Japan er kendt for at have en af verdens strengeste våbenlove, idet det er ekstremt svært for almindelige borgere at anskaffe og besidde våben. Den nuværende våbenlov blev vedtaget i 1958 og er med tiden blevet strengere via reformer, der grundlæggende set har haft til formål at begrænse japanernes adgang til våben og dermed også forbrydelser begået med disse. I Japan bliver mange drab derfor typisk begået med knive - hvilket også drejer sig om massedrab, eftersom det altså er stort set umuligt for almindelige mennesker at komme i besiddelse af skydevåben, og bare det at affyre et sådant kan føre til livsvarigt fængsel, hvis det vurderes, at man har bragt menneskeliv i fare.
Gennem tiden er der dog blevet begået massedrab med skydevåben, og sådanne sager har netop ført til lovændringer, så det i dag kun er tilladt at eje rifler og geværer, hvis disse anvendes til jagt eller sport. For at få en våbentilladelse skal man for det første være myndig, ligesom man skal udfylde en temmelig omfattende ansøgning med en god begrundelse for, hvorfor man ønsker at eje et våben. Herudover må man ikke have en plettet straffeattest, og så skal man gennemgå en mentalundersøgelse, mens ens venner og familie tilmed vil blive interviewet, så det på den måde kan bevises, at man er egnet til at eje og håndtere et våben. Ydermere skal man bestå et skydetræningskursus, hvor ens pointscore skal være på minimum 95 %, og så skal våbentilladelsen ovenikøbet fornys hvert tredje år, så det altså er en lovovertrædelse, hvis man ligger inde med et skydevåben, efter at denne er udløbet. Hvis en våbenejer dør, skal de efterladte derfor også overdrage dette til myndighederne, og så er der desuden også en regel om, at man kun kan anskaffe sig ny ammunition, hvis man indleverer de brugte patroner, så man altså ikke kan ligge inde med et privat lager. Når man anskaffer sig et skydevåben, skal dette også registreres, ligesom man skal oplyse politiet om, hvor dette er opbevaret.
Alt i alt er skydevåben i Japan så begrænset, at det kun er tilladt at have tre våbenbutikker per præfektur. Og selvom politibetjente godt nok bærer pistoler, så må de ikke gøre dette som privatpersoner, og de må derfor heller ikke tage dem i brug, når de ikke er i tjeneste. Når de derimod er i tjeneste vil deres pistoler desuden være forsynet med en elastik, som er fastgjort til deres uniform, så det altså ikke er muligt at stjæle pistoler fra politiet, hvilket er en foranstaltning, man har valgt at indføre grundet sager, hvor politibetjente netop har fået stjålet deres pistoler, fordi dette er en af de eneste måder at komme i besiddelse af et håndvåben i Japan, da disse er ulovlige at besidde.
Dog florerer der ulovlige våben på gadeplan, hvor det primært er den japanske mafia, yakuzaen, der står får import, brug og salg af de ulovlige våben, og langt de fleste forbrydelser med skydevåben kan derfor spores tilbage til yakuzaen, selvom det ikke altid er dem, der står bag dem. Skuddrab er for det meste også knyttet til yakuzaen, men disse er stadig sjældne i Japan, idet der i gennemsnit sker omkring 10 om året. Selv sager, hvor politiet har set sig nødsaget til at skyde mistænkte gerningspersoner, har ført til debat i Japan, hvor det derfor også er utroligt sjældent, at politiet tager deres skydevåben i brug. Japanske politibetjente bliver derfor trænet i at pacificere folk på alternativ vis, ligesom de bliver trænet i kampsport.
Den japanske våbenlov inkluderer også sværd, og det er derfor ulovligt for japanere at eje sværd, selvom de ellers blev båret af samuraier. Allerede i 1876 blev det dog forbudt at bære sværd i offentligheden, da samurai-klassen blev afskaffet. Af sikkerhedsmæssige grunde har man inkluderet sværd i våbenloven, men det er dog tilladt at erhverve sig og dermed eje håndlavede sværd, hvis man altså ansøger om dette og bekræfter, at sværdene ikke er til brug, men enten er antikviteter eller udstillingsobjekter. Ligesom med skydevåben kan man også ansøge om en licens til at benytte sig af sværd til eksempelvis opvisning.
Gennem tiden er både sværd og skydevåben blevet reguleret via lov i Japan, hvor skydevåben blev introduceret fra Europa i 1500-tallet - endda i et sådant omfang, at man på et tidspunkt havde flere skydevåben per indbygger end noget andet land i verden. I begyndelsen af 1600-tallet blev Japans grænser dog lukket af, og kontakten til udlandet blev dermed begrænset, hvilket også var tilfældet med handlen. Japan befandt sig dog i en tid uden konflikter i de næste par hundrede år, så behovet for våben var således minimal, og det samme var brugen af dem. Skønt samuraier gik med sværd, var det derfor ikke alle, der kunne bruge dem i kamp, så sværd blev i denne periode et statussymbol frem for et våben.
Selvom det i slutningen af 1800-tallet blev forbudt at bære våben i det offentlige rum, så var det stadig tilladt at eje både sværd og skydevåben, og begge dele var endda faste remedier blandt soldater i det japanske militær - selv under Anden Verdenskrig, hvor sværd eksempelvis blev benyttet til at halshugge krigsfanger, ligesom nogle japanere sågar valgte at begå rituelt selvmord med sværd, fordi de ikke ville overgive sig til fjenden. Efter at have lidt et nederlag i krigen, blev Japan okkuperet af USA, som beordrede alle sværd og skydevåben indleveret, så disse kunne blive beslaglagt, hvorved det allerede var forbudt for japanere af besidde våben, før dette senere blev lovbestemt. USA overtog desuden landets militærbaser, og flere af disse er stadig i brug af det amerikanske militær, hvis personel og tilmed også deres familiemedlemmer gerne må besidde våben, så længe disse holdes inden for militærbaserne.
Selvom den japanske våbenlov mest fokuserer på skydevåben og sværd, så inkluderer den faktisk også andre våben såsom armbrøster, spyd og jagtknive med en klinge over 5,5 centimeter. Det er desuden forbudt at bære knive med en klinge længere end 6 centimeter i det offentlige rum, hvor man heller ikke må bære falske sværd og skydevåben, da dette kan føre til unødig frygt og panik. Legetøjsvåben er ikke inkluderet i denne kategori.