15. september 2024: Mine og Tsuwano

Afgang fra Yamaguchi

Jeg var taget til Yamaguchi, fordi jeg gerne ville besøge et af mine yndlingssteder i Japan, imens jeg befandt mig i de vestlige egne af landet - nemlig grotten Akiyoshido, som jeg første gang besøgte i 2017, hvor stedet efterlod et positivt indtryk hos mig. Det var desuden søndag, så derfor havde jeg på denne dag planlagt at tage til et fjernt beliggende sted i håbet om at undgå menneskemængder. Oprindeligt ville jeg også have brugt dagen på at udforske Yamaguchi, imens jeg alligevel var i byen, men jeg blev i stedet tiltrukket af tanken om at besøge Tsuwano, som jeg kunne komme til med tog fra Yamaguchi, og eftersom jeg kun skulle overnatte på mit hotel en enkelt nat, var der desværre ikke mulighed for at få klaret alt på denne dag. I sidste ende besluttede jeg mig derfor for at starte dagen ved Akiyoshido-grotten og afslutte den med en tur til Tsuwano.

Turen til Akiyoshido-grotten skal dog foregå med bus, og om søndagen kører disse temmelig uregelmæssigt i Japan, så det var noget af en udfordring at udforme en overkommelig rejseplan. Så i sidste ende kom jeg frem til, at jeg skulle tage et tog fra Shin-Yamaguchi station til Yamaguchi station, hvorfra jeg skulle med en bus til Akiyoshido. Senere skulle jeg så med en bus til Shin-Yamaguchi, hvorfra jeg skulle med toget til Tsuwano. Herfra skulle jeg så tilbage til Shin-Yamaguchi, så jeg kunne tage shinkansen til Mihara, hvor mit næste hotel befandt sig.

Dette illustrerer meget godt, hvor indviklet det kan være at planlægge en enkelt dag i Japan, fordi jeg bogstavelig talt skulle rejse frem og tilbage fra Shin-Yamaguchi station uden rigtig at skulle foretage mig noget i Yamaguchi, fordi der altså ikke var tid til det. Jeg havde ikke desto mindre valgt at finde et hotel ved Shin-Yamaguchi station, så hér kunne jeg passende efterlade min taske i et opbevaringsskab, ligesom jeg ikke skulle gå så langt for at tage toget til Yamaguchi station, hvorfra bussen trods alt kørte mod Akiyoshido, få minutter efter jeg var steget af. Dette var desuden en JR-bus, hvor jeg kunne benytte mit Rail Pass, så turen til Akiyoshido var heldigvis gratis. For det er nemlig en lang tur, der ellers ville koste mange penge, hvilket jeg da også ville få at føle på tilbagevejen, hvor jeg desværre ikke kunne nå en JR-bus og derfor måtte betale over 1000 yen for en billet.

Akiyoshido ligger ude på landet i byen Mine, og sidst jeg besøgte grotten, var der nærmest ingen mennesker til stede. Men sådan var det dog ikke denne gang, for selvom jeg ellers var taget tidligt afsted, så var det tydeligt, at det var søndag, for der var proppet med mennesker, da jeg steg af bussen og begav mig mod grotten, der da også er kendt for at være Japans største kalkstensgrotte. Der var både turister og japanske børnefamilier, så oplevelsen blev noget anderledes i forhold til sidst - også fordi at jeg denne gang ikke fik rabat ved at fremvise mit pas. Jeg måtte derfor betale fuld pris på svimlende 1200 yen, hvilket jeg var lidt ærgerlig over, for trods størrelsen var grotten nemlig fuld af besøgende, så det derfor ikke var en lige så stor fornøjelse at vandre rundt i den, i forhold til mit første besøg, hvor vandet uden for grotten også var langt mere blåt, end det var på denne dag.

Akiyoshido er ikke desto mindre et besøg værd, for der er nogle virkelig flotte klippeformationer inde i grotten, hvor temperaturen samtidig er så lav, at det var virkelig behageligt at gå rundt i mørket - langt fra den bagende sol, der havde pint min krop hele ugen. Grotten er ydermere tilknyttet Japans største plateau med klippefremspring kaldet Akiyoshidai, som man kan komme frem til fra grotten via en elevator, der fører en 80 meter op til overfladen. Også dette havde jeg besøgt i 2017, hvor jeg var forbi om foråret, og det var et helt andet landskab, jeg blev mødt af i denne omgang, hvor alt græsset var grønt, så man knap nok kunne se de mange klipper. Sidst var græsset nemlig vissent, så klipperne var synlige, så det er alt i alt et meget omskifteligt landskab, der tager sig forskelligt ud alt efter årstiden. Jeg foretak mest forårslandskabet - også fordi at jeg nu var tilbage under solen, der stegte min hud, så jeg derfor måtte vandre rundt med min paraply slået ud.

Også denne gang valgte jeg at tage en rundtur i det enorme højland, hvor jeg sidste gang gik rundt helt alene, mens der denne gang var mange andre besøgende til stede. Selvom omgivelserne var virkelig flotte, så var det dog noget helt andet, der fangede min interesse, for overalt hvor jeg gik, hoppede og fløj der nemlig store græshopper frem fra græsset, og jeg blev helt overrasket over, hvor mange forskellige arter, der fandtes på dette sted alene. Jeg var især fascineret af nogle, der til forveksling lignede græsstrå, så jeg slet ikke ville have fået øje på dem, hvis de ikke havde afsløret sig selv ved at springe rundt omkring mig.

Jeg endte faktisk med at studere græshopper, mere end jeg fik beundret landskabet. Og efter at have gået en runde i dette, vendte jeg tilbage til grotten, som jeg atter forlod, så jeg kunne nå min bus tilbage til Shin-Yamaguchi station, hvorfra jeg altså skulle med et tog videre til Tsuwano. Og dette foregik desværre på en af de øde strækninger, hvor togene er lang tid om at tilbagelægge en ellers kort distance, hvilket også var grunden til, at jeg ikke havde tid til at få set noget i Yamaguchi, fordi turen til Tsuwano ville tage så lang tid. Men der var dog flere ting, jeg gerne ville se i Tsuwano, og derfor prioriterede jeg turen dertil, fordi jeg mente, at det ville være det hele værd. Og jeg fik heldigvis ret.

Smuttur til Tsuwano

Tsuwano er blandt andet kendt for at være en af de japanske byer, hvor man endnu finder såkaldte samurai-distrikter, idet man har formået at bevare flere gamle bygninger i bydelen kendt som Tonomachi, der nok mest er kendt for sine kanaler med karper. Og det var faktisk disse, der havde inspireret mig til at besøge Tsuwano, men ved min ankomst til byen, var det dog noget helt andet, der fik min opmærksomhed. I weekenderne i sommerhalvåret kører der nemlig et damplokomotiv mellem Yamaguchi og Tsuwano, og jeg havde faktisk undersøgt, om det ville være muligt at rejse med dette, men det passede desværre ikke ind i min rejseplan. Jeg troede derfor, at jeg godt kunne glemme alt om at se noget damplokomotiv, men jeg var tilfældigvis så heldig, at det gjorde klar til at køre fra Tsuwano, netop som jeg var ankommet.

Selvom toget næsten var tomt, så var der tværtimod mange, som stod ved stationen for at tage billeder og filme lokomotivet, da det gjorde klar til afgang, men jeg fik alligevel en god plads, så jeg dermed kunne få nogle gode billeder. Jeg havde faktisk glemt alt om damplokomotivet, men havde i toget på vej til Tsuwano bemærket, at der var usædvanligt mange fotografer langs skinnerne, så nu forstod jeg pludselig hvorfor.

Jeg så både, da vognene blev påsat lokomotivet, og da toget begyndte at køre, hvilket tog omkring et kvarters tid, så min tidsplan dermed begyndte at skride. For jeg kunne kun være i Tsuwano i to timer, før jeg skulle tilbage til Shin-Yamaguchi station, men Tsuwano er heldigvis en lille by, så det var kun en kort gåtur frem til Tonomachi, hvor jeg fik de berømte karper at se i kanalerne langs gaden - et unikt syn, fordi der var så mange farverige fisk, der svømmede side om side med gående og biltrafik. Og fordi det var blevet sent på eftermiddagen, så var de fleste turister åbenbart taget hjem, eftersom der ikke var mange folk i gaderne. Der var derimod mange karper, og de var alle meget opsøgende, fordi de troede, at man ville fodre dem, når man nærmede sig vandet for at tage billeder. Når jeg gik langs kanalerne, fulgte karperne derfor efter mig, så det var en af de mere specielle oplevelser. Også fordi at omgivelserne var meget japanske, for det var jo et traditionelt bybillede med gamle bygninger, jeg befandt mig i, så jeg var virkelig glad for, at det ikke var overrendt af turister.

For det meste var det faktisk kun mig, der interagerede med karperne, mens de fleste andre folk lod til at være lokale, som var vant til synet af dem. Men det var dog ikke kun karper, jeg var kommet for at se i Tsuwano, for jeg ville nemlig også gerne nå en tur forbi Taikodani Inari-helligdommen, der blandt andet er kendt for sine mange torii-porte. Og igen var jeg nærmest helt alene, da jeg tog turen igennem disse på vejen mod helligdommen. Og som en ekstra bonus, fik jeg endda damplokomotivet at se igen, imens det kørte gennem byen, som jeg havde udsigt til fra Taikodani Inari-helligdommen, som var min primære destination. Så efter at have været en tur forbi denne, gik turen tilbage mod stationen, men med den tid, som jeg havde til overs, kunne jeg lige nå et smut forbi et museum og et tempel, der begge var gratis at besøge, så jeg dermed ikke fik brugt nogen penge på seværdigheder i Tsuwano.

Det var dog hele turen værd, for kombinationen af alle mine oplevelser gjorde mit besøg i Tsuwano til et uforglemmeligt et af slagsen. Den begrænsede mængde af mennesker i gaderne, karperne i Tonomachi, torii-portene ved Taikodani Inari-helligdommen, og naturligvis damplokomotivet var alt sammen noget, der gav indtryk og gode minder, som jeg sent vil glemme. Så selvom jeg havde reserveret en halv dag bare for at tage til Tsuwano, så fortrød jeg det ikke.

Grunden til, at jeg kun kunne blive i Tsuwano i to timer, var, at jeg skulle ud på en længere rejse til Mihara, hvor jeg først ville ankomme meget sent på aftenen. Resten af dagen blev derfor brugt på transport, da jeg først tog toget tilbage til Shin-Yamaguchi station for at hente min taske, hvorefter jeg tog med shinkansen videre til Mihara for at tjekke ind på mit hotel. Jeg var dermed tilbage i samme del af landet, hvor jeg havde overnattet to dage forinden, fordi jeg herfra skulle begive mig tilbage til Kansai-regionen, hvor min ferie var startet. Efter en uge i Japan ville mit Sanyo Sanin Area Pass nemlig udløbe den næste dag, som jeg derfor ville bruge til at forlade Chugoku-regionen, idet jeg ville tage videre til Shikoku. Og dette ville jeg gøre ved for andet år i træk at fuldføre den 75 kilometer lange cykelrute Shimanami Kaido, hvor man på cykel passerer seks broer og seks øer i det japanske indlandshav, hvor jeg derfor havde valgt at finde et hotel i nærheden af Onomichi, hvor turen starter.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke var meget for at tage denne tur, idet varmen indtil videre havde været uudholdelig, så at udføre en så fysisk udmattende aktivitet i temperaturer over 30 grader var ikke ligefrem noget, jeg så frem til. Men på den anden side glædede jeg mig også, fordi jeg virkelig nød min første tur på Shimanami Kaido, og lige netop dette var en så stor og vigtig del af min rejse, at jeg på intet tidspunkt droppede tanken om at fuldføre turen, selvom lysten ganske vist var blevet hæmmet af vejret.

Total Page Visits: 38 - Today Page Visits: 1