18. juli 2018: Fra Tokyo til Fuji-bjerget

Dagen starter i Tokyo

Dette var dagen, hvor jeg skulle bestige Fuji-bjerget, og eftersom Japan befandt sig midt i en hedebølge, så der var heldigvis ikke udsigt til regn. Ligesom så mange andre ville jeg dog gerne bestige bjerget, så jeg kunne se solopgangen den næste morgen, hvilket betød, at jeg først senere på dagen skulle af sted, eftersom det trods alt ikke tager en hel dag at bestige Fuji-bjerget. Jeg havde fået nok med søvn og valgte at starte dagen med at vandre rundt i lokalområdet nær mit hotel i Tokyo, hvilket bød på et besøg ved Nezu-helligdommen, før turen gik videre forbi Ueno Park. Her slog jeg blandt andet et smut forbi Bentendo-templet samt Toshogu-helligdommen, hvor jeg var den første besøgende, så jeg kunne nyde stedet helt for mig selv.

Jeg var første gang i Ueno Park i 2015 for at se panderne i Ueno Zoo og blev dengang lidt skuffet over mængden af mennesker, ligesom pandaerne var ret inaktive, da jeg endelig fik dem at se. I mellemtiden var en lille pandaunge kommet til, hvilket desværre så ud til at have højnet populariteten, for allerede inden åbningstid var der massiv kø ved Ueno Zoo, så jeg valgte at droppe et besøg for denne gang og i stedet bruge tiden på at se de steder, jeg aldrig før havde besøgt. Efterfølgende gik turen tilbage til mit hotel, hvor jeg erhvervede mig min rygsæk, som jeg skulle have med mig til Fuji-bjerget, og så gik turen til Ueno station, hvor jeg havde planlagt at mødes med en japansk ven foran Andersen-bageriet, der er en kæde, som specialiserer sig i dansk-inspireret bagværk og derfor også har hentet sit navn fra H.C. Andersen.

Jeg havde indtil da kun chattet med min ven, så præcis som mit møde med en anden ven dagen forinden, så var dette første gang, jeg mødte ham i virkeligheden. Vi tog sammen videre til Edo-Tokyo Museum, som viser udviklingen i Tokyo fra slutningen af 1800-tallet frem til starten af 1900-tallet. Der er tale om en gigantisk bygning, der dog indenfor ikke havde så meget at byde på som andre japanske museer. Min ven gjorde mig hele tiden opmærksom på, at jeg var blevet solskoldet, og han kunne ikke forstå, at det var muligt at blive så rød efter så få dage, så jeg måtte lige sætte ham ind, hvad det vil sige at være nordeuropæer. Han gik desuden rundt i skjorte og lange bukser, mens jeg var ved at svede ihjel iført shorts og T-shirt, og selvom han blev ved med at påstå, at han havde det varmt, så var der ikke antydningen af sved på hans hud.

Videre til Fuji-bjerget

Tiden var kommet, hvor jeg skulle forlade Tokyo og tage videre til Fuji-bjerget. Min ven fulgte mig hele vejen til shinkansen-stationen, hvor vi tog afsked, og så gik turen ellers mod vest, hvor jeg ankom til byen Fuji omkring klokken 15. Jeg ville egentlig gerne have været videre til byen Fujinomiya for at se det nye museum dedikeret til Fuji-bjerget, men det var også fordi jeg som sådan bare gerne ville se Fuji-bjerget derfra, men præcis som alle andre gange, jeg har forsøgt at se det, så var der også denne dag fyldt med skyer i området, så man ikke kunne se noget som helst bjerg. Jeg valgte derfor at blive i Fuji og købe en rundtursbusbillet, før jeg ligeledes indkøbte proviant og et par liter vand. Der er godt nok indkøbsmuligheder på Fuji-bjerget, men grundet den afsides beliggenhed, så er ting også meget dyrere.

Jeg spiste en portion ris og drak en halv liter vand, mens jeg ventede på bussen, der ankom lidt over klokken 16. Foruden mig var der kun 4 andre gutter, der skulle med. At dømme ud fra deres accent var der vist tale om amerikanere. På turen mod Fuji-bjerget steg yderligere to mænd på, og efterhånden som vi nærmede os bjerget blev luften tydeligvis også tyndere, idet jeg hele tiden fik propper i ørerne. Jeg ved ikke, om jeg allerede fik højdesyge under busturen, for vi kom godt nok op i 2,4 kilometers højde, men jeg tror mest af alt, at jeg bare blev køresyg, for jeg har aldrig været glad for at køre i bus, og dette var trods alt ikke nogen almindelig tur, idet den foregik på meget vinklede og snoede strækninger. Jeg var så fokuseret på min kvalme, at jeg ikke rigtig kunne nyde udsigten, men der var nu heller ikke så meget at se, eftersom foden af Fuji-bjerget primært består af skov. Det mest fascinerende var, da vi begyndte at køre rundt blandt skyer og pludselig befandt os over dem, så der slet ikke var noget landskab mere.

Der er fire vandreruter på Fuji-bjerget, og jeg havde fra starten planlagt at tage den korteste kaldet Fujinomiya-ruten. Det var der flere grunde til. For det første ville jeg ikke overanstrenge mig selv, for jeg var ikke engang halvvejs gennem min ferie. For det andet vidste jeg, at ruten ikke er særlig populær for folk, der vil se solopgangen, fordi den kun kan ses på den modsatte side af bjerget, så når man når frem til toppen, skal man vandre nogle ekstra hundrede meter for at komme om på den "rigtige" side. Dette betød, at ruten heldigvis ikke var særlig befærdet. Jeg vil skyde på, at der foruden mig kun var 20 andre mennesker, der valgte at bestige bjerget inden det blev mørkt. Flere kom sikkert til med den sidste bus senere på dagen, men der var heldigvis ikke overfyldt med mennesker, hvilket jeg ellers havde frygtet efter at have læst skrækhistorier på nettet.

Vandreruterne på Fuji er delt op i såkaldte stationer, der består af en række bjerghytter fordelt på vejen. Den første station er der, hvor busserne standser, og her har man blandt andet mulighed for at købe souvenirs samt mad og drikke. Her er også toiletter, der dog stank noget så fælt, så på det tidspunkt var jeg glad for, at jeg valgte at gøre brug af toiletterne på togstationen, inden jeg steg på bussen. Det tager noget tid at vænne sig til den tynde luft, så man bruger lang tid på at tilpasse kroppen og således forberede sig, inden turen rigtig går løs. Min kvalme forsvandt heldigvis, efter jeg steg af bussen, men blev dog erstattet af en trykken for tindingerne, som aldrig gik væk. Hovedpine er et tegn på højdesyge, og eftersom jeg er dansker og lever så tæt på havets overflade som overhovedet muligt, så var jeg ikke overrasket over, at jeg fik det dårligt ved at komme op i en hidtil uprøvet højde.

Jeg var allerede højere op, end jeg nogensinde havde været med fast grund under fødderne, men foran mig lå yderligere 1,3 kilometer, der skulle tilbagelægges over de næste 7 timer, som turen mod toppen ville tage. Det er som sådan gratis at bestige Fuji-bjerget, men man opfordres dog til at donere 1000 yen, som går til at sikre dets bevarelse, og det valgte jeg selvfølgelig at gøre, før jeg påbegyndte turen mod toppen klokken 18.40. Det var stadig lyst, så jeg kunne heldigvis nå at beundre udsigten, der dog primært bestod af skyer, samt ændringen i farverne på himlen, der langsomt gik fra blå til lilla til gul til rød og så til sidst sort. Det blev samtidig koldere, hvilket fik skyerne til at falme bort, så på et tidspunkt var der udsyn til et mørkt hav med små lysende øer, hvilket var de mange byer der befinder sig i området.

Efterhånden, som man kom højere op, kunne man dog ikke længere se lyset nedadtil, og der var ikke rigtig nogen måne på himlen, så da det blev aften var der fuldkommen mørkt. Det var kun lyset fra stationerne på vejen, der afslørede, at man endnu var på Jorden, men ellers virkede det til, at man befandt sig i det ydre rum. Stjernehimlen var så uspoleret af lysforurening, at man kunne se mælkevejen bestående af tusinder af funklende stjerner, hvilket var et syn, jeg aldrig før havde set, så jeg stoppede flere gange op blot for at betragte synet opadtil. Turen mod toppen var startet i et terræn præget af jord og beplantning, men efter det blev mørkt kom der flere og flere sten, der mange steder lå i vejen og var temmelig svære at passere.

På hele ruten var der et reb, der viste, hvor man skulle gå hen, og man kunne samtidig støtte sig til dette, hvis man havde behov for det ... hvilket man altså har. Jeg havde kun en pandelygte at orientere mig med, så med et udsyn på få meter var det nogle gange svært at se, hvor man skulle gå hen, og så anede man desuden ikke, hvad der lå forude. Hele ens verden var begrænset til få kvadratmeter, og selvom lyset fra stationerne så ud til at være tæt på, så tog det omkring en time at komme rundt imellem dem. Stationerne fungerer også som sovesale for folk, der vil betale store summer for et hvil, så hver gang man ankom til en, skulle man desuden være stille for ikke at vække de folk, der befandt i dem.

Jeg havde dog valgt en såkaldt bullet-climbing, der betyder, at man starter sent og vandrer natten lang uden sovepause. Der var interessant nok gratis wi-fi ved stationerne, hvilket jeg benyttede mig af til at holde folk opdateret på Facebook. Mens natten var ved at nærme sig i Japan, var det jo kun formiddag i Danmark.

Jeg var klar over, at turen mod toppen var hård og udmattende, men jeg følte mig absolut ikke afkræftet i mine muskler. Jeg var så fokuseret på at bevare fodfæstet, finde vej og holde mig vågen, at jeg slet ikke bemærkede, om mine ben og fødder gjorde ondt. Det, der generede mig mest, var dog mine lunger. På grund af den tynde luft bliver man udmattet af ingenting og må hele tiden stoppe op for at få vejret, som man dog ikke kan, så man bliver bare ved med at føle sig forpustet, så at bestige Fuji-bjerget er både træning for ens krop og kondi. Hver gang jeg ankom til en station og prøvede at spise lidt, så blev jeg dog ramt af den samme køresygelignende kvalme som i bussen, så selvom jeg havde brug for energi, så kunne jeg simpelthen ikke få noget ned udover den ene flaske vand efter den anden. Og her er det værste, at der ikke er skraldespande på vejen, så man er nødsaget til at slæbe rundt på sit eget skrald, hvilket var en byrde, jeg gerne ville have været foruden.

Jeg havde overhalet mange mennesker, før jeg ankom til den sidste station før toppen som den første. Folk, der senere ankom, kastede op eller var ved at kollapse, og jeg var overbevist om, at jeg også snart ville mærke konsekvensen af mine anstrengelser. Selvom jeg aldrig før havde været udsat for noget så hårdt, så skete der dog ikke noget, så jeg begav mig videre med løftet pande og kunne dermed udse mig toppen som det næste stop. Jeg kunne dog ikke se, hvor den befandt sig, så jeg havde ingen anelse om, hvor langt jeg skulle gå, idet der ikke var noget lys på resten af vejen.

Det sidste stykke var desuden præget af klippestykker i en sådan grad, at der visse steder var tale om en decideret bjergklatring. Herfra kunne jeg ydermere nyde et ret så fascinerende syn, for da jeg kiggede ned kunne jeg se alle de andre pandelygter, der bugtede sig rundt i mørket som ildfluer, hvilket virkede en smule overvældende, når jeg tænkte på, at det var mennesker, der præcis som jeg selv var på vej op ad et bjerg i bælgragende mørke, og at jeg havde befundet mig samme sted som dem, men nu var over dem allesammen. Fra nu af var det uvisheden, der dominerede, fordi jeg ikke kunne se, hvornår jeg var fremme ved toppen, så hver klippe blev passeret med forventing, der hele tiden blev erstattet af skuffelse.

Ankomst til toppen

Klokken var 1.20, da jeg omsider ankom til toppen, og selvom jeg ellers forsøgte at grave lidt overvældelse frem, så var jeg simpelthen bare for træt. Adrenalinet gjorde det umuligt for mig at nyde øjeblikket som den personlige bedrift det var, og jeg kunne samtidig ærgre mig over, at turen jo slet ikke var slut, for jeg befandt mig på den forkerte side af bjerget og måtte vandre cirka en kilometer mere helt om på den anden side for at se solopgangen om tre timers tid. Og dét var godt nok noget af en dyster affære, for ruten op ad bjerget var markeret med reb og pile, men nu skulle jeg pludselig til at finde vej i en mørk ødemark, hvilket selvfølgelig endte med at jeg for vild. Utroligt nok lykkedes det mig at lokalisere den rigtige vej, så efter en halv times tid nåede jeg frem til min endelige destination, hvor jeg blev pænt overrasket over at kunne kigge ned på de andre ruter, for to af disse lignede mest af alt lysende floder. Der var simpelthen så mange hundrede mennesker på vej op ad bjerget, at man kunne se ruterne via rækken af pandelygter, og dér blev jeg godt nok glad for, at jeg havde taget en vej, hvor der ikke var så mange mennesker.

Der var allerede et par folk i området, hvor jeg befandt mig - mange flere ved den nærliggende helligdom, hvor der er en udkigspost, så jeg skyndte mig at udse mig et godt punkt og slå mig ned. De næste par timer var kort sagt forfærdelige. I løbet af turen op ad bjerget var temperaturen faldet mere end 30 grader, så det nu var tæt på frysepunktet, og eftersom jeg ikke længere befandt mig i bevægelse, så begyndte min krop at reagere på kulden. At tage tre kilo på op til ferien havde tydeligvis ikke været rigeligt til at holde min krop polstret. Det var bidende koldt, og der var intet andet et ligge på end kølige klipper. Jeg havde iført mig alt, hvad jeg havde medbragt af påklædning, men jeg kunne bare ikke holde op med at fryse. Jeg ville gerne have haft bare en lille smule søvn, men det var simpelthen umuligt, for der kom hele tiden flere mennesker til, og alle skulle absolut lyse en i hovedet med deres pandelygte, og selv da de havde sat sig til rette, lod de dem stadig være tændt, så man blev blændet et utal af gange.

Hvad der virkelig slog mig var, at langt de fleste folk var udlændinge. Særligt amerikanere var der helt vildt mange af. Der var kun ganske få, der talte japansk, lige der hvor jeg befandt mig. Folk kom også i alle størrelser og aldre, og jeg tænkte, hvordan pokker de havde klaret turen på de andre ruter, der trods alt var længere end den, jeg tog. Med inaktiviteten kom nu også udmattelsen, der sammen med kulden gav influenzalignende symptomer - dog uden snot og feber, altså hovedpine, ømme led og svimmelhed. Det føltes som en evighed, før den solopgang startede, og så nåede vi det tidspunkt, hvor det var allerkoldest, og alle folks tænder begyndte at klapre som et orkester af maracas, men omkring klokken 4 begyndte nogle præster eller munke dog at råbe fra helligdommen på toppen, hvilket vist nok var et kald til solen om, at den skulle komme frem, og så omsider var der lys at ane i horisonten...

Forrige dag - Næste dag

Total Page Visits: 812 - Today Page Visits: 1