Takemikazuchi er en gud inden for shintoismen, hvor han blandt andet anses for at være guden for sværd og torden. Takemikazuchi blev skabt, da skabelsesguden Izanagi dræbte ildguden Kagutsuchi med et sværd, hvorfra blodpletterne formede flere guder - heriblandt Takemikazuchi, der generelt anses for at være en modig og stærk gud. Af samme grund blev Takemikazuchi udpeget til at betræde Jorden, da guderne i Himlen planlagde at erobre denne, hvilket lykkedes, da Takemikazuchi havde held med at overvinde en jordisk gud i en fysisk magtkamp, hvilket desuden siges at være oprindelsen bag sumo-brydning.
Grundet sit mod og styrke er Takemikazuchi også blevet tilbedt som en gud for krig og triumf, men i nyere tid er han mest kendt for at være den gud, som vogter over Namazu, hvilket er en gigantisk malle, der siges at eksistere under Japan, hvor dens bevægelser fremkalder jordskælv på land. Disse opstår dog kun, når Takemikazuchi ikke formår at holde Namasu i ro, hvilket er en opgave, han generelt formår at efterleve.
Ligesom andre japanske guder bliver Takemikazuchi typisk portrætteret som et menneske - nærmere betegnet en mand med et asiatisk udseende. Han ses ofte med et sværd, da dette var hans foretrukne våben, som han tilsyneladende var i stand til at fremkalde ud af det blå.