Kokutai er betegnelsen for den nationale identitet, man i 1800-tallet konstruerede i Japan i forsøget på at samle det japanske folk under fælles normer og dermed skabe en folkeånd. Dette blev gjort via den japanske kejser som samlingspunkt, eftersom han ifølge den japanske mytologi nedstammer fra guderne, og man tolkede derfor dette som et bevis på, at Japan var gudernes land, mens kejseren var guddommelig, hvorved han blev et symbol på nationen. Japanerne kunne dermed betragte sig selv som et udvalgt folk, og via loyaliteten over for kejseren sikrede man sig dermed, at folk udviste kærlighed til fædrelandet, men dette resulterede imidlertid også i både nationalisme og fremmedhad, hvilket eskalerede med Japans rolle som krigsnation under Anden Verdenskrig.
Ifølge myten blev Japan skabt af guderne Izanagi og Izanami som det første landområde på Jorden, hvor deres efterkommere befolkede dette som de første jordiske guder. De himmelske guder valgte imidlertid at overtage Jorden fra de jordiske guder, hvilket blev gjort ved, at solguden Amaterasu sendte sit barnebarn Ninigi til denne, hvor hans oldebarn påbegyndte den japanske kejserslægt ved at overvinde og samle flere klaner under sig. Eftersom dette skete i Japan, mente man altså, at både landet og folket havde en tilknytning til de himmelske guder via kejseren, der blev anset for at være en jordisk repræsentant for denne, hvilket var medvirkende til, at man betragtede Japan og japanerne for at være overlegne i forhold til andre nationer og folkefærd, der blev betragtet som værende urene og underlegne.
Denne opfattelse har som sådan altid eksisteret som en del af japanernes mentalitet grundet myten om, at Japan er gudernes land, og at den japanske kejser er guddommelig, hvilket historisk set har ført til etnisk udrensning af indfødte folkefærd og modstand over for udlandet og fremmede kulturer, som man sågar lagde afstand til, da Tokugawa-shogunatet valgte at lukke Japans grænser af i 1600-tallet, hvorefter Japan var isoleret fra omverdenen frem til midten af 1800-tallet. Grundet pres og sågar trusler fra USA, valgte man dog igen at åbne Japans grænser op, hvorved man blev konfronteret med den udvikling, som havde fundet sted i resten af verden, hvor man befandt sig i den industrielle tidsalder, mens Japan fortsat sad fast i den feudale.
Mens nogle agtede at hænge fast i fortiden, så mente andre derimod, at der var behov for at modernisere det japanske samfund, hvis dette skulle kunne bestå i en globaliseret verden, så efter at Tokugawa-shogunatet var blevet væltet, valgte man at udvikle samfundet med udgangspunkt i Vesten, så man hurtigst muligt kunne leve op til dennes standard. For at kunne bevare sit kulturelle ståsted valgte man samtidig at gøre kejseren til statsoverhoved, så det japanske folk dermed blev samlet under ham som et symbol på nationen, og det var i den forbindelse, man konstruerede en nationalfølelse kendt som kokutai, der direkte oversat betyder "landelegeme" - altså er det en betegnelse for det folkelige sammenhold baseret på en national identitet, som blev dannet i slutningen af 1800-tallet.
Dette skyldtes først og fremmest, at man begyndte at anse den japanske mytologi for at være sand, hvorved kejseren tilegnede sig folkelig opbakning som regent. Problemet var bare, at han var styret af rådgivere og fulgte deres anvisninger, så han ikke var andet end et remedium, med hvilket man sikrede sig folkets loyalitet, så man dermed kunne foretage en modernisering af Japan med den begrundelse, at det var nødvendigt at styrke nationen. Dette inkluderede også oprettelsen af et militær, og med dette gik man videre til at bekrige andre nationer, netop fordi man besad en forestilling om, at Japan var knyttet til guderne, så man var andre lande overlegen. Dette blev også bekræftet med sejrene i den kinesisk-japanske krig i 1895 og den russisk-japanske krig i 1905, hvilket desværre førte til hovmod blandt japanerne, da man dermed havde formået at besejre to af verdens største lande.
I første halvdel af 1900-tallet begyndte Japan nemlig at invadere og overtage sine nabolande, hvilket førte til Anden Verdenskrig, hvor Japan netop var en ekspanderende krigsnation, der havde til hensigt at overvinde og underlægge andre nationer japansk styre, fordi man simpelthen mente, at dette var Japans pligt. Man betragtede sig derfor som en frelser, der kæmpede for guderne med kejseren som en jordisk repræsentant for disse, og derfor var det også ham, man udviste loyalitet, når man både dræbte og var villig til at blive dræbt for nationen. Kokutai havde nemlig den konsekvens, at den japanske nationalisme begyndte at blomstre i 1800-tallet, mens den i 1900-tallet var blevet styrket i en sådan grad, at Japan så ned på resten af verden, som man derfor agtede at overtage, hvilket også er forklaringen på japanernes modstandskraft.
Trods nederlag og tilbagegang fortsatte japanerne nemlig med at kæmpe under Anden Verdenskrig, fordi de betragtede sig som et udvalgt folk, der kæmpede en hellig krig. Denne nåede derfor først til en ende, da Japan blev gjort til mål for det nye masseødelæggelsesvåben i form af atombomben, og da man dermed erkendte, at hele nationen kunne blive lagt i ruiner, valgte man omsider at overgive sig, samtidig med at den japanske kejser blev tvunget til at frasige sig sin guddommelige status, eftersom det var denne, der havde været grundpillen i Japans krigsførelse. Man erkendte dog også, at kejseren ikke havde været andet end en marionet styret af politikere og militæret, og det japanske monarki blev dermed bevaret som et nationalt samlingspunkt, mens kokutai imidlertid blev afskaffet - både som ideologi og overbevisning. Det vil rettere sagt sige, at der ikke længere er en officiel tro på, at den japanske kejser nedstammer fra guderne, men han anses imidlertid stadig for at have en nærmest hellig status.
Kokutai var med til at præge japanernes mentalitet i generationer, så man dermed kunne styrke fællesånden og nationalfølelsen, men dette havde altså konsekvenser for både det japanske folk og udlændinge, der generelt blev set ned på af japanerne. Fremmedhadet eksisterede allerede, da den japanske isolationspolitik blev ophævet, hvor udlændinge blev opfattet som barbarer, mens de i Japan oplevede både forskelsbehandling og diskrimination. Dette blev med tiden forværret, efterhånden som japanernes selvbillede blev styrket gennem udbredelsen af de nationalistiske værdier, der blandt andet også førte til folkelig modstand såsom attentater målrettet monarkiet, netop fordi at dette var et symbol på nationen. Politiske organisationer, som var modstandere af kokutai, blev desuden gjort ulovlige, så man kunne undgå landsforræderi, så det var heller ikke muligt at indføre et fungerende demokrati i Japan før efter Anden Verdenskrig, hvor stat og religion blev adskilt, da shintoismen blev afskaffet som statsreligion.
Netop på grund af de konsekvenser, som nationalismen førte med sig, er der nu om dage mange japanere, der betragter både national stolthed og nationale symboler som negative og sågar farlige, hvilket også inkluderer monarkiet, fordi man mener, at dette er med til at bevare forestillingerne om, at det japanske folk adskiller sig fra andre, hvorved man lægger afstand til disse og ser ned på dem. Dette kan eksempelvis også ses på den japanske indvandringslov, der er blandt de strengeste i verden, så under 5 % af Japans indbyggere har har status som udlændinge, hvilket nogle har betragtet som et eksempel på, at essensen bag kokutai stadig spøger i det japanske samfund og i den japanske mentalitet.