19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo

På denne dag besøgte jeg:

-Fuji-bjerget

-Meiji-helligdommen i Tokyo

 

 

På Fuji-bjerget

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Solopgang fra toppen af Fuji-bjerget

Jeg befandt mig på toppen af Fuji-bjerget, hvor jeg kunne se solen, der lige så stille begyndte at titte frem i horisonten. Desværre lå der et skydække i vejen, så det var først omkring klokken 5, at den egentlige solopgang som sådan begyndte og kastede lys over Fuji-bjerget og de hundredvis af mennesker, der opholdt sig på det. Før da var det kun lyden af stemmer samt de lysende pandelygter, der havde berettet om, at man ikke var alene, men nu viste det sig pludselig, at der var pakket med folk på bjerget, hvor solopgangen satte optimismen og forventningerne i gang. Jeg fik på det tidspunkt bekræftet, at kinesere er ret uhøflige turister, for de møvede sig simpelthen ind foran alle os der havde siddet i timevis og ventet, så de kunne kapre de bedste pladser og kort sagt stille sig i vejen for alle andre. Det syntes jeg var lidt respektløst, når der var så mange, der var kommet for at nyde solopgangen.

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Krateret på Fuji-bjerget

Grundet kulden var jeg egentlig ret ligeglad med synet - det eneste jeg tænkte på var at blive ramt af solens stråler, så jeg kunne få varmen igen. Det var virkelig svært at få gode billeder, fordi min krop rystede så meget, så jeg tog ekstremt mange, og som ventet skulle det efterfølgende vise sig, at det kun var et par stykker, der var blevet gode. Solen var evigheder om at kigge frem fra skyerne, men da den så endelig begyndte at skinne på os, så varede det kun ganske få minutter, før den var at spotte på himlen i sin fulde form. Det var en besynderlig eskalering på det hele, for det var på den ene side så fredfyldt og smukt, at man havde lyst til at blive på bjerget, men på den anden side var jeg også bare så træt og forfrossen, at jeg var glad for, at det endelig var overstået.

 

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Toppen af Fuji-bjerget

Jeg blev og nød udsigten ud over det åbne landskab i en times tid, før jeg vendte mig om og da først opdagede, at det enorme krater kun befandt sig få meter bag mig. Det var ikke kun mig, det kom bag på, for to amerikanske kvinder begyndte simpelthen at græde af overvældelse, da de opdagede, hvad der havde ligget bag dem hele tiden. Grundet mørket anede jeg ikke, hvor på bjerget jeg opholdt mig, men med oplysningen af omgivelserne fulgte nu også en oplysning af sindet, da alt omkring mig var blevet lagt åbent. Krateret var ganske enkelt enormt, og det var virkelig flot med dets farvesymfoni af rødbrune nuancer. Man glemmer ofte, at Fuji jo er en aktiv vulkan, men nu blev det gjort klart, at vi altså ikke befandt os på et helt almindeligt bjerg, da vi fik udsyn til noget, som man kun kan se, når man befinder sig på toppen.

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Turen går ned

Med de mange synsindtryk i bagagen valgte jeg at bevæge mig tilbage til Fujinomiya-ruten på den anden side af bjerget, hvor der denne gang var fyldt med mennesker i forhold til aftenen forinden. Nu kunne jeg desuden for første gang se det terræn, jeg havde befærdet mig i i mørke, og jeg blev lidt overrasket over at se, at det ikke var nær så ufremkommeligt, som det havde virket. Det var meget nemmere at finde smutveje og stabilisere fodfæstet, når man kunne se, hvor man gik, men der er også lige det fænomen kaldet tyngdekraften, og grundet de mange løse småsten, så var jeg ved at falde op til flere gange. Andre var knap så heldige og styrtede simpelthen omkuld, fordi vinklen gør, at man bliver tvunget frem og ned.

 

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Fujiomiya-ruten

Apropos vinklen, så er den virkelig led imod ens ankler og knæ. At vandre op ad bjerget krævede udholdenhed, men på turen ned skulle man spænde i musklerne udelukkende for at bevare balancen, hvilket er udmattende på en helt anden måde. Og jeg gad simpelthen bare ikke at gå... At bestige Fuji-bjerget er på samme tid en af de mest utrolige og ulidelige ting, jeg har prøvet. Ulempen ved at bestige et bjerg er jo, at man skal ned igen og kun kan komme det ved at gå. Og efter i forvejen at have vandret i flere timer og oplevet en søvnløs nat, så er det bare ikke det man har lyst til. Man er overtræt, ens krop værker, og så sker der et afskyeligt temperaturskifte på over 30 grader i løbet af en time, hvor man må afklæde sig alt det tøj, man før har klamret sig til i forsøget på at få varmen. Man føler sig syg, uden at man er det. Oven i det blev jeg forfulgt af hvepse, der ikke just hjalp på humøret.

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Halvvejs nede

Men det mest provokerende var dog alle de gamle japanere (gammel som i over 70 år), der vandrede både op og ned ad bjerget i lunt tempo og højt humør, mens jeg kun havde valgt at bestige bjerget, fordi jeg endnu er ung og gerne ville nå det, før min krop begynder at forfalde. Jeg ved ikke om jeg var mest imponeret eller misundelig over at se så mange ældre mennesker med så meget energi selv efter at have besteget et bjerg. Da en kvinde tilmed begyndte at jogge ned fra Fuji, erklærede jeg officielt japanerne for overmennesker. Turen ned fra Fuji var både bedre og dårligere end turen op på grund af én ting: Udsigten. Nu kunne jeg jo rent faktisk beundre landskabet og blive gjort klar over, at jeg befandt mig på Japans højeste punkt. Men med det fulgte også udsynet til stationerne, der virkelig bare lå langt væk på et flere kilometer langt zigzagget vejnet.

 

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Snart i mål

Nu hvor målet var i sigte, så var det bare ikke lige så sjovt at nå frem til det. Jeg ville desuden gerne nå den første bus, der gik klokken 9. Det havde taget 7 timer at bestige bjerget, så nu skulle jeg nå ned fra det på 3. Og det lykkedes heldigvis. Jeg ankom til den sidste station, hvor busstoppestedet lå, klokken 8.45, og så kunne jeg ellers tage tilbage til togstationen efter en tilendebragt bjergbestigning. Et gammelt ordsprog siger, at en klog mand bestiger Fuji én gang, mens et fjols gør det to gange. Og jeg er enig. Nu er der sat kryds ved den bedrift, så jeg har ingen planer om at gøre det igen. Jeg skal sgu betales for det næste gang, for der tror jeg ikke, at der er nogen nydelse forbundet med det.

 

Tilbage til Tokyo

19. juli 2018: Fra Fuji-bjerget til Tokyo
Meiji-helligdommen

Jeg faldt i søvn i bussen, da udmattelsen blev for meget, nu hvor det hele var overstået. Min krop var så svækket, og jeg havde generelt bare svært ved at holde øjnene åbne. Turen tilbage til Tokyo med tog var også lidt pinlig, fordi man er helt svedig og ildelugtende efter et halvt døgns strabadser, og jeg var endnu iført lange bukser, så jeg blev bare ved med at svede. Det er overhovedet ikke rart at gå fra kuldechok til hedeslag på så kort tid, hvilket nok var det mest stressende for kroppen. Da jeg ankom til Tokyo tog jeg først lige turen forbi Harajuku, så jeg kunne se Meiji-helligdommen og samtidig handle lidt ind i en 100 yen-butik. På det tidspunkt kunne min krop dog ikke mere. Varmen var uudholdelig, og jeg var sikker på, at jeg ville besvime, selvom jeg blev ved med at købe og drikke væske.

Jeg valgte derfor at tage tilbage til mit hotel, hvor jeg ankom klokken 14, og efter at have taget et bad og pakket min taske, gik jeg i seng klokken 16. Næste dag skulle jeg nemlig videre til Shikoku, hvilket er en flere timer lang tur fra Tokyo. Jeg havde planlagt at gøre dette dagen efter Fuji-bjerget, netop så jeg kunne udnytte den lange rejse til at få hvilet ekstra meget ud og samtidig få noget ud af min ferie.

 

Dagens højdepunkt: Selvom solopgangen var pæn, så var det faktisk synet af krateret på Fuji, der var mest overvældende

 

Dagens gode minde: Solopgangen fra Fuji-bjerget er den første, jeg nogensinde har siddet og beundret.

 

Dagens forbrug på seværdigheder: 0 yen.

 

Dagens gode råd: Træn benene hjemmefra, før man tager til Japan og bestiger Fuji-bjerget.

Total Page Visits: 403 - Today Page Visits: 1