Sumobrydning er en type kampsport, der er kendetegnet ved, at udøverne er store i størrelse og halvnøgne, idet de kun er iført et lændeklæde med et massivt bælte kaldet mawashi. Dette er således også den eneste form for beklædning, som modstanderen kan hive i under en brydekamp, der som regel kun varer ganske få sekunder, eftersom formålet i sumobrydning er at tvinge sin modstander ud af ringen, men hvis man inde i denne rører gulvet med andet end sine fodsåler, vil man ligeledes tabe kampen, der altså i al sin enkelthed går ud på at holde sig oprejst inden for den cirkelformede ring kendt som dohyo, der har en diameter på 4,55 meter. Denne er markeret med bunder af risstrå og findes typisk på et 66 centimeter højt podie formet af ler og dækket af sand. Over ringen hænger desuden et tag kaldet tsuriyane, hvilket er inspireret af taget på en traditionel shinto-helligdom. En dohyo anses da også for at være hellig grund, som kvinder eksempelvis ikke må betræde, og officielt kan kvinder derfor heller ikke blive sumobrydere eller dommere, men der findes om ikke andet en kvindelig udgave af sumobrydning kendt som onnazumo, der i Japan kun må dyrkes på amatørniveau.
Sumobryding har eksisteret siden de tidligste japanske kilder, og med tiden udviklede det sig til en konkurrencesport baseret på myten om to guder, der via en brydekamp afgjorde fordelingen af de japanske øer imellem sig. Sumobrydning blev således en populær form for underholdning i de højere kredse, så sporten og dermed også dens udøvere blev tillagt en høj grad af prestige, hvilket stadig er tilfældet den dag i dag, hvor højt rangerede sumobrydere har kendisstatus i Japan. Sumobrydere anvendes også tit som fysiske repræsentanter af japansk kultur på samme måde som samuraier og geishaer, og eftersom sumobrydning har været en fast bestanddel af den japanske kultur i århundreder, så anses sumobrydning da også for at være Japans nationalsport. Faktisk er Japan det eneste land i verden, hvor sumobrydning dyrkes professionelt, hvilket gøres ved, at der afholdes turneringer kaldet honbasho. I disse må udlændinge dog godt deltage, og udlændinge har da også vundet flere turneringer.
En sumobryder kaldes for rikishi, sumotori eller i nogle tilfælde osumosan, og for at blive en sumobryder skal man gennemgå træning i en klub kendt som heya, hvor man ligeledes bor sammen med andre sumobrydere. Hér modtager man både fysisk og diciplinær træning, hvilket i nyere tid har ført til flere skandaler, da det er kommet frem, at sumobrydere blandt andet er blevet udsat for vold, hvilket eksempelvis kostede den 17-årige Takashi Saito livet i 2007. Ved en heya er ligeledes tilknyttet dommere kendt som gyoji, konferencierer kendt som yobidashi, samt frisører kendt som tokoyama. Sumobrydere er nemlig kendetegnet ved at have halvlangt hår, der sættes op i en frisure kaldet chonmage. Men herudover er sumobrydere altså også kendte for at være store i størrelse, hvilket dog ikke er et krav - det er derimod en fordel i en fysisk duel, hvor det er sværere at skubbe en tung modstander ud ad banen. For i sumobrydning er alle nemlig lige, eftersom der ikke findes vægtklasser, og derfor vælger langt de fleste sumobrydere at tage på i vægt, samtidig med at de opbygger deres muskelmasse.
Selvom vægt og styrke anses for at være essentielle egenskaber hos en sumobryder, så er de faktisk ikke nødvendige. For reglerne siger blot, at man ikke må træde uden for ringen eller røre underlaget i denne med andet end sine fodsåler. Hvis man kan få sin modstander til at træde uden for ringen af sig selv, så har man altså vundet, så en fysisk konfrontation er altså ikke et krav - det er nu engang bare det, man oftest ser, da det er dette, en sumobryder trods alt bliver trænet i. En normal kamp består derfor i, at to sumobrydere springer ind i ringen på samme tid, hvor de omgående tørner sammen og enten skubber eller hiver i hinanden, indtil den ene træder ud fra ringen eller bliver tvunget i jorden. Dog er der visse træk, man ikke må benytte sig af såsom at rive i håret, bide, strangulere og slå med en knyttet næve. Sumobrydere ses derfor mase håndfladerne mod hinanden og stange med disse i forsøget på at få modstanderen til at miste balancen.
En kamp overvåges af en gyoji i en tradionel klædedragt, som er til stede i ringen og afgør, når kampens vinder og taber er fundet, men herudover er der også fem overdommere kaldet shimpan, som er med til at bedømme kampen. Og denne følges som regel også af tusindvis af tilskuere, som der kan være plads til i de store arenaer rundt omkring i Japan, hvor der hvert år afholdes seks nationale turneringer. I ekstremt sjældne tilfælde kan en kamp ende uafgjort (hikiwake), hvilket kun kan ske, hvis der endnu ikke er fundet en vinder efter tre runder á fire minutter, hvilket er tidsgrænsen for hver duel.
Med til sumobrydning hører desuden flere ritualer, og et af disse er, at sumobryderne kaster salt i ringen for at foretage en spirituel rensning af denne før en kamp. Som sumobryder påtager man sig desuden et brydernavn kaldet shikona, mens der eksisterer en rangliste kaldet banzuke baseret på ens resultater i de professionelle turneringer. I disse er der både trofæer og præmiepenge på højkant, men ellers modtager man som sumobryder også en fast månedsløn, hvis størrelse er baseret på ens rang. Og det samme er sumobryderes påklædning, for uden for turningerne er de nemlig nødsaget til at gå i traditionelle klæder, og lavtrangerede sumobrydere ses derfor altid iført yukata.