23. juli 2018: Shingu, Ise og Owase

Dagen starter i Shingu

Jeg havde overnattet hos en kvinde i Shingu, hvor vi havde aftalt, at jeg skulle op klokken 7, så jeg kunne nå at spise morgenmad, hvilket var inkluderet i mit ophold, før turen gik ud i byen. Imens jeg spiste kørte TV'et i baggrunden, hvor jeg kunne se, at varmerekorden i Japan var blevet slået, eftersom der dagen forinden var blevet målt 41,1 grader. Det var rart at vide, at det normalt ikke er så varmt i Japan, men jeg opholdt mig jo desværre i landet i denne tid, hvor folk blev opfordret til at holde sig inde, og det var ikke det, jeg havde tænkt mig at bruge min ferie på, så som planlagt blev jeg kørt af sted til Kamikura-helligdommen i Shingu, hvor jeg lige skulle bestige nogle hundreder trappetrin for at komme frem til selve bygningen. Det var jeg som sådan blevet vant til, men selvom klokken ikke engang var 8 endnu, så bagte solens stråler allerede noget så voldsomt, så min trøje blev gennemblødt af sved, selvom jeg kun lige var kommet udenfor.

Fra helligdommen var der udsigt ud over Shingu, som jeg lige gav mig til at nyde, før turen gik ned igen og videre til en af de tre store Kumano-helligdomme, som Shingu er mest kendt for. Her var der tre japanere på pilgrimsfærd, som jeg skulle ende med at støde på et par gange senere på dagen, for efterfølgende skulle jeg nemlig videre nordpå til Ise med tog, hvilket er en flere timer lang tur, som jeg i den grad så frem til, eftersom japanske tog er udstyret med nedkølende aircondition. Turen mod Shingu station var derimod uudholdelig. Det var varmere end hidtil, og jeg havde aldrig oplevet så forfærdelige temperaturer - og det var stadig kun morgen! Jeg drak over en liter væske på under en kilometer og kunne kun tænke på at finde skygge, og da jeg endelig ankom til stationen var jeg udkørt. Ikke udmattet, men alligevel tappet for energi, fordi min krop kogte så meget.

Af sted til Ise

De tre pilgrimme fra Kumano-helligdommen var også på stationen, hvor det viste sig, at de skulle med samme tog som mig, og da det ankom var det en stor lettelse at kunne sætte sig til rette i den kølige kupé, der føltes som et køleskab. Jeg sørgede for at tage plads på den side med havudsigt, og kunne så ellers slappe af de næste par timer, indtil toget ankom til Taki, hvor jeg skulle skifte til et andet tog i retning mod Ise. Det samme gjorde de tre pilgrimme, men mens de steg af, da vi ankom til Ise blev jeg dog siddende, for de skulle med al sandsynlighed besøge Ise-helligdommen, mens jeg denne dag dog havde tænkt mig at besøge Hinjitsukan og Meoto Iwa i den anden ende af byen.

Jeg havde egentlig planlagt at tage til Ise dagen efter og kombinere et besøg ved Ise-helligdommen med Hinjitsukan og Meoto Iwa, men hjemmefra havde jeg fundet ud af, at Hinjitsukan var lukket om tirsdagen (hvilket det var næste dag), så jeg havde tilrettelagt det således, at jeg i stedet ville besøge Ise-helligdommen om tirsdagen som mit sidste besøg i Japan for denne gang. Hinjitsukan er et gammelt gæstgiveri i traditionel stil, hvor noble mennesker før i tiden overnattede, når de besøgte Ise-helligdommen, der desuden er den vigtigste i Japan. I dag er Hinjitsukan åben som et slags museum, og jeg var heldigvis en af de eneste besøgende, så jeg kunne nyde arkitekturen og atmosfæren på egen hånd, før turen gik videre til Meoto Iwa, der befinder sig lige i nærheden af Hinjitsukan.

Meoto Iwa er navnet på to klippestykker i havet, der er blevet knyttet sammen med et enormt reb. Den store sten repræsenterer en mand, mens den lille sten repræsenterer en kvinde, og sammen symboliserer de ægteskabet, så folk kommer mest til Meoto Iwa for at bede for deres forhold til deres ægtefæller. Af den grund var der mange par ved Meoto Iwa, der sådan set er lidt kedelig, fordi det netop bare er to klippestykker. Det skulle dog være et smukt syn at se solen stå op imellem dem, men det er kun muligt på bestemte dage om året, og solen havde allerede været oppe i over 7 timer, så det var stadig bare to store sten. Det mest bemærkelsesværdige var det enorme reb, der vejer et ton. Og så lige den skarv, der sad på toriien på mandeklippen.

Sidste stop: Owase

Jeg havde befundet mig alt for længe under solen, så det var tid til at gå tilbage til stationen, hvorfra jeg skulle videre i retning mod Shingu. Jeg havde dog planlagt at stå af i Owase på vejen, for jeg ville gerne nå at bestige Binshi-bjerget, hvilket er lavere end Fuji og Miune, som jeg i forvejen havde besteget på min rejse, så jeg regnede egentlig ikke med, at det ville blive så svært. Men som det nok er blevet slået fast, så var det afskyeligt varmt, og da jeg ankom til bjerget og påbegyndte turen op ad det, blev jeg nødt til at stoppe halvvejs, eftersom jeg svedte helt ustyrligt. Jeg kunne ikke holde mine øjne åbne, fordi sveden løb ned over mine øjenvipper og blændede mig, så jeg valgte at sige stop - også fordi jeg nåede at drikke de to liter væske, som jeg ellers havde købt til turen.

Jeg nåede dog at se et vandfald og nyde udsigten ud over Owase, og så var turen generelt bare præget af smukke omgivelser og et frodigt dyreliv, der inkluderede firben, egern og så lige kæmpehvepse.

Togene på strækningen mellem Shingu og Owase kører desværre ikke så tit, og eftersom jeg havde stoppet turen op ad Binshi-bjerget før tid, betød det også, at jeg måtte vente en time på stationen, hvor der heldigvis var en automat, der solgte is, så den tjente lige lidt penge på mig, mens jeg misbrugte min vifte, der efterhånden var ved at være ret udtjent. Jeg havde slet ikke været på toilettet hele dagen og følte alligevel ikke trang til at tisse, fordi al væske forsvandt fra kroppen i form af sved. Af den grund blev jeg også nødt til at købe et nyt håndklæde, fordi det jeg havde på mig var så vådt at det kunne vrides.

Total Page Visits: 540 - Today Page Visits: 1