27. marts 2023: Fra Himeji til Tokyo

Dagen starter i Himeji

Dette var min sidste dag i Japan for denne gang, men selvom det kun var blevet til fem dage, syntes jeg alligevel, at jeg havde nået at opleve en del, og mine fødder gjorde da også ondt, efter at jeg i forvejen havde gået over 100 kilometer ifølge min telefons skridttæller. Og jeg kunne desværre ikke forudse, at denne dag ville byde på endnu mere vandring, end jeg havde planlagt. Jeg kunne dog sove længe i forhold til de andre dage, hvor jeg var stået op omkring klokken 6. Denne dag stod jeg nemlig op klokken 7.30 og tjekkede ud fra mit hotel klokken 8. Jeg havde dermed min bagage at slæbe rundt på, og eftersom jeg ikke kunne bringe denne med mig til Himeji-borgen, som var dagens første stop, måtte jeg først tage en lille smuttur til Himeji station for at lægge mine tasker i et opbevaringsskab. Og så gik turen ellers til Himeji-borgen, hvor jeg ankom en halv time før åbningstid klokken 9.

Jeg kunne derfor gå rundt i området og betragte de mange blomstrende kirsebærtræer samt den smukke borg på afstand, ligesom jeg var blandt de første i køen, da jeg med tiden valgte at begive mig mod indgangen og vente på, at dørene blev slået op. Der kom med tiden flere til, men der var stadig under 100 mennesker, da borgen slog dørene op, så det var en helt anden oplevelse i forhold til mit første besøg i 2015, hvor borgen netop var åbnet efter at have gennemgået en længere renovering. Dengang var der derfor pakket med mennesker, men denne gang var der godt med luft imellem folk, så man virkelig kunne give sig tid til at nyde synet af det, der er en af Japans kun 12 originale borge, og også nok den flotteste af dem alle - i hvert fald den mest komplette. Og det fornemmer man virkelig, når man først er trådt ind på grunden, som rent ud sagt er enorm. Der er så mange bygninger, og den prægtigste af dem alle er hovedbygningen, som jeg naturligvis begav mig op i.

Heller ikke hér var der for mange mennesker, så denne gang kunne jeg beundre både udsigt og det originale interiør, der giver en helt anden oplevelse i forhold til moderne rekonstruktioner af japanske borge. Det betyder dog også, at pladsen er trang, der er lavt til loftet, og trapperne er stejle. Men at begive sig hele vejen op til øverste etage er alligevel sjovt, fordi man på hele ruten er bekendt med, at man vandrer rundt i en historisk bygning med en århundreder lang historie - på samme gulv som prominente personer i sin tid har gået rundt på.

Med til Himeji-borgen hører en have kaldet Kokoen, og jeg havde købt en kombinationsbillet, der gav mig adgang til begge dele. Efter at have besøgt borgen slog jeg derfor et smut forbi haven, hvor der var mange forskellige sektioner, og fordi det var så tidligt på dagen, var der kun en håndfuld andre mennesker til stede, idet de fleste jo opholdt sig ved borgen, så det var derfor nemt at finde områder, hvor jeg kunne være alene.

Med tiden skulle jeg dog videre, for jeg ville nemlig også gerne nå at besøge templet Shoshazan Engyoji, der befinder sig på et bjerg uden for Himeji, hvilket var en af grundende til, at jeg havde valgt at bo på hotel i byen, så jeg nemt kunne komme dertil. For at komme frem skal man nemlig tage en bus, hvilket tager en halv time, og heldigvis ankom jeg til stoppestedet ved Himeji-borgen, få minutter før den næste bus ankom, så jeg ikke behøvede at spilde tid på at vente.

Sidste stop på busruten er den svævebane, som leder frem til toppen af bjerget, hvor man finder Shoshazan Engyoji, men da jeg ankom til denne, viste det sig, at både svævebanen og templet var lukket på denne dag, uden at der dog var nogen forklaring. Shoshazan Engyoji optræder blandt andet i film og serier, da der er tale om et velbevaret tempelkompleks, så jeg overvejede, at der måske var en filmoptagelse i gang, selvom der ikke var nogen informationer om dette.

Jeg var dog ikke taget så langt bare for at vende om igen, så jeg tog den beslutning, at jeg simpelthen måtte bestige det 371 meter høje bjerg for at nå frem til det store tempelkompleks, hvor jeg om ikke andet ville beundre bygningerne udefra. Jeg havde imidlertid ikke beredt mig på at bestige et bjerg, hvilket heller ikke var inkluderet i min tidsplan, så turen op blev klaret i jævnt tempo. Jeg havde heldigvis intet at slæbe rundt på, fordi jeg tidligere på dagen havde efterladt min bagage på stationen, og på denne dag regnede det i det mindste ikke, så det var alligevel ikke helt galt med en lille vandretur i bjergene, hvilket trods alt er en af de aktiviteter, jeg nyder, når jeg er i Japan, selvom det godt nok er tidskrævende og udmattende. Men at blive belønnet med smukke landskabsudsigter, gør altid anstrengelserne værd, og turen op ad bjerget bød på flere flotte udsyn, efterhånden som jeg kom nærmere toppen.

Efter ankomsten til toppen mødte jeg et fransk par, som skulle til at begive sig ned fra bjerget, og de kunne berette, at templet ganske vist var lukket, men at området fortsat var frit tilgængeligt. Men der var yderligere en kilometers gang til selve tempelområdet, og der må jeg godt nok sige, at jeg trods alt var glad for, at det var lukket, for foruden mig selv var der kun omkring 5 andre mennesker til stede på hele bjergtoppen, hvilket var helt igennem magisk med så mange store historiske bygninger samlet på et så forladt område. Og selvom disse sådan set var lukket, så var det stadig muligt at få adgang til enkelte af dem, da der trods alt er tale om et tempel, hvor folk kommer for at bede og foretage ofringer. Hovedbygningen kunne jeg derimod ikke få adgang til, men ved ankomsten til denne var jeg imidlertid fuldkommen alene, hvilket var en helt igennem uforglemmelig oplevelse, der blev ved med at give mig kuldegysninger, så jeg nærmest følte, at det var mig, der var med i en filmoptagelse midt i denne storslåede kulisse, som jeg havde helt for mig selv.

For bygningerne er enorme, og Shoshazan Engyoji er jo en populær turistattraktion, så det var ubegribeligt, at jeg kunne være alene på sådan et sted, hvilket var en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden, så det var virkelig held i uheld, at templet tilfældigvis var lukket på den dag, jeg valgte at besøge det, selvom jeg aldrig fandt ud af hvorfor.

Den lange tur op ad bjerget var i den grad det hele værd - og så sparede jeg da pengene på svævebanen og adgangsbilletter til templet. Men jeg skulle jo også ned igen, og turen ned ad et bjerg er trods alt hurtigere end turen op, og heldigvis ankom jeg tidsnok til, at jeg kunne nå en bus tilbage til Himeji station, hvor min bagage lå og ventede på mig, så jeg straks kunne hoppe på shinkansen videre til Tokyo. For selvom jeg ikke ville hjem, så var det trods alt vigtigt, at jeg ankom til Haneda lufthavn i tide, så jeg kunne nå mit fly.

Ankomst til Tokyo

Eftersom jeg ikke havde planlagt at bestige et bjerg, så var min tidsplan skredet med to timer. Så de ting, jeg gerne ville have nået på vejen til Tokyo måtte jeg droppe, eftersom jeg først ville ankomme efter mørkets frembrud, og tre timer før jeg skulle tjekke ind i lufthavnen. I modsætning til Narita Lufthavn så ligger Haneda lufthavn heldigvis i Tokyo, så jeg kunne hurtigt komme videre til denne efter at være ankommet til byen.

Turen til Tokyo tog under 4 timer, og på turen nåede jeg lige at se foden af Fuji-bjerget, mens tinden som altid var dækket af skyer. Det var dog det meste af bjerget, jeg indtil videre videre havde set under mine efterhånden mange ture forbi det, for af en eller anden grund skal det altid være overskyet, når jeg kører forbi.

Da jeg ankom til Tokyo, havde jeg lige en time til overs, før jeg skulle tjekke ind i lufthavnen, så jeg valgte at tage et hurtigt smut forbi Tokyo Tower, som jeg kunne se var oplyst i det fjerne. Egentlig ville jeg bare gerne betragte det på afstand, men efterhånden som jeg kom nærmere, desto mere blev jeg draget til det, så til sidst endte jeg med at stå ved foden af det, så jeg i sandhed kunne fornemme, hvor højt det var. At betragte den oplyste struktur på nært hold var også en speciel oplevelse, men jeg havde dog ikke tid til at begive mig op i tårnet, selvom det ellers stadig var åbent for besøgende.

Det blev i stedet til en hurtig afsked med Japan, da jeg begav jeg mig gennem Tokyos travle gader og frem til Hamamacho station, hvor man meget praktisk kan tage Tokyos monorail direkte til Haneda Lufthavn, og hér skulle det vise sig, at det var meget nemmere at komme ud af Japan, end det havde været at komme ind. Selve udrejsen foregik nemlig som sædvanligt, selvom der godt nok var en afskyelig lang kø til sikkerhedskontrollen, så en halv time blev tilbragt i denne. Det gjorde dog intet, for det viste sig nemlig, at mit fly var en time forsinket, og da jeg den næste morgen ankom til Frankfurt og skulle skifte til et fly mod København, var dette også forsinket.

Denne ferie var desuden blevet tilbragt på mine normale fridage, så hjemkomstdagen var derfor en arbejdsdag. Efter at være ankommet til Danmark kunne jeg derfor kun nå at få nogle timers søvn, før jeg igen skulle op og på arbejde efter en kort, men alligevel lang rejse.

Selvom dette ganske vist var en kort tur til Japan, så er jeg alligevel glad for, at jeg tog afsted, til trods for at det regnede det meste af tiden, og kirsebærtræerne endnu ikke var i fuld flor. Det var dejligt at være tilbage og opleve den japanske kultur efter fire års ventetid, og jeg fandt mig hurtigt til rette igen, til trods for at mit japanske var blevet ret rustent. Jeg kunne dog stadig kommunikere med folk, men japanernes brug af mundbind er ikke kun med til at dække for deres ansigter - de forringer også deres tale, så det nogle gange kan være svært at høre og forstå, hvad de siger. Jeg var derfor glad for, at mundbind blev mindre udbredt, efterhånden som Japan droppede deres coronatiltag, der generelt havde været lidt irriterende, eftersom de jo helt var forsvundet i Danmark.

Dette var om ikke andet end minderig ferie, som gav mange gode indtryk. Selvom det kun blev til fem dage i Japan i denne omgang, så fik jeg gået så meget, at mine fødder ikke kunne holde til meget mere, og det blev da også til både gensyn og nye oplevelser. Højdepunktet var uden tvivl Koya-bjerget, som blev et af mine nye yndlingssteder i Japan, og det er helt klart et sted, jeg vil anbefale folk at tage forbi på en regnvejrsdag, for det forstærker bare den spirituelle stemning. Det var også dejligt at gense Fushimi Inari Taisha og Himeji-borgen, mens jeg var knap så imponeret af kunstøen Naoshima - men så kan jeg i det mindste sige, at jeg har været der. Og for første gang nogensinde skulle jeg endda ikke vente et helt år på at komme til Japan igen, idet jeg allerede havde bestilt en ny tur til maj, hvor jeg havde opsparet nok feriedage til at kunne tage afsted i en længere periode.

Total Page Visits: 315 - Today Page Visits: 1