24. marts 2016: Sendai, Matsushima og Ishinomaki

Første stop: Matsushima

Jeg havde overnattet på hotel i Sendai og vågnede af mig selv klokken 5 - en time før vækkeuret ellers var sat til at ringe, selvom jeg dermed kun havde fået seks timers søvn. Jeg kunne dermed begynde dagen tidligt ved at tage ud for at opleve et af de steder, jeg var taget til Tohoku-regionen for at se: nemlig Matsushima, der er navnet på en by samt øgruppe ikke så langt fra Sendai. Og netop fordi at det var tidligt på morgenen, så var der hverken mange mennesker i toget eller i Matsushima, da jeg ankom til den forholdsvis lille by, selvom stedet officielt er et af Japans 3 smukkeste landskaber. De små kalkøer, som udgør Matsushima-øerne, ligger nemlig spredt i bugten ud for byen og er fyldt med grantræer (matsushima betyder grantræ-ø), og et par stykker ligger så tæt på land, at der er adgang til dem med røde broer.

Jeg gik i land på øen Oshima, som jeg havde helt for mig selv, så jeg kunne udforske den i detaljer. Det var som at befinde sig et sted, hvor ingen havde gået i hundrede år. Naturen gik nærmest i et med de mange statuetter, helligdomme og stentavler, der befandt sig på øen og som heldigvis får lov at stå uberørt, selvom der ellers er fri adgang til øen, fordi japanerne generelt har respekt for ting og hverken stjæler eller ødelægger, så man som besøgende har mulighed for at beundre historien og kulturen på autentisk vis. Klipperne indeholdt mange steder graveringer og udhulede kamre, der i sin tid er blevet brugt af buddhistiske munke til meditation, og ligesom ved mange andre hellige steder var der ofret penge ved de forskellige figurer og bygninger, som bare lå og blev overtaget af omgivelserne. Det var tydeligvis ikke et sted der blev vedligeholdt, hvilket gjorde, at man bare fik følelsen af, at man havde fundet sit eget skjulte sted, hvor ingen før havde været, selvom der ellers er folk, der dagligt kommer forbi.

Jeg tog efterfølgende en tur på stranden og samlede muslingeskaller, mens jeg prøvede på at forstå, hvordan dette sted kunne være blandt de tre smukkeste landskaber i Japan, for jeg må indrømme, at jeg var en smule skuffet over synet. Jeg ville egentlig gerne have været på et lille bådcruise for at beundre øerne på nært hold, men solen stod simpelthen så lavt, at den og dens genskær gjorde det nærmest umuligt at beundre øernes former og farver. De fremstod mest af alt bare som sorte plamager, hvilket ikke ligefrem var kønt, så jeg forstod sådan set godt, hvorfor der ikke var mange mennesker, idet jeg tydeligvis havde valgt det forkerte tidspunkt på dagen. Templet Zuiganji, der er en anden af Matsushimas populære attraktioner, var desuden ved at blive renoveret, så jeg ikke kunne besøge det, så jeg besluttede mig for at hoppe på et tog og forlade Matsushima for i stedet at drage yderligere østpå til Ishinomaki.

Videre til Ishinomaki

Selvom Matsushima ikke led stor skade under tsunamien i 2011 grundet værnet af øer, så var man dog i fuld gang med at foretage foranstaltninger. Der var eksempelvis ved at blive gravet små kanaler, ligesom der var ved at blive opsat bølgebrydere ved kysten. I byen var der desuden blevet sat skilte, der viste, hvor man skal søge hen, hvis der kommer en tsunami. så det var generelt tydeligt, at katastrofen alligevel havde sat sit præg på området.

Havnebyen Ishinomaki var derimod en af dem, der blev hårdest medtaget i 2011, hvor store dele af byen blev jævnet med jorden af tsunamien, der samtidig krævede tusindvis af ofre. Da jeg ankom til Ishinomaki, var det dog ikke til at se, at der nogensinde har været en altødelæggende flodbølge, men det skyldtes, at stationen ligger langt fra vandet, hvor ødelæggelserne havde fundet sted. Da jeg begav mig gennem byen var der således heller ikke åbenlyse spor efter den lokale tragedie, som havde fundet sted blot fem år forinden, men da jeg ankom til Hiyoriyama Park blev denne derimod mere tydelig.

Hiyoriyama Park ligger nemlig på en enorm forhøjning, hvorfra jeg kunne betragte kyststrækningen og således se, hvordan denne var blevet lagt øde, da der ganske enkelt ikke var nogen huse, eller også var man i færd med at bygge nogen. I parken var der sågar opsat billeder, der viste, hvordan byen havde set ud før tsunamien, og man kunne på den måde se, hvad der siden var sket og dermed forholde sig til katastrofens omfang. Der var ikke længere ruiner eller skrald. Alt var allerede blevet ryddet, så der blot var nøgne arealer. Ishinomori Manga Museum, der er byens mest ikoniske bygning, havde dog overlevet som en af de eneste på den over 500 meter lange strækning af ravage.

Jeg gik en lille tur ned til området, der var blevet lagt øde. Og hér var man ikke kun ved at opføre nye bygninger, idet der også var en stor gravplads fyldt med gravsteder af nyere dato. Jeg forstod derfor, at mange af disse tilhørte nogle af de mennesker, der omkom i 2011, hvor Ishinomaki blandt andet blev kendt i medierne, idet størstedelen af eleverne og lærerne på en skole blev dræbt, da tsunamien ramte denne. Men dette var dog kun en brøkdel af de mange tusinde ofre, som mistede livet, og det var slet ikke til at tro, at jeg gik rundt på det sted, hvor en så ufattelig naturkatastrofe havde udspillet sig, hvilket indbyggerne udadtil ikke lod til at være mærket af. Det var derfor heller ikke til at se, hvem der havde mistet deres hjem eller deres kære, og hvem der var sluppet uden noget tab overhovedet.

Det var derfor også svært at vide, hvem man særligt skulle have sympati for. Var det kassedamen i butikken, gartneren på gaden, børnene på legepladsen eller den gamle dame på bænken? At befinde sig i et katastrofeområde uden at kunne udpege ofrene er en lidt ubehagelig følelse, for kan man tillade sig at smile til nogen, der ikke har noget at smile ad?

På vej tilbage til stationen slog det mig desuden, hvor meget tsunamien egentlig ødelagde og tog med ud i havet, når man tænker på alt det, der udgør en japansk by. Det er jo både huse, træer, biler, cykler, automater, butiksvarer, inventar, lyssignaler, elmaster, mennesker, husdyr.... Alt gik simpelthen tabt i det kaos, man som dansker slet ikke kan begribe, for på intet tidspunkt i historien har vi oplevet noget lignende.

Tilbage til Sendai

Fra Ishinomaki tog jeg toget tilbage mod Sendai, og hér havde jeg udsigt fortil, så jeg kunne følge kørslen på skinnerne og dermed blev opmærksom på de mange bølgebrydere og kanaler man enten allerede havde bygget eller var i gang med at opføre langs jernbanen. Flere steder var den ene side af togsporene dækket af mure, så man slet ikke kunne se havet, hvilket blandt andet skyldtes, at også jernbanenettet blev ramt af tsunamien, så både stationer og tog blev smadret.

Da jeg ankom så til Sendai, havde jeg lige tid til at slå et smut forbi templet Rinnoji. Også her kom jeg forbi en gravplads, som jeg brugte tid på at gå rundt på, for japanske grave er nærmest som små monumenter i sig selv. I Danmark har vi blot gravsten, men i Japan er stenene blevet formet og bearbejdet noget mere, så de er flottere at se på, og når de står sammen, er de virkelig fascinerende.

Da det endnu var lyst, valgte jeg at tage på en spontan tur til Fukushima, bare så jeg kunne sige, at jeg havde været der, for med shinkansen tog det trods alt ingen tid. Der er ikke ligefrem noget specielt at lave eller se i byen i forhold til mange andre, og området med det ødelagte atomkraftværk ligger flere kilometer borte ude ved kysten, så det var sikkert nok at opholde sig i byen, for atomkraftværket er nemlig ikke navngivet efter denne men derimod Fukushima-præfekturet, som det altså ligger i.

Da jeg i løbet af eftenen vendte tilbage til Sendai, tog jeg turen gennem byens overdækkede shoppinggade, der minder om Strøget på syre. Der var larm fra alverdens ting: spillehaller, sælgere og karaokebarer. Jeg havde dog ikke lyst til at underholde mig selv med noget af det, for det havde været en lang dag med mange indtryk, så jeg skulle bare tilbage til mit hotel og slappe af.

Total Page Visits: 885 - Today Page Visits: 1