var producent og distributør af børnepornomateriale. Men det ændrede ikke på, at han dermed havde kunder, som politiet ikke forsøgte at opspore, fordi det i Japan var tilladt at besidde børneporno frem til 2014. Sagen satte ikke desto mindre fokus på problemet med børneporno i Japan, som først i 1999 var blevet gjort ulovligt at producere og sælge, og Japan var derfor kendt som en sikker havn for pædofile, fordi man havde svært ved at kontrollere udbredelsen af børneporno.
Med Kotaro Yoshizatos død havde man i det mindste én person mindre at bekymre sig om, men hans selvmord var imidlertid mistænkeligt af flere grunde. For det første var det en speciel måde, han havde taget livet af sig selv, så der blev derfor spekuleret i, at der i virkeligheden var tale om et drab, der var kamufleret som et selvmord. Dog havde Kotaro købt briketterne, som han anvendte til at tage livet af sig selv, samtidig med at han havde købt de håndvægte og den vandtank, som blev benyttet til at holde pigerne fanget, hvilket tydede på, at han havde haft selvmord i tankerne, mens han planlagde kidnapningen. Det er dog uklart, hvorfor han så valgte at tage livet af sig selv, men det var muligvis udsigten til en lang fængselsdom eller erkendelsen af at blive kendt som bagmanden bag et pædofilinetværk, der fik ham til at træffe beslutningen. Dog havde Kotaros far og bror begået selvmord i henholdsvis i 1996 og 1999, mens hans mor havde forsøgt selvmord i 2001, så det lå altså i familien.
Det er aldrig blevet klarlagt, om de fire piger blev udnyttet seksuelt eller om de blev benyttet til produktionen af børneporno under deres ophold i lejligheden. Dette lod ikke desto mindre til at være Kotaros formål med at kidnappe dem, selvom han normalt havde held med at overtale børn til den slags ved at betale dem. Der er derfor den mulighed, at de fire piger skulle benyttes til et helt andet foretagende – eksempelvis holdes og sælges som sexslaver. Der var nemlig den lille detalje, at lejligheden i Akasaka var blevet lejet to dage før kidnapningen, og at denne derfor også måtte spille en rolle. Og at den befandt sig i en eksklusiv bydel indikerede tilmed, at Kotaros mulige kunder sandsyndligvis tilhørte den sociale elite, præcis som rygterne påstod. Var de fire piger i så fald bestillinger, som pædofile havde betalt Kotaro for at skaffe, eller var han derimod ved at etablere et børnebordel midt i den japanske hovedstad? Sandheden kommer nok aldrig frem i lyset, fordi gerningsmanden valgte at tage den med sig i døden, og derfor er Petit Angel-sagen omgærdet af mystik, hvilket har ført til et utal af konspirationsteorier omrking dem, der var, og dem, der kunne have været involveret i den.