Køretøjsangrebet i Harajuku

Køretøjsangrebet i HarajukuNytåret er en af de vigtigste højtider i Japan, og der var derfor mange mennesker på gaden i Tokyo, da man i 2018 fejrede nytårsaften. Dette var også tilfældet i bydelen Harajuku i Shibuya-distriktet, hvor mange var på vej til den nærliggende Meiji-helligdom for at foretage årets første besøg ved en helligdom. Kort efter midnat skete imidlertid en ulykke, da en bil pløjede ind i en menneskemængde på den populære gade Takeshita-dori, der var lukket for biltrafik, hvilket sårede 8 personer, men det skulle dog vise sig, at der ikke var tale om et uheld men derimod et angreb, idet føreren bevidst havde påkørt folk, før hans bil ramte mod en bygning. Da han forlod denne, slog han desuden en niende person ned, hvorefter han flygtede fra stedet, før han en halv time senere blev fundet af politiet og anholdt i Yoyogi Park. De ni sårede var alle mænd i alderen 19 til 51, og de slap alle afsted med livet i behold.

Føreren viste sig at være den 21-årige Kazuhiro Kusakabe, der havde lejet en bil fra Osaka med det formål at begå et terrorangreb i Tokyo kun en måned efter, han havde fået sit kørekort. I bilen befandt sig nemlig 30 liter petroleum og en spulemaskine, som han tilsyneladende havde tænkt sig at anvende til at sætte ild til folk ved Meiji-helligdommen. Da han opdagede, at vejene i området var lukket, blev køretøjsangrebet muligvis en slags nødløsning, men dette kostede altså ingen menneskeliv. Ifølge Kusakabe selv ønskede han at protestere mod Japans brug af dødsstraf, og 2018 var blandt andet året, hvor man henrettede de 13 medlemmer af Aum Shinrikyo, der var blevet dømt til døden for giftangrebet i Tokyo i 1995. Man formodede, at Kusakabe var en sympatisør, der handlede alene, og at han altså var tilknyttet Aum Shinrikyo

Total Page Visits: 50 - Today Page Visits: 1