I 2018 var jeg i byen Shingu, hvor jeg valgte at starte dagen ved at besøge Kamikura-helligdommen. For at komme frem til denne skal man imidlertid bestige en bjergside, der primært består af en masse trapper, og på min vej stødte jeg på noget så usædvanligt som en krabbe, der befandt sig mellem trinnene. Det var for det første midt i en hedebølge med temperaturer omkring 30 grader, men for det andet var det altså på en bjergside, hvor der umiddelbart ikke var noget vand i nærheden, så jeg blev virkelig overrasket over at støde ind i en krabbe. Jeg så masser af firben, som det vrimler med, når det er varmt i Japan, men en krabbe var jeg altså ikke lige forberedt på.
I Japan bliver man flere steder advaret om krager, fordi de er pågående og kan være aggressive, hvis de får øje på mad. Under min tur til Ishinomaki i 2016 mødte jeg dog en krage, som ganske vist var opsøgende, men venlig nok, da den pludselig fløj mig i møde, efter at jeg havde åbnet en pakke chips. Eftersom den tålmodigt ventede på, at jeg skulle tabe noget, valgte jeg at fodre den i stedet, men den var alligevel for sky til, at jeg måtte komme for tæt på, så jeg lagde i stedet nogle chips på den mindesten, som den befandt sig på, så den kunne hapse dem i sig. Ulempen ved at fodre dyr er dog, at de begynder at forbinde en med mad, så kragen fulgte efter mig i et stykke tid, før den til sidst indså, at jeg ikke havde mere mad. Jeg var nemlig i Ishinomaki for at betragte de tsunamiramte områder fra Hiyoriyama Park, som jeg var på vej til, da jeg på vejen stødte ind i kragen.
I 2023 valgte jeg for anden gang at besøge templet Yamadera, men først tog jeg dog på en vandretur i området, så jeg kunne komme ud og nyde naturen. Jeg vandrede langs en flod med flere vandfald, hvor bladende var i gang med at falde af træerne, og det var derfor kun et held, at jeg tilfældigvis fik øje på en stor tudse, som befandt sig på stien, hvor den næsten gik i et med underlaget, så jeg var ved at træde på den. Der var også mange frøer, som gjorde opmærksomme på sig selv ved at hoppe væk, men tudsen forsøgte at skjule sig ved at stå helt stille – selv da jeg begyndte at tage billeder og optage videoer af den. Så jeg havde tydeligvis set den, men alligevel lod den, som om at jeg ikke havde.
Da jeg i 2023 var i Utsunomiya, skulle jeg ud på en flere kilometer lang gåtur, hvor der var flere hyggelige indslag på vejen. Jeg så eksempelvis en mand, der var ude at flyve modelfly, ligesom jeg stødte ind i en kat, der gik alene rundt på vejen. Der var ingen andre mennesker i nærheden, så da katten fik øje på mig, gik den mig i møde, så den kunne blive kælet, før jeg med tiden besluttede mig for at gå videre. Det er ikke unormalt at møde katte i Japan, hvor de ofte holder til ved helligdomme, men de fungerer også som levende maskotter ved nogle seværdigheder. Jeg mindes derfor mødet med katten i Utsunomiya, fordi det var på et offentligt sted, hvor jeg ikke havde forventet at støde på en kælen kat.
De japanske kæmpehvepse er afskyeligt store, og jeg stiftede første gang bekendtskab med disse i 2018, hvor jeg var i Japan om sommeren, hvor man typisk ser dem flyve rundt. Lyden af en kæmpehveps er skræmmende nok, så at se sådan en laban komme flyvende kan få hårene til at rejse sig på en hver. Jeg fik endda mulighed for at komme i nærkontakt med en kæmpehveps, da jeg under min tur i Iya-dalen stod og ventede på bussen, da en sådan pludselig kom flyvende og kravlede ind i et skur, hvor jeg kunne betragte den bag et vindue. Da den dermed blev fanget, fordi den kom i klemme mellem glasset og gardinet, blev den rigtig hidsig, så jeg var glad for, at den ikke kunne komme ud igen.
Da jeg i 2016 var i Kamakura for første gang, valgte jeg at benytte mig af byens gamle vandreruter, hvor jeg på et tidspunkt fik øje på to egern, som tumlede rundt på jorden, inden de begge klatrede op i et træ. Som om det ikke var specielt nok at støde ind i to vilde egern, så gav mig de mig tilmed også den unikke oplevelse at begynde at parre foran mig, og fordi de var optaget af akten, havde de ikke noget imod, at jeg stod lige under dem og kiggede på og tilmed tog billeder. Der gik endda et minuts tid, før de brød op og begyndte at lege videre i træernes kroner, så det var et sødt og underholdende indslag på denne dag.
Under min anden tur til Japan i 2023, tog jeg fra Kansai Lufthavn til Ikuruga for at besøge nogle af de kendte templer i området. Noget af det, jeg husker med ved turen, er dog, at jeg på et tidspunkt stødte ind i en skildpadde, som lå og solede sig på vejen, hvilket jo er et meget usædvanligt syn for en dansker. I Japan er skildpadder dog normale, men jeg ser dem dog primært i søer og damme, så at der lå en midt på gaden kom alligevel bag på mig. Da jeg var bange for, at skildpadden skulle blive kørt ned, valgte jeg at samle den op og lægge den ind i et krat, så den kunne være i sikkerhed for den farlige trafik lige ved siden af.
Da jeg i 2024 var i Japan, valgte jeg at tage en tur til Nagahama for at besøge bjerget Shizugatake, så jeg kunne beundre udsigten over Japans største sø: Biwa-søen. Det var en lang gåtur fra stationen frem til bjerget, hvor jeg gik rundt i landlige omgivelser, og hér var jeg så heldig, at jeg fik vilde makakaber at se. Pludselig hørte jeg nemlig lyden af fyrværkeri, og jeg troede derfor, at der var tale om børn, som var ude at lege, indtil jeg fik jeg øje på en hel flok makakaber, som kom løbende på vejen og flygtede ind i skoven fra markerne, hvor fyrværkeriet åbenbart var blevet benyttet til at skræmme dem væk, fordi de var i gang med at stjæle grøntsager eller frugt. Der var både voksne og unger, og på turen væk fra Shizugatake fik jeg dem endda at se igen i byens gader. Jeg var dog mere fokuseret på at filme aberne, at jeg glemte at få taget billeder af dem.
I 2023 tog jeg en tur til Koyasan, hvor jeg fik besøgt nogle af de kendte templer, der befinder sig på bjerget, men et af de mest mindeværdige øjeblikke hændte dog, da jeg valgte at begive mig afsides og vandre gennem et skovområde, hvor jeg pludselig hørte lyden af noget, der bevægede sig i skovbunden. Jeg kunne høre, at det var stort, så jeg troede først, at det var en bjørn, og da jeg så fik øje på dyret, lignede det et vildsvin. Men da jeg kiggede nærmere, indså jeg, at det var en serov, som stod og stirrede på mig. Den blev endda stående i flere minutter og lod mig tage op til flere billeder, inden den til sidst besluttede sig for at liste af. Det var første gang, jeg havde set en serov, så jeg var dybt betaget af at støde ind i sådan et specielt dyr – og så endda i naturen.
Da jeg i 2023 var i Kyoto, stødte jeg ind i en løs hund, imens jeg gik på Filosoffens Sti, og jeg valgte derfor at se, om jeg ikke kunne hjælpe den med at finde frem til dens ejer. Jeg allierede mig med en ældre dame og en ung studerende, der hjalp mig med at kontakte politiet. Men kort tid efter kom en kvinde så pludselig løbende, hvilket viste sig at være hundens ejer, og de to blev således genforenet i et rørende øjeblik. Det viste sig, at hunden hed Cookie, og at den var løbet hjemmefra. Jeg er selv rigtig glad for hunde og ville have været urolig, hvis det var min egen,der var løbet væk, så derfor blev jeg glad for, at jeg kunne hjælpe Cookie hjem igen, da jeg ikke ville have haft det godt med at efterlade den uden at være sikker på dette. Som tak fik jeg tilmed et buskort, som jeg kunne bruge i Kyoto