Otaku-morderen

Otaku-morderenTsutomu Miyazaki blev i 1962 født før tid og kom til verden med deforme hænder, så han blandt andet havde stive håndled. Dette forhindrede ham dog ikke i at leve en normal tilværelse, men han oplevede imidlertid social udstødelse grundet sit fysiske handikap såsom mobning i skolen, selvom han ellers kom fra en velhavende familie. Dette betød også, at hans forældre havde travlt med at arbejde, og han fik derfor stillet en støttepædagog til rådighed, men generelt oplevede han ikke omsorg i løbet af sin barndom, og han følte heller ikke, at hans familie gad lytte til hans problemer og tage dem seriøst. Da Miyazaki færdiggjorde skolen og begyndte at arbejde, besad han en så negativ attitude, at han fik et dårligt ry på arbejdspladsen og derfor blev forflyttet. Dette nægtede Miyazaki imidlertid, så han protesterede ved at nægte at tage på arbejde og isolerede sig selv i sine forældres hjem i Tokyo, hvor han boede og begyndte at dyrke sin interesse for voldelige videospil, gyserfilm, manga og anime

Tsutomu Miyazaki havde et anspændt forhold til sine forældre og to søstre, som han altså boede sammen med, men han var imidlertid glad for sin bedstefar. Da han døde i 1988, førte dette derfor til et mentalt sammenbrud for Miyazaki, der havde svært ved at kapere tabet, hvilket bevirkede, at han i stedet begyndte at fokusere på at udleve de fantasier og lyster, som han indtil da havde tilbageholdt, da han nogle måneder senere påbegyndte den stribe af forbrydelser, der ville ende med at gøre ham til en af de mest omtalte drabsmænd i nyere japansk kriminalhistorie. Miyazaki var nemlig pædofil, og dagen efter sin 26 års fødselsdag, den 22. august 1988, så han en mulighed for at få realiseret sine seksuelle lyster, da han var ude at køre rundt nord for Tokyo og hér fik øje på den 4-årige Mari Konno, som var hjemme hos en veninde for at lege. Miyazaki så sit snit til at kidnappe den lille pige og køre væk med hende i sin bil, uden nogen nåede at se det, så da Maris forsvinden blev opdaget, vidste man altså ikke, at man stod med en kidnapning. Pigens forældre levede altså i uvished om hendes skæbne, indtil den 9. februar 1989, hvor de fandt en æske foran deres dørtrin med en tilhørende tekst, som påstod, at den indeholdt Maris rester. Da æsken blev åbnet, viste det sig ganske vist, at den indeholdt både aske, knoglestykker og 10 små tænder, hvorved det stod klart, at Mari altså muligvis var død.

Miyazaki havde simpelthen kremeret pigen og afleveret hendes rester hjemme hos hendes forældre efter et halvt år, men han havde ikke blot slået hende ihjel. Efter at have kidnappet hende, havde han nemlig kvalt hende i sin bil og derefter forgrebet sig seksuelt på liget, før han filmede den døde pige og skilte sig af med hende i naturen. Efter flere måneder vendte han så tilbage til den forrådnede krop, hvor han savede hænderne og fødderne af, som han bragte med sig hjem, hvor han ligeledes sørgede for at brænde resten af Maris krop, så han altså kunne aflevere hendes aske til hendes forældre med en tilhørende besked, der lød “Mari. Aske. Efterforskning. Bevis”. Dette tydede altså på, at Miyazaki ville have sagen efterforsket, for han var nok også den eneste, som vidste, at han i løbet af det halve år faktisk også havde stået bag to andre pigemord og dermed var en aktiv seriemorder.

Miyazakis andet drab skete den 3. oktober 1988, hvor han kom kørende på en øde landevej, da han fik øje på den 7-årige Masami Yoshizawa, som han tilbød et lift. Pigen blev enten tvunget ind i hans bil eller steg ind i den frivilligt, og hun blev herefter kørt hen til det samme sted, hvor Miyazaki havde dræbt Mari Konno halvanden måned tidligere. Hér valgte Miyazaki ligeledes at kvæle Masami, hvorpå han voldtog hendes lig og efterlod det i naturen. Hans tredje offer var en anden 4-årig pige ved navn Erika Namba, som blev kidnappet, mens hun var på vej hjem den 9. december 1988, og også hun blev dræbt og voldtaget i Miyazakis bil, hvorefter han bandt hendes arme og ben fast og denne gang skilte sig af med liget ved en parkeringsplads, hvor det blev fundet tre dage senere. Da Miyazaki så Erikas far på TV, som var glad for, at hans datter trods alt var blevet fundet, besluttede han sig for at finde frem til ligene af Mari og Masami, så også de kunne vende hjem til deres forældre, men det lykkedes ham imidlertid kun at finde frem til Mari, og det var så hér, han valgte at kremere hende. 

Miyazaki valgte senere at sende en håndskrevet tilståelse til både Maris forældre og avisen Asahi Shimbun, hvorefter han sendte en lignende tilståelse til Masamis forældre og endnu en til Asahi Shumbun, og det var således hér, man indså, at de drabssager kunne være blevet begået af den samme gerningsmand, der kom til at gå under navnet “Pigemorderen”. I tilståelserne kaldte Tsutomu Miyazaki sig selv for Yuko Imada, og en nærmere undersøgelse af af hans håndskrift kunne faktisk afsløre hans medfødte deformitet, eftersom tegnene var kendetegnet ved at besidde en slags stivhed. Politiet kom dog ikke på sporet af Miyazaki, så han kunne i ro og mag begå sit fjerde drab, da han den 6. juni 1989 udså sig den 5-årige Ayako Nomoto, som befandt sig alene i en park i Tokyo. Hér valgte Miyazaki at henvende sig til den lille pige og tage billeder af hende med sit medbragte kamera, og det var sådan, han til sidst fik lokket hende med sig ind i sin bil, hvorpå han kørte bort med hende. Præcis som med de tre andre piger, så dræbte Miyazaki også Ayako i sin bil, men denne gang bragte han liget med sig hjem, hvor han over de næstepar dage forgreb sig på den døde krop, mens han filmede det.

Da liget gik i forrådnelse, valgte Miyazaki at partere det, og han skilte sig efterfølgende af med kroppen ved at placere den på en gravplads, mens han kastede resterne fra sig få hundrede meter fra sit hjem. Da han indså, at politiet ville mistænke ham, hvis ligeresterne blev fundet i nærheden af hans hjem, valgte han dog at finde frem til dem igen og i stedet skille sig af med dem i en skov. Få dage senere blev Ayakos krop så fundet, og politiet fik hurtigt identificeret hende, men man var endnu ikke på sporet af nogen gerningsmand i nogle af de fire drabssager, der i løbet af et år havde fundet sted i og omkring hovedstadsområdet, og man var sådan set heller ikke sikker på, om de alle var begået af den samme gerningsmand. Tsutomu Miyazaki blev imidlertid anholdt i juli 1989, men det var ikke, fordi han var mistænkt for drab. I stedet blev han fanget i at tage nøgenbilleder af en lille pige, da hendes far dukkede op og konfronterede Miyazaki, der samtidig blev anholdt af politiet for sin krænkende adfærd. Politiet var dog overbeviste om, at Miyazaki ikke blot var pædofil, men at han også havde noget at gøre med de mystiske pigemord i området, og efter gentagende afhøringer, valgte Miyazaki så endelig at krybe til bekendelse, da han den 9. august tilstod drabet på Ayako Nomoto, hvis hoved og fødder blev fundet i en skov dagen efter. Hendes hænder blev imidlertid ikke fundet, for ifølge Miyazaki, så havde han nemlig spist dem, fordi pigen havde kommenteret hans deforme hænder, da han kidnappede hende.

Senere tilstod Miyazaki så også at stå bag drabene på Erika Namba, Masami Yoshizawa og Mari Konno, og i hans hjem fandt man herefter tusindvis af videobånd – heriblandt hjemmeoptagelser, hvor han forgreb sig på nogle af pigernes lig. Man fandt samtidig en stor samling gyserfilm, videospil, tegneserier og tegnefilm, og Miyazaki blev af den grund betragtet som en otaku – en inkarneret fan af popkulturelt materiale, hvilket førte til, at han i medierne blev udråbt som Otaku-morderen. Dette resulterede i en decideret hetz mod otakuer, der fik tillagt negative værdier, så der i samfundet opstod en afstandstagen til og frygt for folk, hvis hobby eksempelvis var videospil og tegnefilm, ligesom producenterne af disse blev beskyldt for at skabe en fantasiverden, som visse folk blev fanget i, så de mistede deres virkelighedopfattelse og sociale kompetencer og dermed blev til psykopater.

Liget af Masami blev omsider fundet i september, hvor man også fandt Maris hænder og fødder hos Miyazaki, og man stod således med beviser nok til at kunne føre en sag imod ham. I retten gav Miyazaki en detaljeret beskrivelse af sine forbrydelser, og han opfandt samtidig et alter ego og påstod, at det var denne anden personlighed, som havde kontrolleret ham under drabene på de fire piger, men selvom man erkendte, at han tydeligvis led af mentale problemer, så blev han ikke desto mindre dømt til døden i 1997 – tre år efter at hans far tilsyneladende havde begået selvmord i skam over at have en barnemorder som søn. Miyazaki blev hængt i 2008 i en alder af 45 år, og på dette tidspunkt var man også begyndt at forholde sig til otaku-miljøet på mere nuanceret vis, da det efterhånden stod klart, at det ikke er fankulturen, som er skadelig, men derimod den manglende ansvarstagen fra samfundets side, når folk med psykiske problemer ikke får den hjælp, som de har brug for. Det er nemlig dette, som ofte fører til den isolation og tilbagetrækning, der for manges vedkommende ender med en dyrkelse af fantasiverdener, og for meget fås vedkommende kan dette eskalere og udvikle sig til voldelig adfærd, perversioner og mørke tanker, fordi de i forvejen lider af mentale forstyrrelser.

Total Page Visits: 136 - Today Page Visits: 1