10 dramatiske gidselsituationer i Japan

Gidseltagninger er sjældne i Japan, men gennem tiden har der dog været nogle opsigtsvækkende og ikke mindst dramatiske gidselsituationer, som tilmed er blevet dækket i medierne, idet der trods alt er tale om en nyhed ud over det sædvanlige, som derfor tiltrækker opmærksomhed, fordi man ikke altid ved, hvordan disse vil ende.

Dette er en liste over ti af de mest dramatiske gidselsituationer i Japan i nyere, hvilket kun inkluderer gidseltagninger, som har fundet sted på japansk grund. Flykapringer begået i japansk luftrum, som har ført til forhandlinger uden for Japan, er altså ikke medtaget. Klik på billederne for at læse mere om hver hændelse.

10: Gidselsituationen i Nagoya

Den 16. september 2003 invaderede den 52-årige Noboru Beppu lønkontoret tilhørende sin arbejdsplads, Keikyubin, i Nagoya, hvor han bevæbnet med en kniv krævede at få tre måneders løn udbetalt. Lønkontoret befandt sig på tredje sal i et højhus, hvor 31 personer var til stede, og 23 af disse fik lov at gå, så der til sidst var 8 mænd til stede, som Noboru valgte at tage som gidsler. Noboru havde imidlertid også medbragt dunke med benzin, som han hældte ud på lønkontoret med truslen om, at han ville sætte ild til dette, hvis politiet blandede sig. Betjente evakuerede derfor resten af bygningen og spærrede denne af, hvorefter de resterende gidsler blev løsladt – foruden den 41-årige manager, der var alene tilbage med Noboru, da der pludselig lød en eksplosion, idet Noboru simpelthen valgte at gøre en ende på gidseltagningen ved at antænde benzinen, hvorved han ikke blot tog livet af manageren – han mistede selv livet i flammerne, mens en 31-årig politimand, som var til stede i bygningen, ligeledes omkom.

9: Sagen om Kwon Hyi-ro

Kwon Hyi-ro var en andengenerationskoreaner, der ernærede sig som kriminel. For at skaffe penge valgte han dog også at låne store beløb fra det japanske bandemiljø, hvorved han endte med at opbygge en gæld, som han ikke kunne komme af med. I 1968 blev det til sidst for meget for Kwon, der besluttede sig for at få løst sine gældsproblemer én gang for alle, da han den 20. februar valgte at skyde to bandeledere, hvorefter han flygtede til Sumata-kløften nord for Shizuoka, hvor han invaderede et hotel og hér tog 13 mennesker som gidsler, før han selv ringede til politiet og fortalte, hvor han var. Kwon ville nemlig gerne have sat fokus på sig selv og ikke hans forbrydelse, så han benyttede sig af mediedækningen til at kræve en undskyldning fra politiet i forhold til deres behandling af ham i fortiden. Politiet valgte at undskylde over for Kwon, men de havde samtidig held med at anholde ham, hvorefter han blev idømt livsvarigt fængsel. Han blev dog prøveløsladt i 1999 og flyttede herefter til Sydkorea, hvor han blev taget imod som en helt.

8: Kapringen af All Nippon Airways Flight 857

Den 21. juni 1995 lettede All Nippon Airways Flight 857 fra Haneda lufthavn i Tokyo med retning mod Hakodate lufthavn på Hokkaido. Ombord på flyet var 15 besætningsmedlemmer og 351 passagerer, men i blandt disse befandt sig dog den 53-årige Fumio Kutsumi, der valgte at kapre flyet ved at påstå, at han var medlem af den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo, og at han var i besiddelse af sarin samt sprængstof. Flyet fik lov at lande i Hakodate som planlagt, men hér valgte Fumio imidlertid at holde de 365 ombordværende som gidsler med kravet om, at myndighederne skulle løslade Aum Shinrikyos leder, Shoko Asahara. Dette nægtede man dog, så i løbet af natten bestormede politiet flyet og pågreb Fumio Kutsumi, der var en psykisk syg mand, som slet ingen forbindelser havde til Aum Shinrikyo. Det såkaldte sprængstof var helt almindeligt ler, mens posen med sarin blot var vand.

7: Den 17-årige buskaprer

Den 3. maj 2000 steg den kun 17-årige Seiichi Taniguchi ombord på en bus i byen Saga på Kyushu, hvor han valgte at kapre denne med brug af en køkkenkniv, som han egentlig havde haft i sinde at begå en skolemassakre med. Det var dog helligdag, så skolerne var lukket, og teenageren valgte derfor at udføre en anden opsigtsvækkende forbrydelse ved at kapre en bus og tage chaufføren og 21 passagerer som gidsler. Bussen blev herefter beordret til at køre rundt, før den med tiden standsede og i løbet af natten blev infiltreret af politiet, der kunne anholde Seiichi, der desværre havde nået at tage livet af en ældre dame, mens to andre var blevet såret. Det kom efterfølgende frem, at han var en utilregnelig knægt, som faktisk var indlagt til behandling for sine mentale forstyrrelser, da han fik lov til at besøge sin familie i Saga, hvor han i stedet valgte at stå bag den sensationelle forbrydelse, der grundet hans unge alder kostede ham en behandlingsdom.

6: Knivangrebet i Koto

Den 17. juni 1981 gik den 29-årige Gunji Kawamata amok med en kniv på åben gade i Koto-distriktet i Tokyo, hvor han i en psykose dræbte to kvinder og to små børn, før han tog en anden kvinde som gidsel, da han overfaldt hende på gaden og truede hende med ind på en restaurant, hvor han holdt kniven for hendes strube, alt imens politi og medier begyndte at forsamle sig udenfor. Der gik 7 timer, før den utilregnelige mand tog øjnene fra sit gidsel, der i det samme så sit snit til at flygte, og straks som politiet så, at hun forlod restauranten, skyndte de sig at infiltrere denne, hvor Gunji Kawamata blev overmandet og arresteret. Det viste sig, at han var misbruger, og hændelsen satte derfor fokus på konsekvensen af stofmisbrug, men da man dermed erkendte, at han var påvirket af disse, slap Gunji med en dom på livsvarigt fængsel.

5: Buskapringen i Nagasaki

Den første buskapring i Japan fandt sted om morgenen den 15. oktober 1977, hvor en langdistancebus var på vej fra øen Hirado til Nagasaki, da to maskerede mænd steg ombord og kaprede denne med hjemmelavede pistoler, så chaufføren og de 16 passagerer blev taget som gidsler. Hændelsen blev opdaget af en ansat på en tankstation i Nagasaki, hvor politiet mødte op og afholdt bussen fra at køre videre, så man kunne indlede forhandlingerne med de to mænd, som påstod, at de var medlemmer af en hidtil ukendt organisation kaldet Aso Rengo Sekigun. Enkelte gidsler blev sat fri, mens resten blev løsladt i løbet af natten, hvor politiet formåede at storme bussen og dræbe den ene buskaprer, mens den anden blev anholdt og efterfølgende idømt seks års fængsel.

4: Færgekapringen i Indlandshavet

Den 20-årige Nobushisa Kawafuji var på flugt fra politiet, da han den 12. maj 1970 valgte at kapre en passagerfærge, der lå til kaj i Hiroshima, hvor 44 personer blev taget som gidsler, da Kawafuji truede kaptajnen til at sejle færgen ud på det japanske indlandshav, hvor han imidlertid begyndte at tage riflen i brug ved at skyde omkring sig, så tre personer blev såret. Han havde dermed gjort opmærksom på sig selv, og da han blev betragtet for at være utilregnelig, valgte politiet simpelthen at skyde ham, da båden ankom til Matsuyama, hvor en snigskytte nedlagde den unge mand med et skud i brystet, hvilket viste sig at være dødeligt, idet Nobushisa Kawafuji omkom på hospitalet.

3: Mitsubishi bankrøveriet

Den 26. januar 1979 invaderede den 30-årige Akiyoshi Umekawa Mitsubishi-banken i Osaka, hvor han bevæbnet med to jagtgeværer, forsøgte at begå et bankrøveri, som dog slog fejl, da der blev slået alarm. Røveriet udviklede sig i stedet til en gidseltagning, der nåede at vare i to dage, hvor 4 mennesker blev skudt og dræbt af Akiyoshi, hvoraf to af disse var politibetjente, inden man besluttede sig for at bestorme banken og gøre en ende på det hele ved at skyde Akiyoshi, som endte med at miste livet. I 42 timer havde han udsat snesevis af mennesker for traumatiske oplevelser, da kvinder blev afklædt og anvendt som skjolde, mens en mandlig ansat blev truet til at skære sin sårede kollegas øre af.

2: Skudopgøret i Shibuya

Misao Katagiri var kun 18 år gammel, da han den 29. juli 1965 skød og dræbte en politimand ved at lokke ham ud i en skov i Zama i Kanagawa-præfekturet, så han kunne stjæle hans tjenestepistol. Med denne tog han herefter flugten til Shibuya-distriktet i Tokyo, hvor han invaderede en våbenbutik og hér tog de ansatte som gidsler, før politiet omringede stedet, hvor hundredvis af nysgerrige borgere ligeledes forsamlede sig. Flere af disse blev dermed såret, da Misao åbnede ild mod menneskemængden, men imens han befandt sig ude foran butikken med to kvinder som skjold, valgte en mandlig ansat pludselig at vædre teenageren bagfra, hvilket gjorde det muligt for politiet at overmande og anholde Misao, der endte med at blive dømt til døden.

1: Asama Sanso-hændelsen

Oprørsgruppen Rengo Sekigun blev etableret i 1971, men den endte imidlertid med at opløse sig selv, da medlemmerne tog på en træningsmission i bjergene i Gunma-præfekturet, hvor de i løbet af vinteren slog hinanden ihjel. Da politiet blev bekendt med aktiviteterne, planlagde man at anholde de resterende medlemmer, som dog flygtede, og fem af disse endte således på vandrehjemmet Asama Sanso, hvor de forskansede sig med ejerens kone, som de holdt som gidsel, mens politiet forsøgte at infiltrere bygningen, der dog var som en fæstning. Til sidst valgte man derfor at vædre den med en nedrivningskugle, hvilket gjorde det muligt at befri kvinden og samtidig anholde de fem mænd. Den dramatiske hændelse udspillede sig over flere dage og blev dækket på TV som den første maratonudsendelse i Japan.