Da jeg i 2024 var i Japan, stod jeg med en dag, hvor jeg ikke havde planlagt noget hjemmefra, og dagen før besluttede jeg mig derfor for at tage til Shiga-præfekturet, hvor jeg først besøgte Hikone efterfulgt af Nagahama, hvor dagen blev afsluttet med et besøg på bjerget Shizugatake, så jeg kunne beundre udsigten til Japans største sø: Biwa-søen. Dette viste sig at være en god beslutning, for selvom det var lørdag, så begav jeg mig så langt væk, at jeg kom til et sted uden mange mennesker, da jeg gik rundt i landlige omgivelser og tilmed fik vilde makakaber at se på min vej til Shizugatake, hvor jeg første gang i mit liv prøvede en stolelift for at komme frem til toppen. Herfra var der desuden en smuk udsigt, så det var en perfekt afslutning på en dag, som altså var delvist spontan, idet jeg først dagen forinden havde bestemt mig for, hvor jeg skulle tage hen.
Den 3. november 2023 landede jeg i Tokyo, og da denne dag er en helligdag, der i Japan er kendt som Kulturens Dag, havde jeg på forhånd planlagt at tage til templet Sensoji for at se et optog med den såkaldte hejredans. Ifølge planen ville denne starte klokken 14.30, så jeg kunne lige nå at tage forbi mit hotel og lægge min bagage, før jeg kunne være ved Sensoji lidt i klokken 14. Da jeg ankom til templet, viste det sig dog, at optoget begyndte før tid – og så endda på lige netop det sted, jeg befandt mig, så det var et held, at jeg var kommet tidligt. For selvom der var mange folk i gaderne, så fik jeg mulighed for at følge optoget fra start til slut, hvilket var en virkelig speciel oplevelse, så jeg var overordnet set tilfreds med, at jeg for det første havde planlagt at besøge Sensoji på Kulturens Dag, og at jeg for det andet tog mig tid til at tage derhen, netop som jeg var ankommet til Japan, da det trods alt er en begivenhed, der sjældent finder sted.
Tokyo Skytree er Japans højeste struktur og verdens højeste tårn. Der findes to observationsdæk i 350 og 450 meters højde, og da jeg i 2016 besøgte Skytre valgte jeg at tage turen op i dem begge. Jeg ankom endda til tårnet tidligt om morgenen, så jeg kunne være blandt de første til at blive lukket op i det ved åbningstid, hvor jeg samtidig kunne bevidne, hvordan personalet tog imod gæsterne med musik og buk. Mens nogle folk skulle have tjekket deres bagage, så lå min dog på hotellet, og jeg kunne derfor blive lukket ind i elevatoren og komme frem til det første observationsdæk, der altså var mennesketomt, så jeg i ro og fred kunne gå rundt og nyde den storslåede udsigt ud over Tokyo. Da jeg i 2023 forsøgte at besøge Skytree igen ved åbningstid, valgte jeg at droppe dette, da der denne gang var en enorm kø, så jeg tænker stadig tilbage på den dag i 2016, hvor jeg næsten var alene på toppen af Japans hovedstad.
I 2019 havde jeg været i Japan fire gange tidligere, uden at jeg endnu havde set Fuji-bjerget. Jeg havde sågar besteget bjerget året forinden, men altså aldrig set det i sin fulde form. Da det var klart vejr under min anden dag i Japan, valgte jeg derfor at tage chancen og rejse til Kawaguchiko for at se, om Fuji-bjerget var synligt – og sørme om det ikke var tilfældet. Det var endda om foråret, hvor der var sne på toppen, og kirsebærtræerne blomstrede, så jeg kunne få mange gode billeder af det ikoniske bjerg, som jeg altså langt om længe fik at se. Jeg havde egentlig ikke planlagt at tage til Kawaguchiko under denne ferie, men dagen forinden havde jeg fået set de ting, jeg havde planlagt at se på den dag, hvor jeg i stedet tog chancen og begav mig til Kawaguchiko, hvilket altså viste sig at være en god beslutning.
Når det regner, bliver udendørs oplevelser tit forvrænget, men det har også den fordel, at mange folk vælger at holde sig indendøre, så der derfor er færre mennesker til stede ved udendørs attraktioner. Dette fik jeg i sandhed at opleve, da jeg i 2023 lagde vejen forbi Toyokawa Inari, der mest er kendt for sine mange rævestatuer. For eftersom det på denne dag var regnvejr, så kunne jeg i en stor del af tiden gå fuldkommen alene rundt blandt de mange statuer og få mange gode videoer og billeder af disse. Regnen forværrede ikke ligefrem indtrykket, men gjorde tværtimod stemningen mere spirituel, så jeg er virkelig glad for, at jeg trodsede vejret og gjorde stop ved Toyokawa Inari.
Da jeg i 2024 var i Japan, brugte jeg en dag i Yamaguchi-præfekturet, hvor jeg besøgte Akiyoshido og Akiyoshidai. Jeg ville også gerne have besøgt Yamaguchi, men valgte i stedet at tilbringe resten af dagen i Tsuwano, hvilket var en lang togtur fra Yamaguchi. Og det viste sig at være hele turen værd, for da jeg ankom til Tsuwano, var jeg så heldig, at jeg fik set det lokomotiv, som en gang om dagen i weekender kører mellem Tsuwano og Yamaguchi, hvilket var en unik oplevelse i sig selv. Tsuwano er dog mest kendt for sine gamle gader med kanaler, hvor der svømmer karper, og eftersom det var sent på dagen, kunne jeg gå rundt og stort set betragte disse alene. Faktisk var der ikke mange mennesker ved de fleste seværdigheder, hvilket også inkluderede Taikodani Inari-helligdommen, der er kendt for sine mange torii-porte. Alt i alt fik jeg virkelig mange gode oplevelser, så jeg var glad for, at jeg valgte Tsuwano over Yamaguchi.
Under min tur til Japan i 2024 skulle jeg på en lang togrejse fra Yonago til Kurashiki, hvilket var en tur, der ville tage flere timer. Jeg ville derfor gerne have noget ud af den og valgte i den forbindelse at gøre et stop på vejen for at besøge Ikura-grotten, som jeg havde fundet frem til efter at have søgt efter seværdigheder i området. Og dette viste sig at være et af de bedste stop, jeg nogensinde har gjort, for Ikura-grotten var en unik oplevelse, der gav mig mange indtryk, idet grotten var oplyst i forskellige farver, hvilket skabte en eventyrlig stemning i samspil med de flotte klippeformationer. Jeg kunne tilmed gå rundt helt alene, netop fordi det er en ukendt seværdighed midt i ingenting, og på turen til og fra grotten, mødte jeg da også en japansk kvinde, der var overrasket over at se en udlænding i byen.
I 2018 tog jeg en tur til Iya-dalen på Shikoku, hvilket krævede meget planlægning, idet man kun kan komme rundt i dalen med busser, som kører meget uregelmæssigt. Hvis jeg skulle nå at se alt det, jeg ville, kunne det således ikke foregå på en enkelt dag, så jeg valgte derfor at overnatte i dalen, hvilket blev gjort i en bjerghytte på toppen af Miune-bjerget, som jeg derfor måtte bestige. Og dette er jeg lykkelig for, at jeg gjorde, for besøget i Iya-dalen er en af de mest uforglemmelige oplevelser, jeg har haft, og særligt udsigten fra Miune-bjerget har brændt sig fast i min hukommelse. Så selvom det var hårdt at bestige et bjerg og sove i en bjerghytte, ligesom jeg skulle stå tidligt op, så jeg kunne nå en bus, så var det bestemt ikke noget, jeg fortrød.
I Utsunomiya ligger en bambusfarm kaldet Four Seasons Bamboo Forest Wakayama Farm, hvor der dyrkes forskellige sorter af bambus. Farmen er dog åben for besøgende, som kan komme og gå rundt i blandt bambusrørene, og på billeder kan man slet ikke begribe, hvor mange der rent faktisk er. Jeg blev i hvert fald overrasket over, hvorfor dette sted er forholdsvis ukendt, da jeg besøgte det som en lidt spontan tur i 2023. Jeg havde allerede læst om stedet hjemmefra og markeret det på mit kort, så jeg kunne besøge det, hvis jeg fik tid under mit besøg i byen, og gudskelov valgte jeg at gå de 5 kilometer for at komme frem til farmen, hvor der var så meget bambus, at jeg blev helt overvældet. Bedst af alt var der så få mennesker, at jeg mange steder kunne begive mig rundt alene, så jeg var bestemt ikke skuffet over, at jeg havde taget den lange tur dertil på gåben, selvom det tog lang tid.
Da jeg i 2023 var i Japan, skete et af de bedste held i uheld-hændelser, da jeg havde planlagt at besøge templet Shoshazan Engyoji. For at komme dertil tog jeg en bus fra Himeji frem til bjerget Shoshazan, hvor templet befinder sig. Hér havde jeg tænkt at benytte svævebanen for at komme frem til templet, men det viste sig, at den af uforklarlige grunde var lukket. Jeg tog derfor den beslutning at bestige bjerget, og da jeg omsider nåede frem til Shoshazan Engyoji, blev jeg overrasket over at opdage, at også dette var lukket. Det ville i mange tilfælde have været dårligt, men netop fordi at svævebanen og templet var lukket, så kunne jeg gå rundt på tempelgrunden helt alene og betragte den ellers kendte seværdighed uden andre omkring mig, hvilket var en uforglemmelig oplevelse, der altså bundede i, at jeg valgte at bestige Shoshazan. Havde jeg vidst, at templet var lukket, havde jeg nok ikke gjort det, så jeg er glad for, at jeg først fandt ud af dette, da jeg nåede frem.