27. april 2025: Shirakawa og Sukagawa

Morgen i Shirakawa

Jeg havde valgt at overnatte en enkelt nat i byen Shirakawa, fordi jeg herfra skulle begive mig nordpå, og byen lå meget praktisk, idet jeg skulle videre til Yamagata, hvor mit næste hotel befandt sig. På turen dertil kunne jeg derfor gøre et stop i Sukagawa, hvor jeg havde tænkt mig til tilbringe dagen, men eftersom jeg først skulle tjekke ud fra mit hotel klokken 10, kunne jeg passende lige nå et smut forbi Komine-borgen, da denne kun lå få hundrede meter fra mit hotel og tilmed var gratis at besøge.

Ifølge Google åbnede borgen klokken 8.30, men da jeg ankom klokken 8.45, stod der, at selve borgen først åbnede klokken 9. Jeg formoder derfor, at det var borggrunden, der slog dørene op klokken 8.30, så hér tilbragte jeg tiden med at gå rundt og betragte borgen udvendigt, hvor man blandt andet kunne følge den endnu igangværende genopbygning af fundamentet, som styrtede sammen under Tohoku-jordskælvet i 2011.

Jeg fik også mulighed for at se de ansatte møde på arbejde, og det var en lidt speciel oplevelse at se, hvordan de måtte vandre hele vejen frem til borgen for at kunne slå dørene op for de fremmødte, der foruden mig kun inkluderede seks andre, så der derfor ikke var særlig mange folk til stede, da jeg omsider fik lov til at begive mig indenfor i borgen.

Komine-borgen er dog ret lille, og da det er en moderne kopi, ser den overordnet set meget ny ud både udvendigt og indvendigt, hvor man dog kan nyde udsigten ud over Shirakawa og de nærliggende bjerge, der stod skarpt i horisonten. Det var nemlig en skyfri dag, så temperaturen blev ved med at stige, efterhånden som solen kom højere på himlen, men det var dog allerede så varmt, at jeg på min vej tilbage til hotellet vidste, at jeg sagtens kunne iføre mig T-shirt og shorts og pakke min jakke i tasken, som jeg skulle bære rundt på på denne dag.

Efter at være tjekket ud fra hotellet, tog jeg nemlig toget videre til Sukagawa, som jeg skulle krydse til fods, og derfor kunne jeg ikke anbringe min bagage i et opbevaringsskab, da det jo ville betyde, at jeg skulle gå tilbage for at hente den.

Ankomst til Sukagawa

Jeg havde udset mig Sukagawa, fordi det var søndag, og der er tale om en forholdsvis ukendt by, hvor jeg håbede at kunne undgå alt for mange mennesker. Men det er dog ikke, fordi at Sukagawa ikke har noget at byde på, for byen er nemlig stedet, hvor den japanske special effect-instruktør Eiji Tsuburaya er født, og da han er kendt for at stå bag Ultraman-franchiset er der derfor blevet udstillet statuer af karaktererne fra universet i byen, som man kan gå rundt og forsøge at finde frem til, hvilket børnefamilier især havde det sjovt med. Man skal dog kun gå på en enkelt gade for at støde ind i statuerne, så det lykkedes mig derfor at lokalisere dem alle på vejen gennem byen til min egentlige destination.

For Eiji Tsuburaya er nu engang mest kendt for at være medskaberen af Godzilla, så i Sukagawa finder man derfor et beskedent museum dedikeret til Godzilla og mange andre kaijuer. Museet befinder sig dog i en stor bygning, der blandt andet også huser et bibliotek, så det var lidt besværligt at finde frem til - mest af alt fordi der sådan set bare er tale om et stort offentligt tilgængeligt udstillingsrum dedikeret til Eiji Tsuburaya og kaijuer, så der derfor ikke er nogen store skilte - hverken indendørs eller udendørs - som skriger "MUSEUM". Jeg fandt dog frem til det til sidst, og som håbet var der kun en lille håndfuld besøgende til stede.

Museet har blandt andet en af de originale Godzilla-dragter udstillet, og så kan man nærstudere koncepterne bag andre kaijuer såsom Mothra, Mechagodzilla og Hedorah, som der er miniaturemodeller af, ligesom man kan følge den designudvikling, som Godzilla har gennemgået gennem tiden. Alt i alt var det en ret interessant udstilling med nogle specielle elementer, så det kan bestemt anbefales, hvis man er kaiju-fan.

Men nu hvor jeg var i Sukagawa, kunne jeg lige så godt besøge byens helt store attraktion, hvilket er en pæonhave, der ligger i udkanten af byen. Dette var nemlig i den periode, hvor pæonerne blomstrede, og nu var jeg tilmed kommet så langt nordpå, at mange kirsebærtræer endnu stod i flor. Men det var desværre også så varmt, at jeg endte med at blive solbrændt på nakken, fordi jeg på den 2 kilometer lange tur mod pæonhaven gik med ryggen til solen.

Netop fordi at det var søndag, så havde jeg faktisk forventet, at pæonhaven ville være fuld af besøgende, der var strømmet til fra nær og fjern, idet den trods alt er kendt for sine utallige pæoner, som jo var ved at blomstre på denne tid. Men overraskende nok var der ikke overvældende mange mennesker - mest af alt ældre japanere og ganske få asiatiske turister. Haven var tilmed så stor, at man flere steder kunne gå rundt og nyde synet af de udsprungne blomster, der ud over pæoner inkluderede tulipaner og krybende floks. Der var naturligvis også sektioner, hvor blomsterne endnu ikke var sprunget ud - heriblandt roser, men der havde man sørget for at trække folk til ved blandt andet at opsætte dekorationer med papirparasoller, så der generelt var noget flot at se over det hele. Selvom det var solskinsvejr, så blæste det dog også så meget, at en af parasollerne på et tidspunkt rev sig løs, så jeg med hjælp fra en dame blev nødt til at sætte denne på plads igen.

Ved at besøge pæonhaven havde jeg begivet mig bort fra bymidten, så derfor havde jeg på forhånd planlagt, at jeg i stedet ville gå til den nærmeste station, som kun befandt sig en kilometer borte. På turen dertil kunne jeg tilmed slå et smut forbi en nærmest ukendt seværdighed i form af en gammel stenbuddha kendt som Wada Daibutsu, der er hugget ind i en klippevæg, som er gemt væk i et lille skovområde langs en landevej. Og hvis jeg ikke allerede havde udset mig dette sted på et kort, så var jeg da også gået forbi det, for det er kun en lille stentrappe, som indikerer, at noget ligger skjult blandt træerne.

Det var derfor en speciel følelse at kunne vandre ind blandt disse og finde frem til stenbuddhaen, der optrådte som en glemt ruin blandt et væld af udhulede gravkamre. Der var kun ganske få ofringer ved statuen, som så ud til at have ligget der i lang tid, så jeg havde ikke indtryk af, at der tit kom folk forbi, og en landmand, som arbejdede på en mark, kiggede da også en ekstra gang, da han fik øje på mig. Men det var nu engang rart at kunne finde en fredfyldt lille oase, hvor jeg kunne være helt alene - næsten da, for omkring statuen kom nemlig lyde fra skovbunden, hvilket viste sig at være små frøer, der kravlede rundt.

Videre til Yamagata

Fra Wada Daibutsu gik jeg videre til den nærliggende togstation, hvorfra jeg påbegyndte en lidt indviklet tur til Yamagata. Først skulle jeg nemlig med et tog til Koriyama, hvorfra jeg skiftede til et andet tog til Fukushima. Herfra skulle jeg så videre til Yamagata med shinkansen, hvilket imidlertid foregik med en linje, der krævede pladsreservation, så for første gang nogensinde blev jeg nødt til at få lavet en sådan. Jeg blev dermed også bundet til et bestemt tog, som kørte på et bestemt tidspunkt, og således opstod der problemer. For jeg endte simpelthen med at tage det forkerte tog i den forkerte retning, da et tog med retning mod Tokyo kørte fra den perron, hvor jeg stod og ventede, på samme tidspunkt som toget mod Yamagata skulle være kommet.

Jeg blev simpelthen stresset af lyden af de lukkende døre. For selvom informationstavlen godt nok sagde Tokyo, så var klokken det samme som på min billet, og toglinjen hed det samme, så jeg skyndte mig at stige ind i toget, hvor jeg først blev opmærksom på min fejl, da jeg så, at nogen sad på "min plads". Jeg måtte derfor stige af i Koriyama, hvorfra jeg ellers var kommet, og her foretage endnu en pladsreservation, så jeg kunne tage det næste tog til Yamagata, hvor jeg således ankom noget senere end planlagt.

Jeg havde dog tid til at gøre lidt indkøb på min vej til hotellet, som heldigvis ikke lå langt fra stationen, og jeg var så heldig at få værelse på 12. sal, hvilket er det højeste, jeg nogensinde har boet i Japan. Men igen var det kun for en enkelt nat, for næste dag skulle jeg igen videre, idet jeg kun var taget til Yamagata for at besøge Zao-bjerget.

Total Page Visits: 79 - Today Page Visits: 1