13. september 2024: Fra Yonago til Takehara

Afgang fra Yonago

Det var dagen efter, jeg havde besteget Daisen-bjerget, hvilket sådan set var den eneste årsag til, at jeg var taget til Yonago. Så nu hvor det var klaret, var det tid til at tjekke ud fra mit hotel, så jeg kunne komme videre. Jeg var gået i seng klokken 21.30, så jeg for det første kunne være udhvilet og veloplagt efter en anstrengende dag, men også fordi jeg skulle nå et tog klokken 7.30, idet lokaltogene i denne del af Japan kører meget uregelmæssigt. Det tager desuden lang tid at rejse en ellers kort afstand, så for at udnytte tiden havde jeg på forhånd søgt efter seværdigheder på ruten og fandt i den anledning frem til Ikura-grotten, der meget praktisk ligger i gåafstand fra Ikura station, hvor jeg derfor steg af klokken 10.30 - altså tre timer efter at have påbegyndt min rejse, hvor jeg kun havde tilbagelagt 100 kilometer, hvilket jo er uhørt lang rejsetid set med japanske briller.

Ankomst til Ikura-grotten

Ikura-grotten ligger i en lille landsby uden for byen Niimi, hvor jeg var den eneste, som steg af toget. Og da jeg forlod stationen for at begive mig mod grotten, blev jeg pludselig imødegået af en ældre kvinde, der på japansk valgte at henvende sig til mig for at spørge, om jeg var en udlænding. Da jeg svarede ja og fortalte, at jeg var turist, blev hun helt begejstret - både fordi jeg kunne japansk, men også fordi at jeg havde valgt at besøge hendes landsby, hvor der åbenbart ikke kommer mange udenlandske turister. Hun virkede i hvert fald meget overvældet og taknemmelig over, at jeg havde lagt vejen forbi, og da vi tog afsked med hinanden efter at have haft en lille samtale, skyndte hun sig over til sine naboer for at fortælle, at der var en udlænding i byen. Dog kunne jeg høre, at hun troede, at jeg var amerikaner, hvilket sådan set ikke er unormalt i Japan, fordi mange folks verdenssyn er så begrænset, at hvide mennesker automatisk identificeres som amerikanere.

Landsbyen var omgivet af bjerge, og det var altså inde i disse, at grotten befandt sig. Dog lå den på den anden side af en flod, som jeg derfor måtte følge, og uden for grotten befinder sig blandt andet et vandfald ved siden af den bro, som man skal krydse for at komme frem til grotten, som man først kan få adgang til efter at have købt billet.

På billetkontoret fik jeg lov til at få min taske opbevaret gratis, så jeg ikke skulle slæbe rundt på den gennem den 1,2 kilometer lange grotte, hvoraf kun 200 meter af den er åben for offentligheden. Men man har tilgengæld gjort meget ud af at gøre disse 200 meter seværdige, for jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget den ellers ukendte grotte havde at byde på. Ikke nok med, at den var fuld af flotte klippeformationer, så havde man også benyttet farverigt lys til at gøre hele stemningen eventyrlig, så det generelt føltes som at træde ind i en anden verden.

Netop fordi der er tale om et forholdsvist ukendt sted, så var der heller ikke særlig mange besøgende til stede. Faktisk så jeg slet ingen mennesker i grotten, før jeg var nået halvvejs igennem den, så jeg kunne gå helt alene og nyde stilheden det meste af tiden. Det bedste ved det hele var dog, at luften i grotten var kølig og forfriskende i modsætning til den tunge og fugtige luft udenfor, hvor solen kun lod til at blive stærkere for hver dag. Det var simpelthen forfærdeligt at gå rundt udendørs, hvor det var blevet en rutine for mig at benytte min paraply som afskærmning for solens stråler, så at kunne gå rundt i en underjordisk grotte var befriende, og derfor havde jeg ikke travlt med at komme igennem den.

Jeg gav mig derfor god tid til at betragte de forskellige sektioner, og der var specielt en lille sø, hvor folk havde ofret hundredvis af mønter, der virkede betagende, fordi det krystalklare vand i denne gav genskær i loftet, hvorfra dråberne dalede ned og skabte magiske synsindtryk i samspil med det farvede lys. Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set, så at besøge Ikura-grotten er derfor også et af de bedste valg, jeg har taget på mine ferier i Japan, og ironisk nok faldt jeg over den ved et tilfælde, da jeg søgte rundt på Google Maps. Så hvis man har en rute planlagt, kan det altså godt betale sig at undersøge, om der er nogle steder i nærheden af denne, som kunne være interessante at besøge - for man kan jo blive positivt overrasket. Om ikke andet er der i hvert fald ikke så mange mennesker til stede ved seværdigheder, der er knap så kendte.

Da jeg efter en times tid forlod grotten for at begive mig tilbage til stationen, stødte jeg igen ind i den ældre dame fra tidligere, så jeg måtte lige fortælle hende, at jeg ikke var amerikaner, men derimod dansker. Hun kendte godt til Danmark, men vidste absolut intet om landet, så hun blev overrasket over, at der hverken var bjerge, grotter, floder og storbyer med skyskrabere. Jeg tror ikke helt, at hun kunne forestille sig sådan et land, for hun havde boet i den lille landsby hele sit liv og havde aldrig været i udlandet, så hendes viden til resten af verden virkede meget begrænset. Det var nok også derfor, hun nærmest var i chok over at se en udlænding, men ved Ikura-grotten fik jeg dog en brochure på engelsk, så der må trods alt være udenlandske turister, som besøger denne.

Jeg havde ikke tid til at sludre med den gamle kone hele dagen, for jeg skulle nemlig med et tog klokken 12, som først bragte mig til Kurashiki, før jeg skulle videre til Fukuyama. Jeg havde dog lige tid til at få genset Andersen Square ved Kurashiki station, hvilket er en kopi af Rådhusuret i København med en statue af H.C. Andersen og Den lille havfrue - en efterladenskab fra en nedlagt forlystelsespark inspireret af og opkaldt efter Tivoli, der engang befandt sig i Kurashiki.

Kort besøg i Fukuyama

Fra Kurashiki tog jeg et lokaltog til Shin-Kurashiki station, hvor jeg kunne tage shinkansen videre til Fukuyama, hvor jeg havde valgt at gøre stop, fordi jeg gerne ville besøge Fukuyama-borgen, som jeg længe havde udskudt at besøge, selvom denne bogstavelig talt ligger lige ved siden af stationen, da denne er en del af borggrunden. Det var derfor også kun en kort gåtur frem til borgen, der faktisk er ret stor og flot, selvom den ikke er original. Dog består det indvendige af borgen af et museum, hvor man ikke måtte tage billeder, men der var også nogle interaktive udstillinger. Jeg prøvede eksempelvis at skyde med en elektronisk udgave af et gammel gevær og var overraskende tæt på at ramme mit mål, selvom det nærmest var på størrelse med en loppe i sigtekornet.

Fra øverste etage i Fukuyama-borgen var der en virkelig flot udsigt ud over byen, og det var sjovt at se shinkansen-tog ankomme og køre fra stationen lige ved siden af. Da jeg forlod borgen, slog jeg desuden et smut forbi en helligdom samt en kirke, før turen gik videre til Takehara, hvor mit hotel befandt sig. Jeg havde i min rejseplan skrevet, at jeg skulle sørge for at ankomme før solnedgang, men jeg kunne ikke huske, hvorfor jeg havde skrevet dette. Jeg sørgede ikke desto mindre for at følge planen, så jeg ankom til mit hotel lidt over klokken 17, og det var faktisk først, da jeg var tjekket ind på mit værelse, at jeg kom i tanke om, hvorfor jeg skulle ankomme før solnedgang. For hotellet befandt sig nemlig ud til havet, så jeg fra mit værelse kunne betragte solen gå ned over dette, hvilket var hyggeligt at sidde og betragte, idet jeg på budgethoteller ikke er vant til så flotte udsigter.

Total Page Visits: 20 - Today Page Visits: 3