Verber, også kendt som udsagnsord, udtrykker handlinger eller tilstande. På dansk identificeres de ved, at man kan sætte "at" foran grundformen. Verber er ustabile, hvilket vil sige, at de kan bøjes i tider, når de sættes sammen med et pronomin eller substantiv - altså et navneord, og så findes de ydermere i kommandoform. På dansk har sætninger en SVO-struktur, hvilket vil sige subjekt-verbum-objekt, mens man i Japan har en SOV-struktur - altså subjekt-objekt-verbum, så man ikke siger "jeg spiser kage", men derimod "jeg kage spiser". På japansk står verber altså til sidst i sætninger, og de kan desuden optræde for sig selv, så man slet ikke behøver noget subjekt eller objekt, da disse kan være underforstået i en given kontekst, ligesom hvis man på dansk spørger "hvad laver du?", og modparten svarer "spiser".
Det danske sprog er dog præget af en vis uregelmæssighed, så der ikke er nogen overordnede regler angående verbers udseende eller bøjning. Den gængse regel er, at verber typisk ender på E i grundform og får tilføjet et R, når de bøjes i nutidsform. For eksempel bliver "køre" og "spise" til "kører" og "spiser". Nogle verber ender dog ikke på E i grundform, som det er tilfældet med "bo" og "spå", men her bliver dog tilføjet et R i nutidsform, så de bliver til "bor" og "spår". Uregelmæssigheder under nutidsbøjning hænder typisk hos verber, når disse sættes sammen med andre verber, hvilket blandt andet drejer som om modalverberne "ville", "kunne" og "burde", der ændrer form til "vil", "kan" og "bør". Uregelmæssigheden hos verber kommer dog i sandhed til udtryk, når man bøjer i datidsformerne, da det her er svært at sætte en tommelfingerregel. Ofte vil verber i datid ende på enten -EDE eller -TE, men der er et utal af undtagelser, som for eksempel "drikke", der bliver til "drak", "synge", der bliver til "sang", og "vinde", der bliver til "vandt", og i disse tilfælde ændrer hele verbet form - ikke kun endelsen.
Danske verber kræver altså et kendskab til det danske sprog generelt og ikke dets regler, eftersom der ikke altid er nogen at følge. Anderledes forholder det sig med verber på japansk, der derimod er præget af en vis regelmæssighed. Overordnet set kan japanske verber nemlig inddeles i tre grupper, og der er forskellige holdninger til, hvad disse kaldes. Nogen kalder dem simpelthen bare for gruppe 1, 2 og 3, mens andre tager udgangspunkt i verbernes endelser og derfor benytter begreberne U-verber, RU-verber og uregelmæssige verber. Denne betegnelse er der imidlertid nogen, der ikke er så glade for, fordi U-verber sagtens kan ende på RU, men hvad begreberne dækker over er imidlertid den del af verbet, der ændrer sig, når det bøjes.
For at få det grundlæggende på plads, så har man ikke noget "at", der kan identificere verber på japansk. Man kigger derimod på endelsen, der ALTID ender på en U-lyd, når verber er i grundform. Det drejer sig for eksempel om "kau" (買う), der betyder "købe", "nomu" (飲む), der betyder "drikke", og "taberu" (食べる), der betyder "spise". Mens "kau" og "nomu" tilhører gruppe 1-verberne kendt som U-verber, så tilhører "taberu", derimod gruppe 2-verberne kendt som RU-verber. Og det er altså ikke kun fordi, de ender på henholdsvis en U-lyd og RU-lyd, men fordi det er denne del af verbet, der ændrer sig under bøjningen af det. Derfor er verbets endelse også skrevet med hiragana, der gør det muligt at foretage en skriftlig ændring af ordet, mens verbets stamme som regel er skrevet med kanji. Bemærk desuden, at det er U-lyden, der repræsenterer U-verber, fordi man på skrift kan anvende de fleste hiraganaer fra U-gruppen og altså ikke kun hiragana U (う). Der findes kun to uregelmæssige verber på japansk, hvilket er "kuru" (来る), der betyder "komme" og "suru" (する), der betyder "gøre". "Suru" tilføjes typisk til substantiver for at omdanne disse til verber - for eksempel "ryokou" (旅行), der betyder "en rejse", kan få tilføjet et "suru" og blive til "ryokousuru" (旅行する), så det altså bliver til "at rejse". Disse to verber adskiller sig fra andre verber, idet URU-delen ændrer sig under bøjningen.
De gode nyheder først: Der findes kun to tider på japansk, hvilket er nutid og datid. Vil man udtrykke fremtid gøres det brug af nutid. Til gengæld har man intet selvstændigt "ikke", så for at udtrykke verber i negativ form, så er det nødvendigt at bøje dem. Overordnet set skaber dette fire grundlæggende bøjningsformer: Nutid, datid, negativ nutid og negativ datid. Verber kan bøjes på flere måder, men disse fire former er som nævnt de grundlæggende. Og så til de dårlige nyheder, for problemet er dog, at der på japansk findes både uformel og formel tale, og dette har indvirkning på, hvordan man bøjer verberne, så for at komplicere tingene yderligere kan man sige, at der findes otte grundlæggende bøjningsformer, der involverer de ovennævnte fire i henholdsvis formel og uformel form.
Dette skema kan være med til at give et overblik over, hvordan japanske verber bøjes, og der vil blive gået i dybden med dem nedenfor. Der er taget udgangspunkt i U-verbet kau (købe), RU-verbet taberu (spise) og de to uregelmæssige verber suru (gøre) og kuru (komme).
Som man kan se, så kan den uformelle form også kaldes for grundformen, mens den formelle form er kendt som masu-form, hvilket skyldes, at det primært er "masu"-delen, der bøjes, hvilket gøres helt uden uregelmæssigheder i alle tre grupper. Formel tale benyttes i samtaler med fremmede, mens den uformelle form typisk benyttes blandt folk, der har et nært forhold til hinanden såsom venner og familie. Så "taberu" og "tabemasu" betyder altså det samme - de bruges bare i forskellige situationer. Den formelle form er den absolut nemmeste at forholde sig til og huske, så denne vil først blive beskrevet:
Formel form - nutid
U-lyden i U-verber bliver til et I (og skal derfor skrives med et nyt tegn) og får herefter tilføjet MASU, mens RU'et i RU-verber forsvinder og får tilføjet MASU. "Kuru" og "Suru" følger U-verberne fra det første U, men her skal man dog være opmærksom på, at der i Japan ikke eksisterer nogen SI-lyd, og derfor bliver "suru" altså til "shimasu". Det samme gør sig gældende med U-verber, der ender på SU (す), som for eksempel "hanasu" (話す), der betyder "tale", som bliver til "hanashimasu" (話します). En anden uregelmæssighed er U-verber, der ender på TSU (つ), for hverken TU eller TI findes på japansk, så det i forvejen uregelmæssige TSU bliver i stedet til CHI (ち) efterfulgt af MASU.
Formel form - datid
Når verber i formel form bøjes i datid, så skal man blot ændre MASU til MASHITA.
Formel form - negativ nutid
Når verber i formel form bøjes i negativ nutid, så skal man blot ændre MASU til MASEN.
Formel form - negativ datid
Når verber i formel form bøjes i negativ datid, så skal man blot tilføje DESHITA til den negative nutidsform. DESHITA er en negativ form af kopulaet DESU, som er det japanske ord for "at være", hvilket godt nok er et verbum, men på japansk bøjes det med udgangspunkt i andre regler.
Den uformelle form er ikke præget af den samme regelmæssighed, når det gælder U-verber, og disse vil derfor blive beskrevet herunder. For RU-verbernes vedkommende er det dog anderledes, da de alle følger samme mønster:
-I datid bliver RU til TA
-I negativ nutid bliver RU til NAI
-I negativ datid bliver RU til NAKATTA
De to uregelmæssige verber følger nogenlunde samme mønster på hver sin måde, men for U-verbernes vedkommende er man nødt til at forholde sig til, hvilket hiragana-tegn U-lyden er en del af. U-verber kan ende på henholdsvis U (う), KU (く), TSU (つ), SU (す), RU (る), MU (む), NU (ぬ), GU (ぐ) og BU (ぶ), og det er disse, der skaber uregelmæssigheder, fordi de er tegn for sig selv, som skifter til helt nye tegn, når de bøjes. Det er også en af forklaringerne på, at nogen ikke er så glade for begrebet U-verber, eftersom U-delen jo faktisk ikke er et tegn for sig selv, men derimod en del af flere forskellige tegn.
Her er blevet lavet en oversigt over, hvordan de enkelte endelser påvirker verbets bøjning hos U-verber:
Her kan man se, hvordan det ikke er U-delen, men derimod selve endelsen - altså tegnet der udgør denne, som er med til at påvirke verbets bøjning, mens stammen forholder sig uændret. Det er derfor nødvendigt at huske disse endelser samt det mønster, der knytter sig til disse i uformel form. I datid er der heldigvis nogle fælles træk. U, RU og TSU bliver alle til TTA, mens MU, NU og BU bliver til NDA. De sidste tre står for sig selv, idet KU bliver til ITA, GU bliver til IDA og så følger SU desuden samme mønster som det uregelmæssige SURU og bliver til SHITA.
I negativ form bliver det noget nemmere, for i nutid skal man blot ændre U-lyden til A (og dermed også skifte tegn) og herefter tilføje NAI. I negativ datid skal det sidste I i NAI blot fjernes og erstattes med KATTA. Her er der dog også en uregelmæssighed, for for at markere A, bliver dette til WA (わ), hvis U-endelsen står for sig selv - altså staves med hiragana う. TSU er desuden en uregelmæssighed, da lyden i virkeligheden burde udtales som TU, hvilket som nævnt tidligere ikke findes på japansk, og derfor bliver denne til TA (た). Det kan eventuelt være praktisk at huske på, at SHINU er det eneste verbum, der ender på NU.
Der er ingen overordnede regler for, hvornår et verbum med en RU-endelse er et U-verbum eller et RU-verbum, men typisk er der tale om et RU-verbum, hvis den foranstående vokallyd er et I eller et E.
TE-form
På japansk har man ydermere noget, der kaldes for Te-form, hvilket er en verbum-form, der gør det muligt at anvende verber i et utal af sammenhænge. Denne form har fået sit navn, fordi man ganske enkelt tager udgangspunkt i verbernes korte datidsform og ændrer den sidste A-lyd til E, så de fleste verber kommer til at ende på TE (て), mens enkelt dog ender på DE (で). Denne form kan anvendes til at tilføje en forlængelse af verbet (typisk i form af et nyt verbum) og dermed give det forskellige betydninger, så man for eksempel kan udtrykke, hvad man foretager sig lige nu, hvad man bør gøre, ligesom man kan bede andre gøre noget. Selve te-formen er nemlig en slags venlig kommandoform på japansk. Herudover findes der mange andre måder at bøje verber på, så de kan anvendes i nye sammenhænge.