Mabiki kan oversættes til "at luge ud" og er en betegnelse for en type barnedrab, der var ret udbredt i fortidens Japan, hvor man fuldt ud lovligt kunne tage livet af sine børn, hvis man ikke ville have dem eller havde mulighed for at tage vare på dem, eftersom der dengang ikke var nogen steder at aflevere uønskede børn, som der trods alt var mange af, da prævention ikke var udbredt. Det kunne for eksempel være, at man i forvejen havde for mange børn og derfor ikke kunne overskue flere, men det kunne også ske, at man fik en pige, og rent faktisk ønskede sig en dreng, eftersom det traditionelt er sønner, der fører slægten videre. Efter at have fået den første søn, kunne det dog hænde, at de kommende sønner blev slået ihjel, mens døtrene fik lov at leve, da man trods alt kunne gifte disse ind i andre familier eller tilmed sælge dem som prostituerede og dermed få betaling for dem. At få tvillinger var desuden tabu, så det var ikke unormalt, at man tog livet af det ene barn efter fødslen, og i visse tilfælde sågar begge børn.
En typisk måde at begå mabiki på var ved at tage et stykke vådt papir og placere dette over barnets mund, så det blev kvalt, og herefter ville man skille liget af vejen, som var det et stykke affald. Man kunne for eksempel kaste det i vandet, hvilket i en periode var så almindeligt, at der for eksempel optræder fortællinger om, at Kyotos floder stank af død. Spædbørn blev nemlig ikke anset for at være udviklede væsner, og derfor mente man heller ikke, at deres sjæle var modne, hvilket var grunden til, at de ikke modtog et traditionelt begravelsesritual. I stedet opsatte man Jizo-statuer, der skulle beskytte og vogte over børnenes sjæle. Det blev altså ikke betragtet som forkert at dræbe børn, fordi de var så unge, at man regnede med, at de hurtigt ville blive genfødt på ny, da de ikke havde haft mulighed for at gøre noget forkert i livet.
Dette er også forklaringen på, at mabiki typisk blev udført straks efter fødslen, eller imens børn var meget små. Havde barnet nået en vis alder, var det mere udbredt bare at efterlade det og dermed overlade det til sin egen skæbne. I gamle dage var børnedødeligheden også så høj, at der generelt var mindre sympati fra forældrenes side, så det at miste et barn var nærmest så almindeligt, at det ikke blev opfattet som en tragedie, og det førte derfor heller ikke altid sorg med sig, fordi man trods alt dræbte barnet af nød, så for mange var det snarere en lettelse at slippe af med det. Af samme grund havde mange ikke problemer med at tage livet af deres egne børn, men det blev som regel gjort af moderen, fordi det var hende, der havde ansvaret for børnene, og i nogle tilfælde påtog jordemoderen sig sågar opgaven for at lette den moralske byrde.
Fra myndighedernes side forsøgte flere gange at forbyde mabiki ved at italesætte det som en skamfuld handling, og derfor blev der eksempelvis produceret illustrationer, hvor kvinder, som foretog mabiki, blev portrætteret med dæmonansigter. Men børn havde ingen status i samfundet, og derfor var drab på spædbørn ikke rigtig noget, man bekymrede sig om, før dette blev gjort forbudt i slutningen af 1800-tallet, så drab på børn nu bliver betragtet som en forbrydelse, men ligesom i alle andre lande, så oplever man endnu sager i Japan med forældre, der slår deres små børn ihjel. I kølvandet på Anden Verdenskrig var det eksempelvis en økonomisk og social byrde at få børn, så der skete en markant stigning i drab på spædbørn i efterkrigstiden, hvor abort samtidig blev tilladt for kvinder, der var dårligt stillet. Antallet af drab på spædbørn faldt i 1950'erne, men steg interessant nok i 1970'erne, hvor Japan ellers oplevede økonomisk vækst. Men for at sikre familien økonomisk valgte mange forældre samtidig at begrænse antallet af børn, så man simpelthen tog livet af nyfødte, fordi man ikke magtede at tage sig af dem og ikke var kvalificeret til abort, netop fordi mange familier var middelklassefamilier. Dette førte blandt andet til et fænomen kendt som Coin Locker Babies, hvilket er børn, der bliver efterladt i offentlige opbevaringsskabe - enten levende eller døde.