I 1948 fandt man ud af, at over 80 spædbørn var døde som følge af omsorgssvigt på et børnehjem i Tokyo siden afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor mange forældre eller enlige kvinder ikke kunne overskue at opdrage nyfødte børn. Der var dog tale om så mange uønskede børn, at man på børnehjemmene stod med en uoverkommelig opgave, så da sagen fra Tokyo kom frem i lyset, førte den til et øget fokus på behovet for statslige børnehjem, som man derfor begyndte at investere i, så myndighederne kunne tage sig af uønskede børn og sikre deres opvækst. Men eftersom mange børn var blevet født, fordi abort var forbudt, blev loven på dette område ligeledes ændret, idet man i 1949 valgte at legalisere abort for økonomisk dårligt stillede kvinder, så de ikke skulle bekymre sig om at sætte børn i verden, som de alligevel ikke havde overskud til at tage sig af..
I 1999 begyndte den 20-årige Shiori Ino at date den 26-årige Kazuhito Komatsu, der dog udgav sig for at være en anden person. Da Shiori fandt ud af, at hun var blevet narret af Kazuhito, valgte hun at slå op med ham, men dette gjorde imidlertid manden så vred, at han besluttede sig for at stalke og chikanere Shiori, hvis liv blev gjort til et helvede. Kazuhito gik endda så langt som at hyre en lejemorder, der den 26. oktober 1999 stak Shiori Ino ned på åben gade. Der var ingen lov, der kunne beskytte folk fra stalkere, hvilket førte til en antistalkerlov, der er kendt for netop at være blevet implementeret som følge af drabet på Shiori Ino. Politiet mødte desuden voldsom kritik for deres håndtering af sagen, og de havde oven i købet forfalsket dokumenter for at skjule deres manglende handling. Så sagen førte også til øget kontrol internt hos politiet samt nye regler for håndtering af anmeldelser og måden at udtale sig til medierne.
I 1968 havde den 29-årige Chiyo Aizawa været udsat for seksuelle overgreb af sin far i 15 år, og hun havde tilmed fået børn med ham, da hun fik nok af det hele og valgte at slå ham ihjel. Ifølge lovgivningen var dog det mere alvorligt at dræbe sine egne forældre, så Chiyo risikerede at blive idømt dødsstraf eller livsvarigt fængsel. Hendes advokat argumenterede dog for, at det var imod menneskerettighederne at vægte forældres liv over andres, og da man samtidig erkendte, at Chiyo havde dræbt sin far i selvforsvar som følge af årelange overgreb, slap hun med en dom på 2½ års fængsel. Denne sag var derfor medvirkende til, at loven blev lavet om, så drab på forældre ikke længere blev tillagt større betydning. Men man begyndte dog også at forholde sig til incest som et overgreb, når dette blev begået uden samtykke – især mod børn, der var umyndige, da dette herfra blev betragtet som en forbrydelse, så man derfor også begyndte at forholde sig til børn som ofre, der fortjente rettigheder og dermed også samfundets beskyttelse. Selvom incest ikke blev gjort forbudt, så foretog man altså et oprør mod de patriarkalske værdier ved at opsætte retningslinjer for, hvad der må foregå i private hjem.
I 1981 gik den 29-årige Gunji Kawamata amok med en kniv på gaden i Tokyo, hvor han dræbte to kvinder og to små piger under en psykose. Gunji Kawamata var nemlig misbruger og led af psykiske problemer, hvilket var heldigt for ham, for i denne tid var man nemlig begyndt at tage psykiske problemer seriøst, og ved domstolene forholde man sig til disse som en formildende omstændighed, der gjorde en uegnet til at modtage dødsstraf, og Gunji Kawamata blev benyttet som et eksempel på dette. For selvom han ellers havde taget livet af fire personer, så slap han med livsvarigt fængsel, fordi man mente, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket. I årene efter endte lignende sager derfor med identiske domsafsigelser, imens man styrkede psykiatrien i Japan, da denne type sager blev benyttet som et belæg for, hvor vigtigt det var at behandle psykiske sygdomme, fordi at de kunne ende med at få konsekvenser for samfundet.
I 1999 brød den 18-årige Takayuki Fukuda ind i et hjem i byen Hikari, hvor han dræbte den 23-årige Yayoi Motomura og hendes kun 11 måneder gamle datter Yuka. Der var tale om en sexforbrydelse, idet han først forsøgte at voldtage Yayoi, som han dog først forgreb sig på, efter at hun var blevet dræbt, mens Yuka blev slået ihjel, fordi hun begyndte at græde. Ifølge japansk lovgivning var Takayuki dog umyndig, idet myndighedsalderen på dette tidspunkt var 20 år. Det forhindrede ham dog ikke i at blive dømt til døden, og man begyndte samtidig at erkende, at store teenagere faktisk er unge voksne, som derfor burde stilles til ansvar som voksne, så dobbeltdrabet i Hikari førte til øget debat om, hvorvidt den japanske myndighedsalder burde sænkes til 18 år, hvilket den blev i 2022 i et forsøg på at gøre japanske unge mere selvstændige og ansvarlige.
Norio Nagayama valgte som 19-årig at indlede et drabstogt rundt omkring i Japan, hvor han i 1968 slog 4 tilfældige mænd ihjel med en pistol, som han havde stjålet fra en amerikansk flådebase. Dette var i sig selv opsigtsvækkende, men det var dog det efterfølgende retsopgør, der gjorde Norio til en af de mest omtalte drabsmænd i Japans historie, da han grundet sin unge alder var umyndig og derfor slap for at blive dømt til døden. Dette var dog straffen, han i sidste endte modtog efter 10 år, hvor man erkendte, at der var behov for klare retningslinjer, når kriminelle dømmes til døden. Dette førte derfor til implementeringen af en række kriterier kendt som Nagayama-kriterierne, som dommere kan forholde sig til, når de skal vurdere, om en forbrydelse egner sig til dødsstraf.
Tsutomu Miyazaki er en af Japans mest frygtede seriemordere, idet han fra 1988 til 1989 tog livet af fire små piger, hvis lig han forgreb sig på og parterede. Da han blev anholdt, kom det frem, at han var en såkaldt otaku, der var glad for videospil, manga og anime, hvilket satte gang i en national foragt mod otakuer. Populærkulturelle medier blev samtidig udsat for kritik og negative kampagner, hvilket førte til omvæltende ændringer, der eksempelvis indbefattede skrappere censur af vold og nøgenhed i manga og anime, der således blev underlagt nye regler og dermed gennemgik store forandringer i de kommende år, hvor man også oplevede stigende utryghed i samfundet i en sådan grad, at børn i højere grad blev overvåget af voksne og underlagt deres beskyttelse.
Kyoko Hosuda var en 7-årig pige, der gik på en skole i Tokyo, hvor hun i 1954 blev fundet kvalt på et af skolens toiletter, hvor hun desuden var blevet udsat for et seksuelt overgreb. Skoletoiletter blev som regel benyttet som offentlige toiletter, og man kom hurtigt på sporet af den 20-årige Shuukichi Sakamaki, der viste sig at stå bag drabet på Kyoko, som han netop var stødt ind i på toilettet, som han havde valgt at benytte. Det viste sig desuden, at Shuukichi var i behandling for tuberkulose, og derfor var han påvirket af metamfetamin, hvilket ændrede på hans personlighed og gjorde ham utilregnelig og hæmningsløs. Drabet på Kyoko Hosuda førte derfor til store ændringer på to områder – nemlig sikkerheden på de japanske skoler og brugen af euforiserende stoffer, som der var et generelt problem med i efterkrigstiden, hvor man efter denne forbrydelse valgte at slå hårdere ned på stoffer. Japanske skoler er også blevet spærret af for udefrakommende, der ikke har noget at gøre i bygningerne, mens japanske skoletoiletter er blevet kønsopdelt.
Den 27. maj 1997 blev den 11-årige Jun Hases afhuggede hoved fundet ude foran en skole i Kobe med et håndskrevet brev i munden, der var underskrevet af en person, der kaldte sig selv for Seito Sakakibara. Morderen viste sig dog at være en kun 14-årig dreng ved navn Shinichiro Azuma, der endda havde et andet liv på samvittigheden, idet han tidligere på året havde slået den 10-årige Ayaka Yamashita ned på gaden med en hammer. Shinichiro fantaserede nemlig om at dræbe, og det førte til stor opmærksomhed, at man stod med en 14-årig dobbeltmorder. På grund af hans alder kunne han dog kun idømmes anbringelse på en ungdomsanstalt, men sagen var medvirkende til, at den kriminelle lavalder i Japan blev nedsat til lige netop 14 år.
I 1995 stod den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo bag et terrorangreb, da de frigav giftgas af typen sarin i Tokyos metrosystem, hvilket kostede 14 mennesker livet. Ingen anden forbrydelse har haft så store konsekvenser i Japan som denne, idet den ikke blot første til øget fokus og en mere kritisk tilgang til de nyreligiøse sekter i Japan – som en konsekvens af angrebet blev det nemlig også mere udbredt at foretage overvågning, både via kameraer og kontrol. Offentlige skraldespande, og for at forbedre sikkerheden blev der ligeledes indført nye tiltag inden for eksempelvis evakuering og katastrofeberedskab. Da angrebet var blevet begået med sarin, blev loven om farlige stoffer skærpet, og fordi man blev nødt til at foretage hundredvis af anholdelser, blev der også indført nye procedurer i forbindelse med dette.