21. juli 2018: Iya-dalen

Af sted til Iya-dalen

Grunden til at jeg var taget til Shikoku var, så jeg kunne besøge Iya-dalen. Det er et af de mest isolerede steder i Japan og derfor også et område, der ikke er overrendt af turister, og efter at have læst om stedet på internettet og set hvad det har at byde på, tøvede jeg ikke med at planlægge en tur dertil, da det er nemmest at besøge dalen om sommeren. Det er imidlertid besværligt at komme til Iya-dalen, hvis man ligesom jeg ikke har kørekort, for langt de fleste vælger at tage dertil med bil eller motorcykel. Den eneste måde at komme til Iya-dalen med offentlig transport er via busser, der kun kører ganske få gange om dagen. Selve det at tilrettelægge min tur var derfor noget, der krævede ekstra meget tid. Jeg fik dog lagt en plan, som startede med, at jeg tog til byen Oboke, hvor man finder den togstation, der ligger nærmest Iya-dalen.

Hér skilte jeg mig af med min store rygsæk ved at lægge den i et opbevaringsskab og i stedet anvende den mindre taske, som jeg havde købt dagen forinden, så jeg kun havde de mest nødvendige ting at slæbe rundt på. Oboke station er et stop på den busrute, der har forbindelse til Iya-dalen og foruden mig selv var der en håndfuld andre mennesker, der også skulle med. Fire af dem var udenlandske turister, mens tre andre var japanere. Den ene japaner og turisterne steg af ved Iya Kazurabashi, der er en af de tre slyngplantebroer, som Iya-dalen mest er kendt for. Denne skulle jeg også besøge, men dog først næste dag, når jeg skulle tilbage til Oboke, så jeg blev ombord på bussen sammen med de to tilbageværende passagerer. Og præcis som med turen til Fuji-bjerget, så blev jeg også denne gang køresyg, for det er et virkelig fælt terræn at køre rundt i.

Eftersom man befinder sig i en dal, så er vejene bygget på bjergsider, hvor der langt de fleste steder kun er blevet anlagt et enkelt spor, så mange gange måtte bussen køre ind til siden i små passager eller simpelthen bakke tilbage, hvis der kom modkørende trafik. Der syntes at være en regel om, at man skal vige for dem, der er på vej ud fra dalen. Og eftersom der var vejarbejde på ruten, måtte bussen flere gange give plads til lastbiler, der lige akkurat kunne møve sig forbi. Som om det ikke var nervepirrende nok, så kunne man kigge ned på autoværnet på højre side, der simpelthen var fyldt med så mange buler, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at folk er kørt ind i dem - og havde det autoværn ikke været der, så lå der altså et fald på flere hundrede meter og ventede en.

Fordi vejen i Iya-dalen følger floden, der løber igennem den, så var der dog også en smuk udsigt fra bussen. Faktisk nogle af de flotteste landskaber, jeg nogensinde har set, idet man var omgivet af grønne bjerge og kunne stirre ned på dramatiske klippeformationer med brusende vand. Efter halvanden times tid ankom bussen til sidste stop i den lille by Kubo. Herfra skulle vi skifte til en mindre bus, som førte os dybere ind i dalen. Jeg skulle dog ikke så langt i denne omgang, for jeg steg nemlig af i Sugeoi med det formål at gå yderligere 1,5 kilometer, så jeg kunne gøre dagens første stop i Iya-dalen ved at besøge Oku-Iya Monorail, der er en 4,6 kilometer lang rute bestående af skinner, som er blevet opført i skoven, hvor man som besøgende kan køre rundt i små vogne og betragte omgivelserne på nært hold.

Vognene har form som næsehornsbiller, så de nærmest ligner forlystelser i et tivoli, men der er dog kun plads til to mennesker i hver vogn, og de bliver kun sendt ud at køre, når der er gæster. Jeg var så heldig, at der ikke var andre besøgende, da jeg ankom og købte billet, så jeg blev på egen hånd sendt af sted i en af de automatiske vogne på den 65 minutter lange tur gennem skoven. Oku-Iya Monorail føles som begyndelsen på en rutsjebane, hvor man ruller af sted i jævnt tempo, men forskellen er dog, at farten forbliver stabil, og det eneste "vilde" er de stejle vinkler, som nu og da fik sædet til at justere sig af sig selv. Formålet med Oku-Iya Monorail er at man skal nyde naturen, og derfor er navnene på træerne, som man passerer, angivet på skilte på japansk, og når der kommer en udsigt, der er værd at beundre, så sænkes farten automatisk. Der er desuden kameraer på ruten, så personalet kan holde øje med, om alt er i orden, for man befinder sig trods alt alene i skoven i en mekanisk vogn, hvor man kun har en walkie talkie at gøre brug af, hvis der sker noget.

I begyndelsen kører man parallelt med skinnerne på tilbagevejen, og her har man så mulighed for at se eventuelle forbipasserende vogne, men ellers foregår det meste af turen på et selvstændigt spor uden andre mennesker i nærheden. Hvis man ser bort for lyden fra vognen, så var det faktisk en ret afslappende oplevelse, der slet ikke føltes som en time. Eneste minus var, at der på skovbunden lå fældede træer, hvilket ikke ligefrem var et hyggeligt syn, når man tænker på, at man skal nyde naturen. Det bliver lidt svært, når man på den måde bliver konfronteret med alle de træer, der er blevet fjernet for at gøre plads til skinnerne. Men heldigvis er biomasse jo godt for naturen hvad end det er dødt eller levende.

Jeg havde valgt at tage til Oku-Iya Monorail som det første, fordi jeg dermed kunne nå den næste bus videre ind i dalen. Næste stop var de to andre slyngplantebroer, som findes i Iya-dalen. Disse er kendt som Oku-Iya Kazurabashi, og findes lige ved siden af hinanden som et par. Fordi det er så besværligt at komme frem til dem, så er de dog ikke lige så populære, som den første slyngplantebro, men i modsætning til denne, så har man dog mulighed for at passere de to andre lige så mange gange man vil, fordi man køber adgang til et stisystem, hvor de to broer fungerer som passager hen over floden nedenunder. Der var engang 13 slyngplantebroer i Iya-dalen, men i dag er der altså kun 3 tilbage, og selvom de er lavet af slyngplanter, så består deres skelet nu om dage af stålwirere for at gøre dem sikre at gå på, fordi de udelukkende fungerer som turistattraktioner.

Broerne er dog alligevel et fascinerende syn, der giver associationer til Indiana Jones, og grundet de naturlige omgivelser, føler man sig da også som en opdagelsesrejsende, når man første gang træder ud på en af de rokkende broer, hvor bjælkerne er lagt med afstand til hinanden, så man kan stirre direkte ned og faktisk kan ryge igennem med sin fod. Det jeg elsker ved at besøge knap så populære steder i Japan er manglen på mennesker. Det er simpelthen bare så dejligt at finde steder, hvor man stort set er alene i et så overbefolket land, og Oku-Iya Kazurabashi var en virkelig spirituel oplevelse, for selvom der var andre besøgende, så kunne man på egen hånd udforske området, nyde naturen, lytte til det rindende vand og passere de to broer igen og igen. Der var ikke meget andet at lave, men selve miljøet og atmosfæren gjorde det til en uforglemmelig oplevelse.

Den førte tur henover slyngplantebroen er den sjoveste, for man forventer slet ikke, at broen vil svaje, men det bliver sværere og sværere at holde balancen, desto længere ud på den man kommer, så man er nærmest nødsaget til at støtte sig til gelænderet. For nogen var det tydeligvis lidt grænseoverskridende. Der var specielt en gammel mand der var flere minutter om at krydse den første bro, fordi han hele tiden stoppede op for at klamre sig til den uden at kigge ned. Og ærgerligt for ham kunne han altså kun komme tilbage igen ved at passere den samme bro, eller den anden, som dog er halvt så lang. Ved siden af de to slyngplantebroer ligger desuden en traditionel svævebane, som gæster har mulighed for at gøre brug af til at trække sig selv over floden med et reb. Dette var der mange, som syntes var sjovt, men på grund af min højde var der ikke rigtig plads til mig, så for mig var det mest bare ukomfortabelt.

Jeg skulle videre fra Oku-Iya Kazurabashi, men i stedet for at tage dybere ind i Iya-dalen, så tog jeg turen tilbage mod byen Nagoro, som jeg havde passeret med bussen fra Oku-Iya Monorail. Nagoro er nemlig kendt som Dukkebyen, idet man finder hundredvis af fugleskræmsler, der er blevet lavet af en lokal kvinde, så de kan erstatte de beboere, der gennem tiden er flyttet og således tilføre "liv" til den døende by, der derfor er blevet et symbol på affolkningen af de japanske landdistrikter. Selvom jeg da så to levende mennesker på min tur gennem Nagoro, så føltes det ganske vist som en spøgelsesby - mest på grund af de hvide fugleskræmsler, der er iklædt normalt tøj og derfor ligner mennesker frosset i tiden.

Nogle af fugleskræmslerne virkede så livagtige, fordi man ikke kunne se deres ansigter, så jeg flere gange troede, at de var rigtige mennesker. Generelt var det dog bare mest trist at gå rundt i det såkaldte udkantsjapan og vide, at så mange huse stod tomme og var dømt til forfald, mens de fleste borgere var pensionister, hvilket vil sige, at byen højst sandsynlig vil dø sammen med dem. Men det er jo ulempen ved at bosætte sig i en dal fjernt fra civilisationen. Jeg var desuden taget til Nagoro af en helt anden grund, for den bus, jeg var steget af, var den sidste bus, der kørte denne dag, men klokken var kun 16, så dagen var ikke forbi - plus jeg manglede et sted at sove. Dette havde jeg dog tænkt på hjemmefra, for fra Nagoro kan man nemlig bestige Shikokus tredjehøjeste bjerg kaldet Miune, og på toppen af dette ligger en bjerghytte, og det var simpelthen hér, jeg havde planlagt at overnatte.

Det krævede dog lige, at jeg besteg endnu et bjerg, kun få dage efter at have besteget Fuji-bjerget, men med sine 1800 meter er Miune trods alt to kilometer lavere, så det var en udfordring, jeg var klar på. Det var jo sådan set nødvendigt, hvis jeg ville have et sted at sove... Jeg ville også gerne nå frem til toppen, inden det blev mørkt, så jeg kunne nå at beundre udsigten, men fra syd nærmede sig samtidig noget, som jeg hidtil ikke havde set under mit ophold i Japan - nemlig en mørk regnsky, der fuldkommen slugte bjergene på sin vej. Denne havde kurs mod Miune, og selvom det betød, at jeg ikke ville kunne se noget fra toppen, så var jeg faktisk ret lettet, for det var jo så absurd varmt, at jeg mere end noget andet gerne ville blive gennemblødt af regn.

Da jeg påbegyndte turen stødte jeg ind i flere japanere, der var på vej ned fra bjerget, men på resten af vejen var jeg dog fuldkommen alene. Der var desuden advarselsskilte, for Iya-dalen er et beskyttet område for de bjørne, man endnu mener er tilbage på Shikoku, og så er det også muligt at støde på giftslanger, så muligheden for at møde farlige dyr huserede hele tiden i baghovedet. Det var imidlertid ikke det, jeg var mest optaget af, for eftersom der ikke er så mange der vælger at bestige Miune-bjerget, så var vandreruterne heller ikke så synlige, idet de simpelthen gik i et med skovbunden, ligesom det kun var lyserøde plastikstrimler om enkelte træer, der markerede vejen, hvilket førte til, at jeg for vild hele to gange, og det var dælme ikke sjovt, når man går rundt i et vinklet terræn og ikke aner, hvor man skal gå hen, og samtidig mister opfattelsen af, hvor man kom fra, fordi alt ligner en gengivelse af sig selv.

Jeg var heldigvis i besiddelse af min gps-app, så jeg kunne se, hvor bjerghytten befandt sig, men vandrestierne var ikke markeret på kortet, så jeg kunne kun se, i hvilken retning jeg skulle gå, og når omgivelserne ikke rigtig er indordnet til det, så er det lidt besværligt at finde frem. Første gang jeg fik genlokaliseret stien befandt jeg mig endnu i skoven, og på det tidspunkt passerede regnskyen desuden henover Miune-bjerget, så jeg dermed befandt mig i den, hvilket førte til, at alt omkring mig blev helt tåget. Lyden af torden var ikke ligefrem beroligende, men det var dejligt forfriskende at mærke den kølige dug mod huden, så jeg var faktisk lidt tvær over, at skyen blæste videre og forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet til. Det betød dog, at omgivelserne og dermed udsigten blev lagt åben, så jeg fik samtidig ny energi til at fortsætte videre.

Anden gang jeg for vild foregik dette uden for skoven, da jeg var brudt fri fra denne og nu befandt mig på bjergsiden, der var præget af knæhøj plantevækst og et fundament af løse småsten. Det var en helt anderledes oplevelse i forhold til at bestige Fuji-bjerget, der trods alt er blevet indrettet til at blive besteget. Dette var en mere rå oplevelse, hvor man måtte lægge sin lid til sin egen balance og blot håbe på, at man ikke mistede fodfæstet, for der var ikke længere nogen træer, man kunne gribe fat om, så et fald kunne lige pludselig medføre døden. På det tidspunkt tænkte jeg mere og mere på, at jeg befandt mig alene i den japanske ødemark, uden nogen vidste, hvor jeg var, så hvis der skete mig noget, så var det sgu nok slut.

Grundet det fæle terræn var jeg egentlig også overbevist om, at jeg allerede var faret vild, indtil jeg dog stødte på et skilt, hvor der på japansk stod, at der var et drikke-sted i nærheden. Jeg tolkede dette som at bjerghytten var lige rundt om hjørnet, men da jeg fulgte ruten fandt jeg i stedet frem til en åben kilde for enden af et langt reb, som man var nødt til at kravle ned ad. Dengang anede jeg dog ikke, at kilden sådan set bare var et sidespor på ruten, som jeg nu havde forladt, så jeg forsøgte at begive mig videre op ad bjerget herfra, hvilket foregik i fuldkommen utæmmede omgivelser bestående af de høje planter, der gjorde det umuligt for mig at se, hvor jeg gik.

Det var simpelthen så intenst at kravle op ad en skrænt og klamre sig til plantevækst som sin eneste livline, og det finurlige ved at bestige et bjerg er, at man kan se, hvor toppen befinder sig... man aner bare ikke, hvor langt væk den ligger, så jeg kæmpede mig opad og fik flænset mine bare skinneben i stykker af de irriterende planter, der dog pludselig stod længere fra hinanden, og der viste det sig, at jeg omsider havde fundet frem til stien igen, der ledte mig videre til toppen, som kun befandt sig få hundrede meter borte, og da jeg hér fik øje på bjerghytten, var jeg simpelthen så udmattet og lykkelig, at jeg omgående gik hen imod den uden overhovedet at tænke på udsigten, hvilket ellers var den primære grund til at det lige netop var Miune, jeg havde valgt at bestige.

I bjerghytten befandt sig overraskende nok to andre mænd, der var ankommet tidligere på dagen og nu lå i hvert sit hjørne, hvilket indikerede, at de ikke var kommet sammen. Den ene sov, mens den anden var i gang med at læse en bog. Jeg satte min taske fra mig og gik tilbage udenfor, så jeg kunne nyde udsigten, mens det stadig var lyst, og da jeg glanede ud over horisonten var det godt nok et af de smukkeste syn, jeg nogensinde har set - meget bedre end udsigten fra Fuji, der jo står som et enligt bjerg, samtidig med at alting virker så småt fra toppen. Fra toppen af Miune er man derimod omgivet af bjerge, som virker så nære, men alligevel så fjerne, og fordi der kun er et af disse bjerge, der er højere, så kigger man ned på mange af dem, hvilket er en helt utrolig følelse, når man samtidig bliver klar over, at man altså er kommet så højt op med egne anstrengelser. Det var noget nemmere at nyde dette øjeblik i forhold til Fuji, fordi det ikke var koldt eller mørkt, samtidig med at der stadig var ilt i luften, så selvom jeg var træt og udkørt, så følte jeg mig ikke syg. Og bedre endnu: Jeg havde et sted at overnatte, så jeg rent faktisk kunne få sovet ud, inden turen gik ned næste morgen, hvilket skulle ske ved daggryets komme, fordi jeg skulle nå en bus fra Nagoro klokken 6.23.

Forrige dag - Næste dag

Total Page Visits: 638 - Today Page Visits: 1