Udtale

UdtaleDet japanske sprog indeholder blot fem vokallyde. Det drejer sig om lydene A, I, U, E og O, der hver har én enkel udtale, modsat på dansk, hvor vokaler kan have flere udtaler. De fem vokale lyde udtales hurtigt med stød, som i disse ord på dansk:

Det japanske A udtales som A’et i kAm

Det japanske I udtales som I’et i vI

Det japanske U udtales som U’et i bUs

Det japanske E udtales som E’et i vEn

Det japanske O udtales som O’et i Oase

Det japanske sprog udgøres af mora: den korteste rytmiske enhed – det man kan kalde for en stavelse. Konceptet om konsonanter findes altså ikke, som vi kender dem på dansk, da disse kun giver sig til kende på japansk, når de sættes i forbindelse med en vokal, hvorfor sammenkædningen af konsonant og vokal anses for at være sin egen lyd. Disse lyde har fået deres eget tegn og fungerer som det japanske alfabet.

Man er på japansk i stand til at udtale mange af de konsonanter, der findes i det latinske alfabet ved at sammenføre disse med de fem vokallyde. Det drejer som om konsonanterne K, G, S, Z, T, D, N, H, B, P, M, R og W. Y udtales på japansk som et blødt J på dansk og fungerer derfor som en konsonantlyd, men kan kun sammenføres med vokallydene A, U og O. W kan kun sættes sammen med vokalerne A og O, men udtalen WO er meget sjældent anvendt. Lydene YE, YI, WI, WU og WE findes altså ikke på japansk, men de har efter alt at dømme været en del af det engang, da visse af dem har deres eget tegn, der ikke længere bruges.

Der er dog uregelmæssigheder forbundet med dette, da man på japansk ikke kan udtale lydene SI, ZI, TI, TU, DI, DU og HU. Disse får i stedet nogle helt andre lyde, der adskiller sig fra de grundlæggende og indfører yderligere diversitet i det japanske sprog.

SI udtales som SHI
ZI og DI udtales som JI med et engelsk J som i Jack
TI udtales som CHI (dansk TJI)
TU udtales som TSU
DU udtales som ZU
HU udtales som FU

Japanere er altså i stand til at danne blandt andet F-lyden, hvis dette sker i forbindelse med en sammenførelse med en vokallyd, der får det til at virke naturligt. Efter påvirkning fra engelsk har det været nødvendigt for japanerne at tilvænne deres tunger til at forme lydene FA, FI, FE og FO, selvom de intet tegn har for dem. Her sammenkoder man tegnet for FU med et af de fire vokaltegn. På samme måde kan man skabe variation i udtalen af SHI og CHI, hvilket man  forvejen har i det japanske sprog, hvor lydene SHA, SHU, SHO, CHA, CHU, CHO eksisterer. Disse skabes på skrift med at sammenføre henholdsvis tegnet for SHI og CHI med tegnene for YA, YU og YO, der desuden kan sættes sammen med KI, HI, NI, MI, RI, JI, GI, BI og PI. Hermed skabes de sammensatte lyde som KYU, HYO, NYA, JA, BYO osv. På japansk findes desuden et nasalt N, der er den eneste konsonant, der udtalemæssigt kan stå alene. Denne optræder midt i ord eller til sidst. Japanere kan altså godt sige Mondai og Kaban, men ikke Mokdai og Kabat. Hvis andre konsonantlyde udtalemæssigt skal stå alene, skyldes det, at der er tale om en fordobling af konsonantlyden, så man eksempelvis godt kan udtale Matte. Dog er der tendens til at visse udtaler af både SU og SHI mister deres vokallyd og i stedet bliver en trykstærk konsonantlyd.

Japanerne tilpasser konstant deres lyde efter især engelsk, så de hele tiden bliver i stand til at udtale nye ord ved at tage udgangspunkt i de lyde, deres sprog har at gøre godt med. Nu om dage kan mange for eksempel sagtens udtale lydene DI og TI. Japansk er dog ikke indehaver af en lyd, der minder om L og derfor har mange japanere svært ved at udtale dette bogstav. Det nærmeste man kommer på L er deres R-lyd, der er rullende som på engelsk. Men det skaber endnu morsomheder, når en japaner for eksempel skal udtale Election. I visse egne lyder R dog som L, så for andre japanere virker det naturligt at fremkalde lyden. Omvendt har udlændinge svært ved de sammensatte lyde RYA, RYU og RYO, der nemt kan få tungen til at knække.

Udtale263total visits,1visits today