

Den 1. juli 2003 var den 4-årige Shun Tanemoto med sine forældre ude at handle i en elektronikbutik i Nagasaki, hvor han besluttede sig for at gå i spilafdelingen på egen hånd. Men dette var imidlertid det sidste, som nogen så til Shun, for da forældrene senere forsøgte at finde deres søn, var han ikke længere til stede i butikken, og han blev derfor meldt savnet en time senere, hvor politiet mødte op og igangsatte en eftersøgning i området. Denne førte dog intet med sig, og da mørket faldt på, måtte forældrene tage hjem i uvished om deres lille søns skæbne.
Næste morgen fik de urolige forældre så desværre den besked, som de havde frygtet, da politiet kunne fortælle, at man havde fundet frem til Shuns nøgne lig ved et parkeringshus cirka 4 kilometer borte. Drengen var tilsyneladende blevet dræbt af et fald, der havde flækket hans kranium, men hans krop bar dog spor efter mishandling, som han havde været udsat for, imens han var i live, hvilket indikerede, at han altså var et offer for en kidnapning. Det viste sig nemlig, at Shun simpelthen var blevet skubbet i døden fra taget på parkeringshuset, og takket være overvågningsbilleder kom politiet hurtigt på sporet af den mistænkte gerningsmand, der dog viste sig at være en dreng på blot 12 år, som tilfældigvis rendte ind i Shun i spilafdelingen i elektronikbutikken, hvor han fik lokket den lille dreng med sig ved at spørge, om de ikke skulle spille sammen.
De to forlod herefter butikken hånd i hånd og tog en sporvogn hen til parkeringshuset, hvor den 12-årige dreng bragte Shun med op på taget, hvor han gav sig til at håne og drille ham ved blandt andet at få ham til at smide tøjet, ligesom han blev slået og snittet i kønsorganerne med en saks, som den ældre dreng havde været ude at købe, da han på turen hjem besluttede sig for at tage en tur i elektronikbutikken for at spille. Mødet med Shun var altså tilfældigt, og kidnapningen af ham var derfor også spontan, så den ældre dreng havde tilsyneladende ingen anden intention end at more sig ved at mishandle et lille barn. Men da Shun begyndte at græde, valgte den 12-årige dreng dog at samle ham op og kaste ham i døden fra taget, inden han vendte hjem og fortsatte sin tilværelse, som om intet var sket, indtil det lykkedes for politiet at identificere ham ud fra den skoleuniform, han havde haft på.
En uge efter drabet mødte politiet derfor op ved gerningsmandens skole, hvor man anholdte den 12-årige Yuichi Matsuda i selskab med de sociale myndigheder. For eftersom han kun var 12 år gammel, så var han under den kriminelle lavalder, selvom denne ellers var blevet nedsat til 14 år et par år forinden. Det betød også, at Yuichi ikke kunne idømmes fængsel, så han blev i stedet anbragt på en lukket reformskole, hvor han gennemgik et genopdragelsesforløb, indtil han i 2007 blev løsladt, hvorefter han blev monitoreret frem til han blev myndig. Herefter kunne Yuichi påbegynde sin tilværelse som voksen uden at være i myndighedernes søgelys, ligesom han frit kunne begå sig i samfundet, idet han grundet sin alder havde været underlagt anonymitet.
Dette vakte imidlertid røre, idet nogle mente, at det var uretfærdigt, at en drabsmand kunne få lov at leve et normalt liv, der trods alt var et overlagt drab på en kun 4-årig dreng, der tilmed var blevet udsat for mishandling forinden. For Yuichi havde nemlig en fascination for de mandlige kønsorganer, hvilket var årsagen til, at han havde kidnappet Shun, der faktisk ikke var det første offer for hans perverse lyster. Yuichi havde nemlig lokket andre drenge med sig og forgrebet sig på dem i tiden før drabet på Shun, men politiet kom aldrig på sporet af ham, og ingen havde kendskab til hans adfærdsforstyrrelser, før disse endte med at koste et uskyldigt barn livet. Mens nogle valgte offentliggøre Yuichis identitet, fordi de mente, at han udgjorde en trussel mod samfundet, så rettede andre derimod kritik mod drengens forældre, da det kom frem, at han var et forkælet enebarn, der i høj grad var overladt til sig selv, så man derfor mente, at manglende opdragelse var forklaringen på hans opførsel.
Drabet på Shun Tanemoto blev sammenlignet med sagen om Seito Sakakibara fra 1997, som var årsagen til, at den kriminelle lavalder blev nedsat til 14 år, så der var snak om at sænke denne yderligere - specielt efter at en 11-årig pige tog livet af en 12-årig veninde året efter. I sidste ende anerkendte man dog, at børn har ret til særbehandling i retssystemet, og at man frem for at straffe dem bør yde dem støtte og via denne guide dem på ret kurs, når de begår en elles strafbar handling.