20. juli 2018: Shikoku

Første tur til Shikoku

Det var dagen efter, jeg var kommet ned fra Fuji-bjerget, og eftersom jeg havde været uden søvn i over et døgn, havde jeg derfor brug for at hvilke ekstra meget igennem. Jeg havde i forvejen sovet i over 14 timer, men jeg havde hjemmefra planlagt at tage videre til Shikoku for på den måde at udnytte tiden og samtidig få samlet kræfterne. Fra Tokyo er det nemlig en flere timer lang tur til Shikoku, der foregår med togskift i Okayama. Selvom der går en shinkansen-forbindelse direkte til Okayama, så havde jeg dog undersøgt tingene og fundet ud af, at det bedre kunne betale sig at gøre stop i Osaka og derfra tage en anden shinkansen direkte til Okayama. Denne var fremme en halv time før den, jeg ellers var startet dagen i.

Dette var ugerne efter, det sydlige Japan var blevet ramt af oversvømmelser, og jeg vidste derfor ikke, om dette ville medføre problemer. Ugen, før jeg tog til Japan, var det slet ikke muligt at komme til Shikoku med tog, men japanernes effektivitet havde heldigvis sørget for, at langt de fleste togforbindelser nu kørte igen. Togene kørte dog stadig ikke på store dele af Shikoku, fordi nogle jernbanebroer var blevet ødelagt, men heldigvis havde de områder, som jeg skulle befinde mig i, ikke taget skade, så min rejse kunne forløbe som planlagt. Dette var min første tur til Shikoku, hvor jeg var taget til, fordi jeg gerne ville opleve Iya-dalen, men fordi det kun er muligt at komme dertil med bus på uregelmæssige tidspunkter, så valgte jeg at bruge denne dag på at opleve andre kendte steder på landets mindste hovedø.

Først tog jeg til byen Kotohira, hvor jeg besøgte Japans ældste kabuki-teater, Kanamaru-za, der er åbent for besøgende, når der ikke er forestillinger. Det er en enorm bygning, der ligger gemt godt væk, så det tog lidt tid at finde frem til den, og foruden mig var der kun 3 andre turister, så det var næsten som at gå rundt i bygningen efter lukketid. Herefter gik turen videre til den nærliggende helligdom Kotohira-gu - også kendt som Kompira-san efter bjerget, som den ligger på. Det siges at være en af de hårdeste helligdomme at nå frem til, fordi man skal bestige over 1000 trappetrin for at komme frem til enden. Grundet tyfonskader var de såkaldte inderste egne af helligdommen dog spærret af, så det var kun muligt at komme frem til hovedkomplekset efter lidt over 700 trin.

Dette kunne dog også mærkes i benene - særligt dagen efter man lige var kommet ned fra Japans højeste bjerg, men det værste var dog den irriterende varme. At gå på trapper er i forvejen hårdt, og så er det ikke rart at gøre det i temperaturer lige under 40 grader. Og selvfølgelig var de fleste omkring mig ældre mennesker i tung påklædning, der tog turen med et smil og uden en dråbe sved. Mine bedste venner var dog en vifte, et håndklæde og den flaske vand, der efterhånden boede mellem min hånd og læber. Gudskelov for salgsautomater og det faktum, at de er overalt. Jeg drak over 4 liter dagligt, men skulle kun tisse én gang hver dag, fordi al væske simpelthen blev afstødt i form af sved.

Turen mod Kotohira-gu starter med, at trapperne leder gennem et lille handelsområde med butikker og restauranter, inden man som sådan begynder turen mod helligdommen, der desuden er den største og mest populære på hele Shikoku. Størrelsen skyldes, at der engang var tale om en fusion mellem en helligdom og et tempel, men i dag har Kotohira-gu udelukkende status som en helligdom. Det er dog tydeligt, at stedet også har fungeret som et tempel grundet antallet af bygninger og størrelsen på disse.

Det føltes virkelig som en bedrift at nå frem til helligdommen, og det er efterhånden det, jeg synes er den mest spirituelle oplevelse ved helligdomme og templer i Japan - at kæmpe sig i mål. Da jeg ikke er religiøs, besøger jeg kun sådanne steder for at se dem og mærke stemningen, men japanerne kommer jo for at foretage ofringer og bede (også selvom de ikke betragter sig som religiøse).

Fra Kotohira tog jeg videre til Takamatsu, der faktisk lå i den retning, jeg var kommet, men via lidt research havde jeg fundet ud af, at det bedre kunne betale sig at tage til Kotohira først og så videre til Takamatsu, hvor jeg gerne ville besøge haven Ritsurin, der har udvidet åbningstid om sommeren.

Selvom Ritsurin er en af landets mest populære haver, så var der dog ikke mange mennesker, så det var ret nemt at nyde omgivelserne i ro og fred. Jeg tror, at det var grundet årstiden og tidspunktet, for det var trods alt sidst på eftermiddagen, og eftersom det var sommer var der ikke andre farver end grøn. Derfor var det faktisk et lidt skuffende besøg, for der var kun enkelte steder, hvor man virkelig kunne fornemme, at man var i Japan, ellers virkede det som en helt almindelig park. Igen var det værste dog solen - denne gang fordi den stod så lavt på himlen, at det var svært at få gode billeder, når ens telefon ikke har indbygget modlys-funktion. Til trods for at Ritsurin ellers er Takamatsus topattraktion, så var der lang tid mellem togene ved den nærliggende station, så jeg brugte en halv time på at vente på denne, før jeg steg på toget tilbage mod Kotohira.

Jeg skulle dog ikke til Kotohira, men derimod stationen før i byen Marugame, hvor mit hotel lå. Her ankom jeg, mens det var ved at blive mørkt, men da jeg ikke havde fået noget at spise, forsøgte jeg at finde frem til en konbini på min gps-app, hvor der umiddelbart ikke var nogen i nærheden. Der lå dog et varehus tæt på mit hotel, og eftersom jeg aldrig havde prøvet at handle i et japansk varehus, valgte jeg at tage forbi. Det skulle dog vise sig at være alt andet end et almindeligt varehus, for den bygning, som jeg troede var et storcenter, var simpelthen selve varehuset, der kort sagt var enormt. Der var snesevis af afdelinger med absurd mange produkter og et utal af kategorier, og jeg kunne have brugt timer bare på at kigge rundt, så jeg valgte i stedet at fokusere på at lokalisere madafdelingen.

På vejen faldt jeg dog over en sektion med tasker, og valgte da at gøre et impulskøb, da jeg spottede en både pæn og solid rygsæk til lidt over 100 kr. Jeg havde købt endnu flere, hvis jeg havde haft plads, og nu blev jeg klar over, at jeg ikke skulle kigge på andre ting, for hvis de lå i samme prisleje, ville jeg ende med at købe alt for meget at slæbe rundt på. Det lykkedes mig at finde frem til madafdelingen, der alene fyldte det samme som en enkelt Føtex, så her blev jeg også overvældet og valgte at lede efter det sikre valg: Kopnudler. Men da jeg fandt frem til kopnudlerne, var der så næsten 100 varianter at vælge imellem... Af bare overvældelse tog jeg de varianter, som jeg vidste, at jeg kunne lide, før jeg betalte og tog videre til mit hotel nogle hundrede meter borte. Her skulle jeg kun tilbringe en enkelt nat, så jeg behøvede ikke at pakke ud. Jeg spiste i stedet de to kopnudler, jeg netop havde købt, og tog et koldt bad, før jeg lagde mig til at sove.

Total Page Visits: 836 - Today Page Visits: 1